Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København
Kort over vores rejserute i Kirgisistan.
Der var meget smukt oppe ved bredden af bjergsøen Son Kul i 3.016 meters højde i Kirgisistan. Solen strålede fra en skyfri himmel, og søen var omgivet af bjerge og grønne, græsklædte bakker så langt øjet rækker, uden et eneste træ. I det fjerne dukkede der jurter (traditionelle, mongolske telte) op som hvide paddehatte. Det er nogle af dem, vi boede i et par dage. I dette enorme område bor nogle af de kirgisiske nomader om sommeren med deres kvæg på titusinder af får, køer, yakokser og heste. Af de mange oplevelser ved Son Kul kan nævnes den helt fantastiske stjernehimmel. Det er mange år siden, jeg har set Mælkevejen så tydelig som her.
Jeg er på en 12 dages rundrejse i Kirgisistan sammen med en gruppe på ca. 15 fra De Berejstes Klub. Turen har været hård, med et presset program, men vi har oplevet en masse. I morgen tidlig kl. 6 (!) Afgår vores fly til Kbh. med skift i Moskva. Det har været en interessant men anstrengende tur. Utrolig meget bilkørsel, kuffertpakning næsten hver eneste morgen og et efter min mening meget pakket program. Men det er et spændende og smukt land, som ikke er kendt af ret mange danskere. Måske har det også noget at gøre med alder og med, hvor meget man har rejst og oplevet før, men en anden gang vil jeg nok tænke mig om 2 gange inden jeg melder mig til en rundtur af den type.
En af Kirgisistans største seværdigheder er verdens næststørste bjergsø Issyk Kul, 1.600 meter over havet, kun overgået af Titicacasøen i Sydamerika. Her i Kirgisistan midt i Centralasien kan man næppe komme længere væk fra havet, så søen er et yndet udflugtsmål for både kirgisere og folk fra de omkringliggende "stan"-lande. I en sådan grad, at der er oprettet flere badebyer (f.eks. Cholpon Ata) på søens nordside med alt hvad der hører til af paragliding, vandrutschebaner, speedbåde, caféer og restauranter, med mere. Unægtelig meget forskelligt fra mine forventninger, hvor jeg nærmere havde forestillet mig en øde og stemningsfuld bjergsø. Til gengæld er søens sydside næsten helt uberørt af turisme. Til trods for den høje beliggenhed i 1.600 meters højde fryser søen aldrig til om vinteren på grund af de helt særlige klimatiske forhold.
En af Kirgisistans ældgamle traditioner er ørnejagt.
En af Kirgisistans ældgamle traditioner er ørnejagt, dvs. en jagtform, hvor en ørn trænes til at fange og dræbe sit bytte. Det fik vi demonstreret i en rå og usminket udgave. Ørnejægeren kom kørende foran vores bus i en bil med en stor ørn og en lille kanin indeni. Da vi var nået til et passende sted, blev ørnen og kaninen pakket ud. Herefter gik ørnejægeren op på på en bakke cirka 300 meter væk, mens (især de kvindelige deltagere i gruppen) kælede med kaninen og sagde til den, at de håbede, den havde haft et godt liv. Da ørnen blev sluppet løs fra bakketoppen, gik der cirka 15 sekunder, hvor den som en svæveflyver og næsten uden at bevæge vingerne fangede kaninen og flåede den i småstykker. Modstandere af drab på babysæler eller grindedrab ville have gået helt amok ved den forestilling!
Morgenmad i et privat homestay i landsbyen Kyzyl-Oi.
Maden i Kirgisistan er ikke noget at skrive hjem om, med mindre man er en inkarneret antropolog. Vores turleder betegnede den som nomadekost, hvilket utvivlsomt er sandt ud fra en historisk/kulturel betragtning. Den består af et utal af tallerkner med salatstrimler, som mangler enhver form for krydderi, tynd sort eller grøn te og typisk kød, som er indbagt i en dej. Jeg har rejst i rigtig mange lande rundt omkring i verden og må desværre tilstå, at det kirgiske køkken efter min mening ligger langt nede på scorelisten.
Men nok om det. Naturmæssigt er Kirgisistan et smukt og spændende land, og vi oplevede kun venlighed hos de lokale, som vi kom tæt ind på livet af i den forstand, at flere af vores
overnatninger fandt sted i homestays, dvs. hos lokale familier, som åbnede deres hjem og køkken for os.
Klik på nedenstående billeder for at forstørre dem og få at vide, hvad de forestiller!
Hans Scherfig og Kirgisistan
Forfatteren Hans Scherfig (1905-1979) var en mærkværdig begavelse med et mangesidigt talent. Han var hele sit voksne liv en glødende og Sovjettro kommunistisk intellektuel med en enestående evne til at riste sine modstandere over en sagte ild på en humoristisk måde i sine bøger. Klassikere som f.eks. ”Det forsømte forår” og ”Den forsvundne fuldmægtig” er blevet filmatiseret, og hovedpersonerne i disse bøger er uden overdrivelse blevet en del af den danske kulturarv og selvforståelse. Alle, som er født før midten af 1950-erne, har med garanti mødt en ”lektor Blomme” fra ”Det forsømte forår” i deres skoletid, og langt de fleste har mødt deres ”Theodor Amsted” fra ”Den forsvundne fuldmægtig” som eksponent for det meningsløse bureaukrati og de tåbelige ambitioner i arbejdslivet.
De fleste af Scherfigs klassikere er oversat til russisk. Det daværende Sovjetunionen kunne på grund af jerntæppet ikke betale ham penge for sine litterære udgivelser men valgte i stedet for at invitere ham på flere rejser til deres land, som dengang omfattede Kirgisistan (tidligere Kirgisien). Nogle af hans oplevelser i den forbindelse er beskrevet i bogen "Hos kirgiserne" (Gyldendal, 1965). Nedenstående uddrag er hentet fra denne bog og er et godt eksempel på hans ekstreme og morsomme sarkastiske stil. Han sidder her og filosoferer under den lange flyverejse fra Moskva til Kirgisien:
"... I min barndoms yndlingsbog - W. Dreyers "Naturfolkenes Liv" - var et uforglemmeligt billede af en kirgisisk jæger med spids hat og luntebøsse og med en tæmmet ørn siddende på armen. Jeg mindes ham som en gammel ven, men jeg venter ikke at møde denne gode mand i virkeligheden.
For øvrigt stod der i ”Naturfolkenes Liv” følgende om kirgiserne:
”Kirgiseren har det almindelige mongolske ydre, der ikke just tiltaler vore skønhedsbegreber. Hans rigdom er hans hjorde, hans topuklede kameler, hans heste, kvæg og får. Alle hans tanker drejer sig om disse, af dem afhænger han, og af dem lever han. I hans øjne er syslen med dem i forening med jagt, krigerfærd og røveri det eneste, der sømmer sig for en mand, og med den dybeste afsky afviser han enhver tanke om at dyrke jorden og nære sig af dens frugter. De fastboende er, mener han, syge eller vanvittige, at de foretrækker det jordbundne slid for det frie liv i steppen.
Det daglige arbejde forrettes af kvinderne, der indtager en temmelig underordnet stilling. Mændene jager, kriges og drager på røvertog. Den mandlige kirgis driver en stor del af dagen bort med passiar, tobaksrøgning, kumys –og brændevinsdrikning.
Folkekarakteren udmærker sig på den ene side ved redelighed, åbenhed, rå godmodighed, gæstfrihed og stolthed, på den anden side ved dovenskab og hævnsyge. Egentlig modige kan kirgiserne ikke kaldes. Skønt de i opblussende kamplyst kan øve kække bedrifter, mangler de dog det koldblodige, velovervejede mod, som i grunden alene fortjener navnet.”
Det er kirgisere, der styrer vores flyvemaskine. Også mange af passagererne er kirgisere, og det forekommer mig at være kønne mennesker. Folk kommer med deres tasker og indkøbsnet og finder sig pladser, forældre med småbørn, gamle bedstemødre, det er som i rutebilen hjemme i Fredensborg. Der er børn, som leger og gnaver æbler, og voksne, som læser avis og ikke lader sig forstyrre i læsningen, fordi maskinen starter til Asien. Man er så vant til at rejse med flyvemaskine i dette land.”
Kilde: Hans Scherfig: Hos kirgiserne. Gyldendal, 1965, 107 sider, illustreret.
Klik
HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.
Klik HER, hvis du vil kontakte mig.
