I oktober 2010 deltog 4 ansatte i 3F i en to ugers projektrejse til Ecuador. Baggrunden for rejsen var, at foreningen ”Solidaritet Over Grænser” i 3F-regi i samarbejde med Den Grønne Gruppe havde besluttet at støtte den ecuadorianske fagforening Fenacle med et større beløb over to år. Og formålet med vores rejse var dels at etablere personlige kontakter til Fenacle, dels at besøge de projekter, som de mange penge var øremærket til.

Turen gav os alle fire nogle enestående oplevelser for livet. Vi fik set og oplevet samfund, begivenheder og steder, som ingen almindelige turister nogen sinde får mulighed for. Fenacle havde tilrettelagt et program for os, som gav indsigt i og forståelse for, hvor meget en økonomisk støtte fra et rigt land i Vesteuropa kan betyde for den faglige kamp i den tredje verden. Vi besøgte en af Ecuadors store bananplantager og fik indblik i arbejdsforholdene. Vi deltog i mange faglige møder, blandt andet hos sukkerarbejdere i en af de sydlige provinsbyer, hos højlandsindianerne og i Quito. Vi besøgte lokalsamfund af indianere i højlandet og overnattede i et af dem. Og overalt mødte vi en fantastisk venlighed, gæstfrihed og nysgerrighed, både fra Fenacle og fra den lokale befolkning.

Men sjældent har jeg deltaget i en rejse med et så komprimeret program! Det var afsindigt spændende, men ind imellem havde i hvert fald jeg et stort behov for at slappe lidt af og fordøje mine indtryk. I den forbindelse er det vigtigt at forstå, at der er meget stor forskel på at deltage i en almindelig turistrejse, hvor man ikke har nogen som helst form for forpligtelser, og så at være repræsentanter for Danmarks største fagforening, hvor man kommer med et stort pengebeløb i baglommen og derfor bliver betragtet som absolutte VIP’er og er i centrum hele tiden. Det havde jeg aldrig prøvet før!

Jeg har i det følgende forsøgt at give et indtryk af de utrolig mange oplevelser, vi fik på turen, men langtfra alt er kommet med. Beskrivelserne skal ses som et udpluk af redigerede dagbogsnotater og ikke som en samlet rejseberetning.

Panik på falderebet

Det var lige før turen måtte aflyses i sidste øjeblik. Tre dage før vores afrejse var der lavet et kupforsøg mod Ecuadors præsident Rafael Correa, angiveligt startet af politiet, som var utilfredse med deres lønforhold. Lufthavnene i Guayaquil og Quito var lukket på ubestemt tid, og ifølge pressen blev der plyndret butikker i de to store byer. Det så meget sort ud for vores lille 4mands rejsehold. Præsident Correa kalder sig selv en kristen socialdemokrat, og hans politiske holdninger ligger klart til venstre for midten i forhold til resten af Sydamerika. Kuppets egentlige formål var utvivlsomt at myrde Correa, men heldigvis mislykkedes planerne, og situationen blev normaliseret på forbavsende kort tid. Så mandag den 4. oktober mødtes vi i Kastrup Lufthavn og ønskede hinanden god tur over en fadøl i afgangshallen.

Efter 12 timers samlet flyvetid, med mellemlandinger i Amsterdam og på den lille ø Bonair på De Hollandske Antiller, blev vi modtaget i lufthavnen i Guayaquil tidligt om morgenen tirsdag den 5. oktober af en gruppe fra Fenacle, deriblandt af Foreningens formand Angel Rivero. Guayaquil er Ecuadors største by, selv om landets hovedstad er Quito oppe i bjergene nordpå. Der kommer meget få egentlige turister i Guayaquil, for byen har ingen seværdigheder i turistmæssig forstand. Til gengæld fik vi nogle stærke oplevelser i og omkring byen i vores egenskab af repræsentanter fra 3F og fik set og oplevet utrolig meget, som almindelige turister aldrig får mulighed for.

Første møde hos fagforeningen Fenacle

Dagen efter vores ankomst til Guayaquil, mødtes vi med cirka 20 repræsentanter fra Fenacle i deres hovedkontor i byen. Mange af dem havde rejst langt bare for at møde os, deriblandt repræsentanter for de lokale, faglige indianersammenslutninger oppe i højlandet nordpå. De præsenterede sig alle for os, og bagefter præsenterede vores 4mandsgruppe sig for dem – heldigvis med hjælp af en spansk-engelsktalende tolk! Fenacles formand Angelo Rivero er en mand med utrolig karisma. Han har en slående lighed med Nelson Mandela som ung! I det hele taget virker folkene fra Fenacle som meget ressourcestærke mennesker rent mentalt.


Fra vores første møde med Fenacle-folkene på deres hovedkontor I Guayaquil.

Familiebesøg og snak med de lokale

Den følgende dag besøgte vi det lille bondesamfund Recenta Comunidad Ibarrola på cirka 50 personer i nærheden af byen Baba. Vi kørte langt ud ad en hullet jordvej og besøgte en familie på 4 generationer, som boede under samme tag i nogle bambushytter ved en flod. Et af familiemedlemmerne der var den cirka 30-årige og meget smukke Karina Santillon, som er leder af den lokale bondesammenslutning omkring byen Baba. Lokalsamfundet er medlem af Fenacle, og de handler i Babahoya en gang om ugen. De ejer selv jorden og dyrker bananer, papaya, soja og ris. Desuden har de høns og ænder, og de fanger fisk fra floden til eget brug i små kanoer. De tjener penge ved at sælge deres bananer, ris og soja. Det var en stor oplevelse at besøge dette afsides sted, hvor de fleste af beboerne har tilbragt et helt liv i flere generationer.

Vi spiste frokost på stedet og sejlede tilbage til Baba i en lille, overfyldt og vakkelvorn kano med kun få centimeter mellem rælingen og vandet! Bilen, som skulle bringe os tilbage til Guayaquil fra Baba, punkterede på tilbageturen og gik senere rigtigt i stykker, så vores Fenacle- venner valgte at installere os nogle timer langt ude på landet i en tilfældig, lille købmandsforretning mellem rismarkerne, mens bilen blev repareret. Under vores landlige ophold strømmede de nysgerrige lokale til for at kigge på de uventede og for dem meget eksotiske besøgende. Jørgen foreslog, at vi lavede en gensidig præsentationsrunde med hjælp fra nogle af de spansktalende i gruppen. Det var ikke spor kedeligt, og det bekræfter min holdning om, at de største rejseoplevelser oftest er de helt uventede og ikke de femstjernede seværdigheder!


Vi hygger os med de lokale i en købmandsforretning mellem rismarkerne, mens vores bil bliver repareret.

Bananplantager og faglige møder

Dagen efter kørte vi ud til Dole bananplantagen, hvor vi så på høsten og forarbejdningen af bananerne og spiste frokost i arbejdernes kantine. Om eftermiddagen var vi hovedpersoner i et møde med sukkerarbejdere i byen Milagro. Vi præsenterede os for de cirka 60 mødedeltagere, hvorefter mødet startede. Der var heftige diskussioner og spørgsmål hele tiden, og Fenacles formand Angel Rivero holdt nogle meget karismatiske indlæg. I det hele taget virkede arrangementet som et arbejdermøde i Danmark fra fagbevægelsens barndom. Stor oplevelse!


Klik eller tryk på billederne for at forstørre dem.






Bevæbnet røveri

Samme dags aften havde vi en anden meget stærk, men mindre positiv oplevelse. Tre i vores gruppe blev udsat for et væbnet røveri i centrum af Guayaquil om aftenen. Vi var på vej i bil til en restaurant, hvor vi skulle mødes med Fenacle. Der var masser af biler og masser af mennesker på gaden, og pludselig sprang 4 mænd ud på kørebanen. De tre stillede dig ud for det venstre, åbne bilvindue. Ham i midten pegede på os med en pistol ind gennem vinduet og forlangte penge. Da ingen reagerede, blev de for alvor truende, og den fjerde mand begyndte at slå voldsomt på bilen i højre side. Til sidst trak Jørgen 80 dollars op af sin pung og gav dem til revolvermanden, hvorefter de forsvandt. Det er overflødigt at skrive, at vi alle var dybt chokerede. Vi druknede den traumatiske oplevelse med masser af whisky, rødvin og øl på hotellet senere på aftenen. det er fandme uhyggeligt, at sådan noget kan ske på en gade fyldt med biler og mennesker.

Videre til højlandet

Da vores besøg i Guayaquil var slut, kørte vi med den lokale bus fra Guayaquil op i til byen Rio Bamba, som ligger i højlandsindianernes centrum. Klimaet heroppe er som en helt almindelig dansk sommer, med dagtemperaturer på 18-24 grader, hvilket er utroligt, da vi jo næsten befinder os på ækvator. Forklaringen er, at både indianerhøjlandet og hovedstaden Quito ligger i en højde af omkring 2.700 meter over havet. I øvrigt er Quito verdens næsthøjest beliggende hovedstad.

I Rio Bamba blev vi hentet af nogle af Fenacles venner og kørt ud til et lokalsamfund ved navn Gulag meget højt oppe i bjergene, i 3.600 meters højde. Når jeg kalder bebyggelserne for lokalsamfund eller fællesskaber i stedet for landsbyer, er det fordi husene er spredt over et stort område uden noget egentligt centrum. Landskabet er smukt og grønt, med græssende køer og marker med kartofler, bønner og andre afgrøder. Fællesskabet består af cirka 130 familier, og det eneste, de sælger og tjener penge på, er mælken fra køerne. Resten af produktionen på markerne er deres eksistensgrundlag. Vi var til møde med 20-25 personer fra området, som vi endnu engang præsenterede os for. Fantastisk oplevelse! Under mødet blev vi blandt andet budt på deres fremragende ost.


På besøg hos indianere Ecuadors højland.

Bagefter kørte vi videre i nattemørket ad hullede jordveje til vores overnatningssted i et andet lokalsamfund i La Merced de Guiltis. Her blev vi budt på aftensmad bestående af majsgrød, bønner, med mere, og senere på aftenen deltog vi et fagligt møde med en lokal kvindesammenslutning af indianere. Imponerende, at det er muligt på et sted som dette at danne en kvindegruppe, som kæmper for bedre arbejdsforhold, skolegang for børnene og lignende. Der var 20-25 indianerkvinder til stede i forsamlingshuset. Jeg skal aldrig glemme synet af de 20-25, hatteklædte, nysgerrige kvinder i halvmørket. De var meget aktive på mødet og stillede flere spørgsmål omkring både Fenacle og 3F. Flere af kvinderne havde deres småbørn på ryggen, og uden for huset i nattemørket stod der en kødrand af mennesker, som prøvede at følge med i, hvad der foregik. Fuldstændig surrealistisk! Nærmest som at være på en anden planet eller et sted i middelalderen!

Vulkanvandring

Efter en meget alternativ morgenmad den følgende dag blev vi om formiddagen kørt op til foden af Ecuadors højeste vulkan Chimborazo, som er 6.300 meter høj. Vi stoppede i 5.000 meters højde og stod ud af bilen i et koldt, øde og vindblæst landskab, med den imponerende sne- og isklædte vulkan Chimborazo i baggrunden, meget tæt på. Jørgen og jeg gik cirka 50 højdemeter længere op til fods. At vandre i 5.000 meters højde er en virkelig udfordring på grund af den tynde og iltfattige luft, men hold da op hvor var det fantastisk!
Herefter gik det nedad igen til beboede områder. Frokosten (bønner og ost) blev indtaget i lokalsamfundet La Josefina, meget langt fra alfarvej, og dagen sluttede med en 3 timers bustur til hovedstaden Quito.

Afslutning i Ecuaors hoved Quito

Quito er verdens næsthøjest beliggende hovedstad og ligger i Andesbjergene i en højde af cirka 2.700 meter over havet (den højeste er La Paz i Bolivia). Mens Guayaquil mere er en moderne handelsby, er Quito centrum for landets administration. Det er her, det klassiske spanske borgerskab bor, og i modsætning til Guayaquil har Quito en bevaringsværdig gammel bydel, som siden 1978 har været på UNESCO’s verdensarvsliste. Selv om vi også fik tid til at lege turister i byen, så nåede vi også her at deltage i en hel del faglige aktiviteter.

Dagen efter vores ankomst til Quito deltog Jørgen, Jens Ole og Gitte i en demonstration for den 5. CLOC-kongres i byen (CLOC er en paraply-organisation for bondesammenslutninger i Latinamerika). Den følgende dag deltog vi alle i et meget livligt fagligt møde mellem koordinations-ministeriet og forskellige sociale organisationer i Ecuador. Og samme aften tog vi afsked med folkene fra Fenacle. Det foregik ved, at vi inviterede nogle af Fenacle-folkene til en middag på en Tapas-restaurant i byen, med vin og mad ad libitum. En utrolig hyggelig aften, som blev et mindeværdigt punktum for det fantastiske arrangement.


Afskedsmiddag med Fenacle-folkene i Quito.

De sidste to dage i Quito var vi almindelige turister. Næsten da. For den allersidste eftermiddag var Jørgen og Jens Ole til et offentligt møde med præsident Correa på en af byens pladser. Der var et kæmpe opbud af cirka 30.000 Quito-borgere + mindst 500 kampklædte soldater, som skulle sikre ro og orden. Egentlig ikke så mærkeligt i betragtning af, at dette møde var Correas første offentlige live-optræden siden kupforsøget mod ham for et par uger siden. Ved samme arrangement talte i øvrigt vores nu gode ven fra Fenacle Angel Rivero, hvilket vi naturligvis var stolte af.

Nu sidder vi så hjemme i det mørke og kolde danske efterår og prøver at fordøje vores oplevelser. Og det kommer til at tage lang tid. Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på forfatteren og eventyreren Troels Kløvedal, som i en af sine bøger fortæller om mange af sine venner og bekendte fra hippie-tiden, som kom hjem fra deres lange rejser til Indien og Nepal i 1960-erne og 1970-erne og brugte det næste halve års tid til at kigge ind i en væg i et forsøg på at fordøje deres oplevelser. Dén sammenligning er ikke helt ved siden af!