Det blev en stor oplevelse, eller sagt på en anden måde: Det var andet og mere end varm luft! Forventningens glæde havde været langvarig, for en ballonflyvning stiller store krav til vejret. Men endelig lykkedes det. En sen søndag eftermiddag i slutningen af juli 2008 samledes de heldige med pårørende + ballonskipperen på en åben plads omgivet af høje poppeltræer ved en kommuneskole i Greve.

At klargøre en ballon er betydelig mere kompliceret end at slå et telt op eller klargøre en sejlbåd. Først skal kurven bugseres ud på græsset fra traileren, og dernæst skal selve ballonen pakkes ud. Selv om ballonstoffet måske kunne minde om et fjeldvandrertelt, så er det absolut ikke nogen let sag, til trods for dets flyveegenskaber! Udpakning og klargøring kræver faktisk hjælp fra en halv snes voksne mennesker. Når ballonen er pakket ud af posen, starter man med at blæse kold luft ind i den, mens den holdes på plads af en gruppe tovholdere. Og når det enorme monstrum har nået de rette dimensioner, overtages oppustningen af en gasbrænder, som sender store flammer ind i ballonen og fylder den med varm luft. Da tiden var inde, blev de 19 passagerer beordret op i kurven af skipper, mens tilskuerne hjalp med til at forhindre, at den steg til vejrs for tidligt. Gasbrænderen arbejdede på højtryk, og endelig oprandt det store øjeblik.


Klik eller tryk på billederne for stort format





Opstigningen kan bedst beskrives med, at jorden stille og roligt blev trukket væk under én, for udover det visuelle mærkede man intet. Ingen sugen i maven, ingen højdeskræk, ingen turbulens. Lige bortset fra, at man fik propper for ørerne på samme måde, som når man letter med et fly. Jeg vinkede til min kæreste, mens vi steg op over de høje poppeltræer, og jeg vinkede stadig, da vi var en hel kilometer fra hinanden, men da var hun kun en lillebitte prik nede på jorden. Vinden førte os ud over Roskilde Fjord, med helt utrolige udsigter til de mange øer, halvøer og småbyer i området. Vi var blandt andet tæt på Roskilde Domkirke, og på et tidspunkt hørte og så vi en stor flok fugle flyve rundt over fjorden dybt nede i nærheden af Bognæs – vistnok skarver. Ikke en vind rørte sig, fordi man jo driver af sted med samme hastighed som luften.

Der er mange fascinerende aspekter ved en ballonflyvning. Et af dem er, at man er fuldstændig prisgivet vindretningen. Det eneste, man kan styre i ballonen, er højden. Det stiller store krav til ballonskipperen, især under landingen, hvor det optimale er at finde en græsmark uden kreaturer som landingsplads. Her skal der ofte træffes hurtige beslutninger, for de muligheder, man øjner forude, giver ifølge sagens natur kun ét forsøg.

Men landingen lykkedes over al forventning. Efter cirka en times flyvning landede vi på en øde græsmark nær landsbyen Sønderby i Hornsherred. Vi landede med cirka 10 kilometer i timen efter i lav højde at have forskrækket et par græssende heste og forstyrret aftenkaffen hos en masse måbende parcelhusejere. Det sidste minut, hvor vi gled lydløst hen over en kornmark i få meters højde, var helt surrealistisk!

Landingen var ret voldsom. Kurven tog et enkelt hop henover marken og væltede til sidst om på siden, så vi følte os som en sæk kartofler på afveje, men heldigvis var den inddelt i flere mindre rum og polstret på indersiden, så ingen kom alvorligt til skade. Det må være nogenlunde sådan, E.T. har følt det, da han dumpede ned fra det ydre rum! Sammenligningen er ikke helt i skoven, for vi anede ikke hvor vi var og havde bagefter store problemer med at finde tilbage til København!

Efter landingen blev vi døbt i henhold til ballonfarernes stolte traditioner. Jeg blev slået til ridder i champagne og fik den fornemme titel ”ballongreve af Selsø". Og ejeren af græsmarken – en ældre bondekone – fik en flaske champagne som tak for lån. Hendes kommentar var: ”Det var så lidt. Sku det være en anden gang!”