Blandt de mange danske politiske analyser af Israel-Palæstinakonflikten har jeg savnet en ganske bestemt historie, som efter min mening rammer plet, når man skal prøve at forstå jødernes selvopfattelse. Den tager sit udgangspunkt i en begivenhed, der fandt sted ved Det Døde Hav for cirka 2.000 år siden. For jøderne har historien gennem tiderne på godt og ondt haft enorm betydning for deres selvforståelse, og jeg mener, at historien indirekte også har stor indflydelse på den måde, israelerne tænker og handler i dag. Der findes et ord, som beskriver den ret præcist. Flere kritikere af Israels fremfærd i Mellemøsten kalder den for Masada-komplekset.

Masada er navnet på en ca. 400 meter stejl klippe med flad top ved Det Døde Hav. Historien omkring stedet og især detaljerne omkring den er i sig selv utrolig spændende og interessant. Meget kort fortalt, så blev klippen oprindelig brugt som en fæstning af den romerske Herodes den Store (ca. 73 - 04), som var konge over Judæa og Palæstina fra 37 f.Kr. Under den jødiske opstand mod Rom blev Masada indtaget af oprørerne, som i 2 år holdt stand mod den romerske belejring, indtil romerne i år 74 stormede fæstningen. Det er denne belejring, som på godt og ondt fylder så meget i jødernes historie og stadig udgør et symbolsk helteepos af dimensioner. 960 jødiske mænd, kvinder og børn holdt stand mod romerne i 2 år i total isolation på toppen af denne klippe, som lå midt i den golde, judæiske ørken. Romerne oprettede en militærlejr ved foden af bjerget, og for at indtage Masada byggede de en rampe af jord og sten op mod toppen af klippen.

Det blev de jødiske oprøreres endeligt. Da de indså deres nederlag, besluttede de at begå kollektivt selvmord frem for at overgive sig til fjenden. Historien omkring Masada er for jøderne i dag blevet et stærkt symbol på mod, kampånd, forsvarsånd og national storhed. Blandt andet aflægger de israelske jagerpiloter stadig deres troskabsed her. Og når de arabiske fjender ved forskellige lejligheder udtaler, at Israel skal fjernes fra landkortet og jøderne skal smides i havet, så dukker Masada-ånden op i israelernes bevidsthed: Den desperate følelse af at kæmpe med ryggen mod muren, som får dem til at slås til sidste blodsdråbe, koste hvad det vil.




Fra bymuren omkring Jerusalem.

I 1972 / 73 arbejdede jeg i en kibbutz i 2 omgange på sammenlagt 4 måneder. Det var en positiv og spændende oplevelse. Kibbutzen lå meget naturskønt på en bakketop i det nordlige Israel, tæt på grænsen til Libanon. Dengang var det politisk korrekt at rejse til Israel, og der var stadig en del af den pionerånd tilbage, som eksisterede omkring staten Israels oprettelse i 1948. I kibbutzerne kom der unge frivillige fra hele verden. Man fik ikke løn for sit arbejde, men til gengæld fik man gratis kost og logi, mødte spændende mennesker og fik udvidet sin horisont. Og bortset fra det, så var det forfriskende anderledes at arbejde i en appelsin - eller bananplantage, når man hjemme i Danmark var vant til indendørs, stillesiddende kontorarbejde. Under mit sidste ophold i efteråret 1973 oplevede jeg starten af Yom Kippur-krigen, hvor Katusha-raketterne fra det sydlige Libanon slog ned i markerne omkring os. I dag er den kollektive kibbutztanke næsten væk, og den tidligere pionerånd i kibbutzerne er afløst af en virksomhedslignende kultur, hvor det er profitten frem for idealismen, der styrer det hele.

Det er jo efterhånden mange år siden. Men en af gevinsterne fra mit kibbutzophold var, at jeg fik et indgående kendskab til regionen og en stor interesse for Mellemøsten, som jeg har bibeholdt lige siden.

Israel-Palæstinakonflikten er efter min mening uløselig med den nuværende politik og retorik. Blandt de argumenter, man i dag hører i dag fra nogle af de israelske bosættelser i de besatte områder er, at "landet er vores, for vi boede her for 2.000 år siden, og i øvrigt har vi fået det foræret af Gud". En begrundelse, som må kunne få en terrorist frem i mange af de palæstinensere, som fik deres landsbyer udraderet og blev fordrevet i årene omkring staten Israels oprettelse.

Jeg kan også godt langt hen ad vejen følge arabernes argumentation, når de siger: "Det var forfærdeligt, hvad der skete med jøderne under Anden Verdenskrig, men hvorfor skal vi betale prisen for det, når vi intet havde med denne forbrydelse at gøre". Hvis man ser tilbage på Israels nyere historie, så er det paradoksalt nok jødernes værste fjender, som har dannet grundlaget for, at landet blev skabt. Israel ville næppe have havde eksisteret uden Holocaust. De frygtelige ting, der skete i starten af 1940-erne, skabte en enorm goodwill for at give jøderne deres eget land, men resten af Mellemøsten havde intet med Hitlers forbrydelser at gøre. Selveste Herbert Pundik har i en leder i Politiken (2. Maj 2013) udtalt, at "Israel er et produkt af jødehadet. Uden Hitlers tilintetgørelseslejre er det tvivlsomt, om de sejrende nationer havde besluttet at indrømme de overlevende jøder en stat i Palæstina."

Det er sagt og skrevet mange gange før, men det kan ikke siges tydeligt nok: Den inderste drivkraft og rødderne omkring hadet mod Israel og selvmordsbomberne skal findes hos de tusinder af palæstinensere, som blev fordrevet fra hus og hjem i årene omkring statens oprettelse. Det er efterkommerne af disse familier, som primært bærer brænde til bålet omkring konflikten. Tusinder af dem lever stadig i flygtningelejre i nabolandene, hvor de har særdeles vanskeligt ved at blive integreret i de omgivende samfund. Og deres problemer bliver ikke mindre af, at mange af landene, de opholder sig i, nægter at integrere dem med den begrundelse, at Palæstina-konflikten derved ville mindre synlig til fordel for de vestlige lande.

Klih HER for at se billeder fra mit kibbutzophold i Israel.
Klib HER , hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.