Her på det seneste er der igen kommet gang i efterlønsdebatten, især efter at socialdemokratiets nye formand er kommet til magten. Og set fra et magtpolitisk synspunkt er det jo nok strategisk klogt for en politiker at tage hul på en debat om en så varm kartoffel i starten af hendes karriere, hvor der er meget lang tid til, at hun igen er på valg. Debatten skal jo på bordet i nær fremtid, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det.
Der er sagt og skrevet utrolig meget både sagligt og usagligt om efterlønnen. Men når jeg læser eller hører om debatten, så får jeg ofte associationer til de mange etniske konflikter, vi har i Danmark for tiden. Og hvorfor nu det?
En etnisk konflikt er primært noget med manglende gensidig forståelse for den måde, to forskellige kulturer tænker og handler på. Unge og ældre danskere lever i dag i to vidt forskellige kulturer, som ikke forstår ret meget af hinandens virkeligheder. En del af forskellen skyldes den historie og de traditioner, folk er vokset op i , men en meget stor del skyldes, at midaldrende og ældre er et helt andet sted i deres liv end de unge alene i kraft af, at de har levet i mange flere år og dermed har et helt andet syn på mange ting.
Et eksempel: Begrebet psykisk udbrændthed er et forholdsvis nyt begreb, som er afledt af den fysiske udbrændthed, der oprindelig banede vejen for efterlønnen. Mange unge forstår ikke et klap af begrebet psykisk udbrændthed, og efter debatten at dømme bliver det ofte afvist som gemen dovenskab fra de ældres side. På mig virker det enormt provokerende gang på gang at læse indlæg og kronikker af unge og ofte meget veluddannede skribenter, som indeholder en sky af anklager og negative holdninger mod de ældre. På mit arbejde er der i øvrigt flere af mine yngre kolleger, som helt seriøst mener, at medarbejdere over 50 år bør gå ned i løn med den begrundelse, at folk over 50 generelt ikke har nær så mange udgifter som de yngre. Det er der trods alt endnu ingen politikere, som har udtalt offentligt, men jeg frygter det værste! Jeg har i øvrigt aldrig brudt mig om folk, hvor teori og praksis ikke hænger sammen, og det, der irriterer mig mest i denne forbindelse er, at de samme personer helt sikkert ikke ville have den samme holdning, hvis de selv var midt i 50-erne og havde en stram økonomi.
Kære unge under 40: Der er mange ting, I ikke forstår en brik af! Med hensyn til den psykiske udbrændthed, så kan det måske tilgives, at I mangler forudsætningerne for at forstå, at når en person i en hel menneskealder har beskæftiget sig med et snævert, men krævende og stressende arbejdsområde, som ikke kræver fysisk aktivitet, så kunne det jo være, at han ikke fandt det helt så tiltrækkende at fortsætte med dette arbejde til lagt op i 60-erne. Mange af de opgaver, man i 30 –og 40 årsalderen finder spændende og udfordrende, er ofte trivielle og psykisk nedslidende rutineopgaver for folk over 50, hvis de har arbejdet med det samme gennem et helt liv.
Med hensyn til anklagerne mod de ældre som luksusdyr, der lukrerer på samfundet: I har intet at beklage Jer over! Som helhed har de unge aldrig haft det bedre end i dag rent økonomisk, ikke mindst de studerende, som modtager ydelser, der slet ikke kan sammenlignes med tidligere tiders uddannelsesstøtte. Det sidste har jeg det i øvrigt helt fint med. Men det med fortidens fattigdom har de ældre efterhånden sagt så mange gange, at det klinger hult i de unges ører og skaber associationer til krigstidsøkonomi, ”tæring efter næring” og lignende.
Der er en del politikere, som påstår, at vi ikke har råd til efterlønnen. Det er noget sludder, eller sagt på en anden måde: Det hele handler om politisk prioritering under indflydelse af den aktuelle folkestemning. Alle økonomiske prognoser tyder på, at vores levestandard vil være fordoblet omkring 2.040. Så er det jeg spørger: Hvad er problemet? Jo, den årlige stigning af bruttonationalproduktet vil måske falde et par hundrededele procent, hvis efterlønnen bevares, men hvem vil det gå ud over? Jo, de unge kernefamilier vil måske opleve en minimal nedgang i den årlige stigning i deres forbrug. Til gengæld vil de kunne se frem til en pensionsttilværelse med flere boller på suppen og flere muligheder for at realisere deres drømme, når de engang er trådt ud af arbejdsmarkedet.
Hvis man ser tilbage på den behandling, de midaldrende på arbejdsmarkedet har fået de sidste 10-15 år, er det et ret turbulent forløb, som har været styret af konjunkturerne, økonomiske ”vismænd” og af, hvad der har været politisk opportunt her og nu. For cirka 15 år siden blev begrebet ”Overgangsydelse” indført af regeringen – en ydelse, som gav arbejdsløse over 50 mulighed for at gå på dagpenge indtil de blev 60 og dermed kunne gå på efterløn eller pension. Formålet med overgangsydelsen var dengang at få de ældre ud af arbejdsmarkedet, så de unge kunne komme til. Men den ydelse blev lukket i løbet af få år da man pludselig opdagede, at der på længere sigt ville blive mangel på arbejdskraft. Og hvem husker ikke Den Danske Banks prikkerunder mod medarbejdere over 40 for en del år siden? Det sidste var efter min mening toppen af stupid og arrogant firmapolitik, og alene af den grund kunne jeg aldrig drømme om at være kunde i den virksomhed!
Til sidst lidt om mig selv: Jeg er en 57-årig, hårdt arbejdende systemudvikler i en større IT-virksomhed, hvor jeg har været ansat i mange år. Hvis jeg får lov til at beholde mit arbejde (hvilket langtfra er sikkert) har jeg planlagt at gå på efterløn som 62-årig, og det gør jeg med god samvittighed!
Artiklen blev bragt på Politikens debatsider 11. maj 2005.
