Mandalay

Tekst: R. Kipling.

Klik HER for at høre den originale version af Mandalay (i MP3-format), sunget af Mogens Wieth.



Sangen om Mandalay er forlængst blevet en klassiker, men den måde, den er blevet sunget på gennem tiderne i Danmark, har unægtelig været meget forskellig. Langt de fleste kender sangen, som den blev sunget af Four Jacks i 1960-erne, især på Giro 413, men selv om det er den originale melodi af Oley Speaks fra 1907, så bryder jeg mig ikke særlig om den. Four Jacks-versionen oser langt væk af kroballer og slagermusik og ødelægger fuldstændig det dejlige, sansemættede digt. Jeg har i øvrigt aldrig rigtig kunnet forstå, at denne melodi er den oprindelige. Den passer simpelt hen ikke til 1907!

Sangteksten er i virkeligheden et digt skrevet af R. Kipling (1865-1936), som er født i Bombay i Indien og opholdt sig meget i Østen som ung. Den handler om en gammel mand, der sidder hjemme i det fugtige, regnfulde, kolde London og tænker længselsfuldt på sin tid i Sydøstasien for mange år siden. Men den handler også om længslen efter en tabt verden uden bureaukrati og konventioner, hvor man stadig kunne føle sig som pioner og opddagelsesrejsende, når man tog ud til Østen.

Mandalay blev sunget på dansk i midten af forrige århundrede af Mogens Wieth (1919-62) på en melodi af Erling Winkel, og selv om den er dybt sentimental, går den efter min mening langt mere ind end slagerversionen fra Giro 413. Melodien har levet en hensygnende tilværelse i mange år indtil den for nylig er blevet "genfødt" i en hæderlig version af Kim Larsen på hans CD "Sange fra glemmebogen". Og sidst, men ikke mindst: Det er Kai Friis Møller, som har gendigtet sangen på dansk i sin geniale oversættelse fra engelsk. Han har efter min mening leveret en meget stemningsfuld oversættelse, som rammer Kipling helt perfekt, og han har en stor del af æren for sangens popularitet i Danmark.

Naturligvis skal sangen høres i stedet for at læses, og du kan høre den originale version af Mogens Wieth (i MP3-format) ved at klikke HER. Og her er så teksten:


Ved den grå Moulmein Pagode, med sit blik mod havets blå,
sidder der en Burma-pige, det er mig hun tænker på.
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej:
Kom igen, soldat fra England, kom igen til Mandalay!
Kom igen til Mandalay, ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj!

Gult var skørtet, grøn var huen, som min Burma-jomfru bar,
Supiyawlat hed hun - samme navn, som Theebaws dronning har.
På en hvid cerut hun røg, da første gang hun for mig stod,
og hun ødsled kristne kysse på en hedensk afguds fod.
Kun af snavs den gud bestod, kaldtes Buddha, vis og god,
men da vi tog til at kysse, hun sin gud i stikken lod.
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Når hver rismark drev af tåge, og det led mod solnedgang,
greb hun i sin lille banjo, og Kulla-lo-lo hun sang.
Kind mod kind vi sad og så på bugtens både, stavn ved stavn,
så den store hathi gøre som en tømmerlæmper gavn.
Stable teaktræ favn på favn, i den sjip-sjap-våde havn,
hvor der var så tavst, jeg næppe turde viske hendes navn.
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Alt det ligger år tilbage og er milelangt fra mig,
og fra Bank of England går der ingen bus til Mandalay.
Hvad det gamle mandskab siger, må jeg sande højlig her:
"Den som østen først har kaldt på kan kun trække der sit vejr!"
Alting er mig til besvær, på den lugt af hvidløg nær,
og det solskin og de palmer, og de klingre klokker der.
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Jeg er syg nu af at slide på de skidne fortovssten,
og den fæle London-støvregn går mig gennem marv og ben.
Vel halvhundred piger har jeg her, fra Chelsea og til Strand,
der kun snakker om at elske, hvad jeg ikke tror, de kan.
Skabt som køer - åh hvordan skal jeg tro, de elske kan,
som min lille Burma-pige i det kønne grønne land.
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,
hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst.
For nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå
ved den grå Moulmein Pagode og betragted havets blå.
Ak, den vej til Mandalay, hvor flotillen tog den vej,
med de syge under solsejl, da vi gik til Mandalay!
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!



PS: Denne side er lavet af Erik Pontoppidan. Hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til artikler og fotos om rejser og trekking, så KLIK HER!

Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål til mig, så send en mail til erikponty@post.tele.dk