På cruise med Hurtigruten – verdens smukkeste sørejse

Indtryk og fotos fra Kirkenes til Bergen


Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan


Click HERE For English version of this page

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København




Fra den natlige sejlads mellem Stamsund på Lofoten og Bodø.



Klokken er cirka 2 om natten, og jeg står på et af dækkene på M/S Nordnorge og kigger ud i den solbeskinnede nat. Vi er på vej fra Lofoten til Bodø, og denne strækning er en af de få på Hurtigruten, hvor man sejler over åbent hav. Vejret er perfekt, med vindstille og næsten skyfrit. Mod vest skinner solen over de takkede, dramatiske silhuetter fra Lofotens bjerge, og mod øst skinner midnatssolen på sneen og bræerne på fastlandets høje fjelde. Skibet vugger blidt på de svage Atlanterhavsdønninger. Jeg er næsten helt alene på dækket og har stor lyst til at vække min kæreste, så hun kan få del i den fantastiske naturoplevelse, det er at sejle gennem natten netop her.

Hurtigruten bliver kaldt ”Verdens smukkeste sørejse”. Nu har jeg ikke været på ret mange krydstogter, men efter min tur fra Kirkenes til Bergen i sommeren 2012 er jeg er overbevist om, at betegnelsen med stor sandsynlighed er korrekt. Til forskel fra de fleste andre krydstogter sejler Hurtigruten kun sjældent hen over det åbne hav, men ruten snor sig gennem smalle farvande mellem sneklædte fjelde, fra halvø til halvø, og ind og ud af dybe fjorde. Kigger man på et kort, ligner ruten en labyrint, som i høj grad appellerer til ens fantasi og eventyrlyst! Undervejs gøres der landgang i over 30 små og store havne, hvor man oplever Norge på en helt anden måde end på en tur med bil, tog eller bus. De havne, som anløbes, er ofte afsides steder med meget lidt biltrafik, som er omgivet af et helt fantastisk natursceneri. Af samme grund har Hurtigruten i over 100 år været en helt basal transportvej for Vestnorges fjernere distrikter. Det er først i de senere år, at de fleste af havnene og øerne ude mod vest er blevet forbundet med nye veje og tunneller, der har gennemhullet Norges grundfjeld som en schweizerost.




Det er midnat ved Varangerfjorden i Kirkenes, men det er svært at gå i seng i den lyse, solbeskinnede nat.


Og fuglene små de får stemmer
slår smut under Guds paraply
og klokkerne kimer på Kirkenes
alle dine børn
vågner på ny


Fra sangen "Store og små" fra Kim Larsens album "Forklædt som voksen", 1986.
Musik: Kim Larsen. Tekst: Kim Larsen og Mogens Mogensen.
Klik HER for at læse mere om Kim Larsen.



Turen fra Kirkenes til Bergen eller omvendt tager 5 døgn, og bortset fra de kortere eller længere ophold i havnene sejles der dag og nat. Opholdet på landgangsstederne varer fra en lille halv time til flere timer i de større byer, så der er mulighed for at gå på opdagelse undervejs. F.eks. i Hammerfest, som er verdens nordligste større by, hvor vi spadserede lidt rundt om formiddagen og endda nåede at bestige et lille fjeld med en fantastisk udsigt over byen. Eller i Tromsø, hvor vi var til midnatskoncert i Ishavskatedralen – en meget smuk oplevelse, med udvalgte, norske sange, akkompagneret af klaver og trompet. Eller i Trondheim, hvor vi gik i land meget tidligt om morgenen og oplevede byen vågne omkring den imponerende domkirke. Og hvis man har råd og lyst, arrangerer Hurtigruten et stort antal guidede ture fra destinationerne undervejs. F.eks. på Lofoten, hvor jeg deltog i en udflugt på land mellem Svolvær og Stamsund og fik et lille indtryk af den særprægede øgruppe. Lofoten, som er 185 kilometer lang, er noget helt specielt. Bjergene er mere spidse og forrevne end andre steder, og på grund af Golfstrømmen er bevoksningen meget frodig i forhold til beliggenheden. Blandt andet er det muligt at dyrke grønsager i stor stil.




Hurtigrutens skibe sejler kun sjældent hen over det åbne hav, men ruten snor sig gennem
smalle farvande mellem sneklædte fjelde, fra halvø til halvø og ind og ud af dybe fjorde.


Vores tur startede i Kirkenes, som vi fløj til fra København. Her havde vi besluttet et bo i 3 dage for at opleve midnatssolen og den arktiske natur. Under opholdet lejede vi en bil en af dagene og kørte helt op til Barentshavets kyst ved den russiske grænse – en meget spændende og særpræget oplevelse. På denne udflugt fik jeg i øvrigt opfyldt en af mine geografiske drømme: At stå helt oppe ved en af de nordlige, arktiske kyster og skue ud over et hav, hvor man kunne sejle direkte op til Nordpolen, hvis man ville! Og vi var heldige med vejret. Da vi landede i Kirkenes, var det 3 graders varme og regnvejr, men et par dage senere kunne vi sidde på vores hotelterrasse direkte ved Varangerfjorden og betragte midnatssolen klokken 24 fra en skyfri himmel.

Vores tur sluttede i Bergen, hvor vi boede i 2 dage efter 5 døgns sejlads fra Kirkenes. Selv om Bergen er kendt for at være en af verdens mest regnfulde byer, var det 25 grader og shorts-vejr det meste af tiden,. Slet ikke så ringe endda!



Klik på nedenstående billeder for at forstørre dem og få at vide, hvad de forestiller!









Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.
Klik HER, hvis du vil kontakte mig.