Åh, hvis der er en politiker, jeg næsten ikke kan holde ud at høre på, er det Anders Fogh Rasmussen, eks-statsministeren, som i 00’erne trak os ind i den tragiske Irak-krig, kollapsede Skat, kørte vores økonomi i sænk og hældte benzin på fremmedfrygten. Forleden dukkede han som et spøgelse fra fortiden op igen med et ekko af den uansvarlighed, jeg altid vil huske ham for:

”Der er ikke noget at komme efter”, udbrød Fogh, da han blev kritiseret for sin afvisning af at tage affære, da Nationalbanken og Det Økonomiske Råd i november 2007 anklagede ham for at styre direkte mod en økonomisk krise, fordi boligpriserne gik amok.

De økonomer, der advarede ham, var døgenigter, advarede han dengang. Den arrogante påstand gentager han nu. ”Jeg mener stadig, man skal skrive lærebøgerne om”.

Han har ikke lært en kæft.

Markedet er det eneste, som skal regulere boligpriserne, sagde manden, som pustede boligboblen op. Præcist som han i 2007 - et lille år før boligboblen, finanskrisen og recessionen - pralede med, at han vidste bedst, advarer Fogh nu om at gribe ind mod de eskalerende boligpriser. Han stoler meget mere på markedet end på politikere, lyder det. Well, jeg tror ikke en døjt på eks-statsministeren.

Ejer Fogh ikke evnen til refleksion? Svaret er et rungende nej. Manden, der løb af pladsen, da der skulle ryddes op, tænker altid først på sin karriere; aldrig på, hvad der er bedst for Danmark og fællesskabet. Derfor lod han i de ulykkelige år, da han var statsminister, krigstrommerne buldre og økonomien løbe løbsk for at lefle for storkapitalen, højrekræfterne og våbenindustrien. Ude og hjemme begik han fejl på fejl:

Han kastede Danmark ind i den fejlslagne Irak-krig - udelukkende med et sort flertal sammen med Dansk Folkeparti. Da det begyndte at gøre ondt, trak han vores soldater for hurtigt hjem, så han var med til at skabe det tomrum, som Islamisk Stat udnyttede.

Hans provinsielle forsvar for retten til at håne, spotte og latterliggøre muslimer under Muhammed-krisen hvirvlede os ud i den værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Hjemme i Danmark udsultede han Skat, så milliarder siden er gået tabt. Hans lefleri for boligejerne - skattestoppet, som sænkede boligskatterne, og de afdragsfrie lån, som fik boligpriserne til at eksplodere, gjorde, at vi blev ramt hårdere under recessionen end nødvendigt. Hans evige kritik af muslimer og fravær af forsøg på løsninger var med til at skabe de parallelsamfund, vi har i dag.

Der er noget sølle over at følge, hvordan Fogh hele tiden hælder glasur ud over sine år som regeringschef. Hans totale afvisning af at have gjort noget forkert, hans monotone ”der er ikke noget at komme efter”, og hans ”jeg gjorde alting rigtigt” er trættende. Det bliver alt sammen endnu mere plagsomt, når man ser på, hvordan eks-statsministeren tjener sine penge:

Fogh sælger sig via Rasmussen Global til hvem som helst. Har du penge, så kan du få. Har du ingen, så må du gå. Da Goldman Sachs, hvis ansvar for boligkrise, finanskrise og recession var enormt, kom i modvind efter købet af Dong, blev Fogh deres danske lobbyist. Han arbejder også for Boston Consulting Group, skruppelløse lobbyister, hvor hans opgave er at sikre våbenordrer fra tvivlsomme nationer.

Fogh er altid der, hvor han kan profitere, og han er altid villig til at sige hvad som helst. Tag hans skarpe udtalelser om Donald Trump, da Fogh før valget troede, at han ville tabe:

”Trump står for en ny, farlig og protestagtig linie, hvor han støtter de kræfter, der går ind for opløsningen i Europa. Det, man kan frygte, er en tilbagevenden til den isolationisme, som USA repræsenterede i 1930’erne, og som ledte til en katastrofe i verden”.

Da Trump så endte med at blive præsident, skiftede eks-statsministeren, som nu så muligheden for at blive ”hired hand”, selvfølgelig kurs:

”Trump har potentialet til at stabilisere amerikansk politik og genoprette verdens tillid til amerikansk lederskab i de kommende år. Trumps administration kan faktisk give den internationale scene et tiltrængt boost af energi og kreativitet”.

Jeg er overbevist om, at Fogh omgående - hvis han fortsat var statsminister - ville hoppe op i hundekurven hos Trump, logre med halen og bjæffe ja til alt, hvad den amerikanske præsident måtte bede om. Det er så godt, så ualmindelig godt, at Fogh i dag er uden magt. Han er skyld i alle vores største problemer - og jeg kan ikke forestille mig, at historien vil være nådig over for hans misregimente i 2000’erne.

Tak skæbnen for, at han trods alt er fortid.


Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.