Paa Memphis Station

Af Johannes V. Jensen

Johannes V. Jensens klassiske digt fra 1906 har efter min mening overlevet de mange år uden at blive uaktuelt. Udover den enorme poetiske kraft har det en masse signaler i sig, som stadig kan bruges i dag. Udlængsel, rejselyst, kærlighed og angsten for at binde sig er nogle af dem. Det er et fantastisk digt!

Nederst på denne side kan du læse mine egne personlige kommentarer til digtet.


Klik her for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København.




Halvt vaagen og halvt blundende
slået af en klam Virkelighed, men endnu borte
i en indre Gus af danaidiske Drømme
staar jeg og hakker Tænder
paa Memphis Station, Tennessee.
Det regner.

Natten er saa øde og udslukt
og Regnen hudfletter Jorden
med en vidløs, dunkel Energi.
Alting er klægt og uigennemtrængeligt.

Hvorfor holder Toget her Time efter Time?
Hvorfor er min Skæbne gaaet i staa her?
Skal jeg flygte fra Regnen og Aandsfortærelsen
i Danmark, Indien og Japan
for at regne inde og raadne i Memphis,
Tennessee, U.S.A.?

Og nu dages det. Lyset siver glædesløst
ind over dette vaade Fængsel.
Dagen blotter ubarmhjertigt
de kolde Skinner og al den sorte Søle
Ventesalen med Chokoladeautomat,
Appelsinskaller, Cigar- og Tændstikstumper
Dagen griner igennem med spyende Tagrender
og et evigt Gitter af Regn,
Regn, siger jeg fra Himmel og til Jord.

Hvor Verden er døv og uflyttelig,
hvor Skaberen er talentløs!
Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit Kontingent
til denne plebejiske Kneippkur af en Tilværelse!

Stille! Se hvor Maskinen,
den vældige Tingest, staar rolig og syder
og hyller sig i Røg, den er taalmodig.
Tænd piben paa fastende liv,
forband Gud og svælg din Smærte!

Gaa så dog hen og bliv i Memphis!
Dit liv er jo alligevel ikke andet
end et surt Regnvejr, og din Skæbne
var altid at hænge forsinket
i en eller anden miserabel Ventesal -
Bliv i Memphis, Tennessee!

For inde i et af disse plakathujende Huse
venter Lykken dig, Lykken,
hvis du blot kan æde din Utaalmodighed -
også her sover en rund ung Jomfru
med Øret begravet i sit Haar,
hun vil komme dig i møde
en fin dag på Gaden
som en bølge af Vellugt
med en Mine som om hun kendte dig.

Er det ikke Foraar?
Falder Regnen ikke frodigt?
Lyder den ikke som en forelsket Mumlen,
en lang dæmpet Kærlighedspassiar
Mund mod Mund
mellem Regnen og Jorden?
Dagen gryede saa sorgfuldt,
men se nu lyser Regnfaldet!
Under du ikke Dagen dens Kampret?
Det er dog nu lyst. Og der slaar Muldlugt
ind mellem Perronens rustne Jærnstivere
blandet med Regnstøvets ramme Aande -
en Foraarsanelse -
er det ikke trøstigt?

Og se nu, se hvor Mississipi
i sin seng af oversvømmede Skove
vaagner mod Dagen!
Se hvor Kæmpefloden nyder sin Bugtning!
Hvor den flommer kongeligt i Bue og svinger Flaader
af Træer og laset Drivtømmer i sine Hvirvler!
Se hvor den fører en uhyre Hjuldamper
i sin Syndflodsfavn
som en Danser, der er herre paa Gulvet!
Se de sunkne Næs - Oh hvilken urmægtig Ro
over Landskabet af druknede Skove!
Ser du ikke, hvor Strømmens Morgenvande
klæder sig milebredt med Dagens tarvelige Lys
og vandrer rundt under de svangre Skyer!

Fat dig også du, Uforsonlige!
Vil du aldrig glemme, at man lovede dig Evigheden?
Forholder du Jorden din arme Taknemlighed?
Hvad vil du da med dit Elskerhjærte?

Fat dig og bliv i Memphis,
Meld dig som Borger paa Torvet,
gaa ind og livsassurer dig imellem de andre,
betal din Præmie af Lumpenhed,
at de kan vide sig sikre for dig,
og du ikke skal blive hældt ud af Foreningen.
Gør kur til hin Jomfru med Roser og Guldring
og start et Savskæreri som andre Mennesker.
Hank rolig op i Gummistøvlerne …
Se dig ud, smøg din vise Pibe
i sphinxforladte Memphis …

Ah, der kommer det elendige Godstog,
som vi har ventet paa i seks Timer.
Det kommer langsomt ind - med knuste Sider,
det pifter svagt, Vognene lammer paa tre Hjul,
og de sprængte Ruf drypper af Jord og Slam.
Men paa Tenderen mellem Kullene
ligger fire Skikkelser
dækket af blodvaade Frakker.

Da pruster vor store Ekspresmaskine,
gaar lidt frem og standser dybt sukkende
og staar færdig til Spring. Sporet er frit.

Og vi rejser videre
gennem de oversvømmede Skove
under regnens gabende Sluser.




Mine egne personlige kommentarer til ”På Memphis Station”.

Der er skrevet mange fortolkninger af dette fantastiske digt, og en del af disse kan man finde på nettet. Mange af dem er skrevet af professionelle litterater, som inddrager en stor del af deres personlige litterære viden i fortolkningerne, og disse danner sædvanligvis grundlaget for det pensum, man som eksaminand forventes at aflevere, hvis man f.eks. som gymnasieelev kommer op i digtet til mundtlig eksamen.

Den finlitterære, indforståede symbolik i digtet kan for så vidt være interessant, men efter min mening behøver man ikke besidde ret meget litteraturhistorisk viden for at blive dybt påvirket af det. Erfaringerne fra min egen eksamenstid var ofte en kilde til irritation over, at man for at score en god karakter i mundtlig eksamination af klassiske litterære værker som regel var tvunget til at genfortælle de præcise fortolkninger fra lærebøgerne i stedet for ens egne tanker og følelser ved at læse dem. Dette skete i et omfang, som tit fik én til at spørge sig selv, om forfatteren selv overhovedet havde gjort sig de samme tanker, da han eller hun skrev værket!

Hvad er det så, der helt umiddelbart fascinerer i ”På Memphis Station”?

For mig er det primært en spejling af mange genkendelige sider i mit eget livsforløb. På den ene side ungdommens rastløshed, længslen efter nye rejseoplevelser med alle de strabadser, som er forbundet med dét, og angsten for at binde sig. På den anden side drømmen om kærligheden i et trygt og lykkeligt hverdagsliv.

Jensen sidder i mange timer frysende og trist til mode i en trøstesløs ventesal, fordi hans tog er forsinket. Og mens han venter, filosoferer han over, hvorfor han bliver ved med at rejse til nye steder i sin jagt efter lykken i stedet for at slå sig ned og leve et normalt og harmonisk hverdagsliv i gensidig kærlighed. Hvad mange ikke ved er, at Johannes V. Jensen var en trækfuglenatur, som var bidt af at rejse gennem det meste af sit liv.

Cirka midt i digtet kan man læse disse linier:

Gaa så dog hen og bliv i Memphis!
Dit liv er jo alligevel ikke andet
end et surt Regnvejr, og din Skæbne
var altid at hænge forsinket
i en eller anden miserabel Ventesal –
Bliv i Memphis, Tennessee!

For inde i et af disse plakathujende Huse
venter Lykken dig, Lykken,
hvis du blot kan æde din Utaalmodighed –
også her sover en rund ung Jomfru
med Øret begravet i sit Haar,
hun vil komme dig i møde
en fin dag på Gaden
som en bølge af Vellugt
med en Mine som om hun kendte dig.


Herefter skifter stemningen radikalt i resten af digtet:

Er det ikke Foraar?
Falder Regnen ikke frodigt?
Lyder den ikke som en forelsket Mumlen,
en lang dæmpet Kærlighedspassiar
Mund mod Mund
mellem Regnen og Jorden?
Dagen gryede saa sorgfuldt,
men se nu lyser Regnfaldet!
Under du ikke Dagen dens Kampret?
Det er dog nu lyst. Og der slaar Muldlugt
ind mellem Perronens rustne Jærnstivere
blandet med Regnstøvets ramme Aande –
en Foraarsanelse –
er det ikke trøstigt?


Jeg er sikker på, at rigtig mange kan genkende denne tvivl og disse vekslende stemninger, humørsvingninger og følelser!

Digtet var lidt af en revolution og et oprør i forhold til datidens guldalderpoesi. Så vidt jeg ved var der på det tidspunkt aldrig tidligere skrevet digte om grimme ventesale med chokoladeautomater, appelsinskaller og cigar- og tændstikstumper!


Denne side er lavet af Erik Pontoppidan. Hvis du har nogen kommentarer, så send en mail til pontoppidan214@gmail.com .

Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til artikler og fotos om rejser og trekking.

Retur til "Gode bøger og forfattere, jeg holder af"