Tekst og fotos: Erik Pontoppidan

Copyright: Erik Pontoppidan

Jeg er for tiden ved at genlæse Hanne-Vibeke Holsts bog ”som pesten” fra 2017. Den er uhyggelig aktuel i disse tider, og så er den velskevet, velresearchet og spændende. Den beskrevne virus i romanen stammer ikke fra en flagermus i et marked i Wuhan, men fra nogle svin i et landbrug i Ukraine, og hovedpersonerne i bogen arbejder i WHO’s hovedkvarter i Geneve.

Alt andet lige, så lever vi lige nu i en utrolig interessant tid. Corona-krisen er noget, vi vil fortælle vores børn og børnebørn om på samme måde som vores bedsteforældre fortalte om Anden Verdenskrig. Og når krisen på et eller andet tidspunkt er forbi og vi er kommet ud på den anden side, vil verden ikke være den samme, og det bliver spændende at se, hvad den udvikler sig til. Og her tænker jeg ikke bare på økonomien. Jeg tror, at mange af vores værdisæt vil være forandret, og ikke nødvendigvis i negativ retning.

Noget af det, jeg håber vil slå igennem efter krisen er, at den blinde tro på, at evig økonomisk vækst og stigning i velstand er en naturlov, vil forsvinde. Før krisen var det danske samfund indrettet sådan, at nulvækst på årsbasis var et krisetegn - for slet ikke at tale om regression. Evig vækst i materiel velstand har indtil nu været en forudsætning for, at samfundet kan fungere stabilt. Det håber jeg vil blive ændret efter krisen. Og jeg håber også, at det ældgamle og banale mantra om, at penge ikke er alt, vil få en større gennemslagskraft.

Og hvad i alverden skal vi med de højtlønnede, såkaldte ”økonomiske vismænd”, der scorer kassen på at forudsige verdens økonomiske udvikling?! Ingen har indtil nu kunnet forudsige så godt som alle de store økonomiske omvæltninger i nyere tid. Udover Corona-krisen, hvem drømte så om et ”Nine-Eleven”, oliekrisen i 70-erne, Saddam Husseins Kuwait-krig? Eller, at amerikanerne kunne vælge en ignorant, impulsiv og populistisk Donald Trump, som truer med at efterlade en verden i kaos, især, hvis han bliver genvalgt?

Mange har det hårdt for tiden. Alle kulturinstitutioner, biografer, restauranter og barer er lukkede, og folks netværk er utilgængeligt, i hvert fald live. De, der bor alene, er nu helt isolerede, og de, der føler sig alene, bliver endnu mere ensomme. Mange samboende par og familier med børn er udsat for tvunget samvær døgnet rundt og ikke kun i deres weekender og ferier. Et faktum, som egentlig burde være noget positivt, men som i mange tilfælde har vist sig at være en stressfaktor. Det ser man blandt andet på, at antallet af voldsramte kvinder, som henvender sig på krisecentrene, er fordoblet.

Allerede før krisen var mindfulness meget populært, og det vrimlede med kurser i fordybelse og eftertænksomhed. I stedet for at farte rundt i jagten på nye oplevelser har der været et stort behov for at lære at leve mere i nuet i stedet for altid at fokusere på fremtiden eller fortiden. Og i den forbindelse ser jeg Corona-krisen som noget positivt. Vi er for en gangs skyld tvunget til at være meget inaktive i en længere periode, så nu har vi en enestående chance for at øve os i det live. Selv bor jeg alene, og jeg har gjort en værdifuld og overraskende erfaring i løbet af den sidste måneds tid: Man kan faktisk vænne sig til en næsten begivenhedsløs dagligdag. Lige bortset fra, at ingen dage er begivenhedsløse, hvis man har sans for de små detaljer. Og det er netop det, der ligger i begrebet mindfulness. Men de fleste er vant til en dagligdag, hvor der sker en masse ting: På arbejdet, i skolen, ved møder med venner og bekendte, aftenundervisning, rejseoplevelser, you name it. Og efter nu snart en måneds isolation har jeg faktisk fået det ganske udmærket med de mange dage, der ligner hinanden. Det giver en vis tryghed og åbner mulighed for eftertænksomhed. Og det kan ikke beskrives bedre end i Dan Turèlls ikoniske digt ”Jeg holder af hverdagen”, som i øvrigt er et af de allermest populære i Danmark!