Eik Skaløe var den legendariske forsanger i Steppeulvene, som blev dannet i København i februar 1967. Gruppen var den første, som sang på ungt og nutidigt dansk, og på den måde fik den stor betydning for eftertidens rockmusik i Danmark. Blandt andet var Kim Larsen meget begejstret for gruppen, som var en inspirationskilde for ham i starten af hans karriere. Det var Eik, der både skrev og sang teksterne, og et af hans store forbilleder var Bob Dylan. Resten af gruppen bestod af guitaristen Stig Møller, bassisten Søren Seirup og trommeslageren Preben Devantier. Steppeulvene eksisterede i kun et år, hvor de producerede deres første og eneste LP ”Hip” og afholdt 10-12 live-koncerter. De fik stor succes, især med numrene ”Itsi-Bitsi, ta med mig til Nepal” og ”0-0-0”. Gruppen har forlængst opnået kultstatus i den danske rockverden.
Steppeulven er også navnet på en berømt roman af den tyske forfatter Herman Hesse (1877 – 1962). Og navnefællesskabet er mere end blot et tilfælde. Hele Hesses forfatterskab er præget af en kritik af samtidens åndløse civilisation og det pæne borgerskab – noget, som datidens hippier især tog til sig i 1960'erne, hvor hans berømmelse nåede et højdepunkt. Han blev kultfigur blandt amerikanske hippier og senere blandt andre unge i den vestlige verden. Og Eik Skaløes sangtekster bærer tydeligt præg af Hesses bøger.
I værelse 7 spiller Rifbjerg skak
med Grundtvig der sidder og nynner Bach
i Frue Kirke kan ingen begribe
hvem der sidder og ryger på orgelpibe
det er da ellers ikke særlig svært at forstå
når man har sine violette snabeltyrker sko på
Uddrag af "Dunhammeraften" fra LP'en "Hip", marts 1967.
|
Udover at være forsanger i Steppeulvene redigerede Eik Skaløe tidsskriftet Alternativ, var aktiv i Kampagnen mod Atomvåben, eksperimenterede med alt hvad der kunne opdrives af euforiserende stoffer - og han rejste rundt i verden som hitchhiker, hvor han tjente til livets ophold ved at spille guitar. Først til Paris, senere til Spanien og videre tværs hen over Nordafrika, fra Marokko til Egypten og tilbage til Europa. I slutningen af 1960-erne begyndte han at rejse rundt i Østen, som så mange andre hippier og backpackere gjorde dengang. Han var kæreste med skuespillerinden Iben Nagel Rasmussen, som i øvrigt er datter af forfatteren Halfdan Rasmussen. Iben har skrevet bogen ”Breve til en veninde” (Lindhardt og Ringhof, 1993), som især handler om deres tid sammen. Odin Teatret har desuden opført forestillingen ”Itsi-Bitsi”, som handler om tiden, hvor hun og Eik rejste.
Ibens bog er nok den vigtigste til dato, hvis man vil vide mere om personen Eik Skaløe. Den indeholder breve, som Eik i perioden 1962-68 (især i 1963) skrev til hende. Ibens egne beretniger ind imellem brevene danner en rød tråd i bogen og støtter brevenes indhold på en fin måde. Når man læser bogen opdager man, at Eik levede et hårdt og småkriminelt liv, men han var følsom og talentfuld, med alle sanser åbne. Læs f.eks. her, hvad forfattteren Per Højholt skrev om bogen i Jyllandsposten den 21. september 1993 (uddrag):
Fremragende Skaløe-breve .. Hans breve fra Paris (1963) er nok rent skriftmæssigt bogens højdepunkter. Man griber sig naturligvis i at tænke, hvad det hele kunne være blevet til ... Med alle sanser gennemlevede han tiden. Brevene vidner om dette, gribende i deres ungdommelige begejstring og smerte, deres rystende direkthed, som man ikke kan vriste sig fri af. Og endelig den tilkæmpede ro i Iben Nagel Rasmussens beretninger ind imellem. Smerten er holdt tilbage, men den griber netop ved denne afstand.
Udover at være den legendariske forsanger i Steppeulvene er Eik Skaløe blevet udødeliggjort
ved at have fået en plads opkaldt efter sig langt ude på Christianshavn. Slet ikke så ringe endda!
(Foto fra Eik Skaløes Plads: Erik Pontoppidan)
Efter Steppeulvenes opløsning rejste Eik endnu en gang til Østen, hvor han hutlede sig igennem Indien og omkringliggende lande. I et brev hjem i maj 1968 skriver han fra Nepal:
Kære Iben og Thorgeir
Vidunderlige dage i Nepal
Jeg har det virkelig godt - og altmulig fantastisk strømmer fra templer, rismarker og mountains. Ingen snak men jeg glæder mig til at se Jer!! ...
I efteråret 1968 - da han var 25 år gammel - døde han afmagret og forhutlet ved byen Ferozepore i Indien, nær den pakistanske grænse – i øvrigt et af knudepunkterne på den gamle ”Hippie Trail” fra Europa til Fjernøsten. De sidste lakoniske ord i hans dagbog var:
This is a suicide. There is no one to blame except the evil man inside me
Eik Skaløe er senere blevet en myte med hans mystiske og tragiske død i Indien. I nyere tid er han blevet udødeliggjort ved at have fået en plads opkaldt efter sig langt ude på Christianshavn. Slet ikke så ringe endda! Og myten om ham lever skam stadig i bedste velgående. Så sent som i 2008 blev der produceret et radiospil til DR’s P1 i 4 afsnit med titlen ”Eik Skaløes genkomst”. Det fortæller en fiktiv historie om radiodokumentaristen Georg Larsen, som er rejst til Indien, efter han har fået et brev fra Eik Skaløes gamle ven, der påstår, at Steppeulv-forsangeren slet ikke er død, men lever under et nyt navn i Himalaya-bjergene! Efter min mening et meget interessant og medrivende stykke drama. Ifølge producent Thomas Hedemann fik radiospillet mange lyttere til at henvende sig for at spørge, om det nu også kunne være rigtigt!
De, der i dag hører ”Hip” første gang, vil nok synes, at den lyder noget syret og flippet. Det var der også en hel del, der syntes dengang. Men for mange af os andre, som har været unge i 60-erne og måske oven i købet har rejst til Indien og Nepal langs ”The Hippie Trail”, er musikken og sangteksterne forbundet med dyb nostalgi og er udtryk for et typisk tidsbillede fra hippie-generationen. Men døm selv. Læs et par af teksterne fra LP-en ved at klikke HER, eller endnu bedre: Køb eller lån pladen og lyt til musikken.
