I august 2017 fyldte jeg 70 år. Fødselsdage har det jo med at gøre én eftertænksom og kigge tilbage på sit liv, og derfor fik jeg lyst til at skrive et essay om, hvordan det føles at blive gammel. Hvad der især er interessant i den forbindelse er, hvordan virkeligheden svarer til de forventninger man havde, da man var ung. For nylig bragte dagbladet Politiken en artikelserie, hvor en række personer skrev en fiktiv dagbog til sig selv som unge. Faktisk et rigtig godt og interessant koncept. Rent tankespin, men tænk, hvis man kunne gøre det!

Det får mig til at tænke på to fremragende film. Dels den danske science fictionfilm ”Farligt venskab” fra 1995, hvor en aldrende læge (spillet af Ulf Pilgaard) har opfundet en maskine, som gør det muligt at bytte ”sjæl” med en teenager. Forstået på den måde, at hele hjernens bevidsthed og hukommelse bliver byttet med en anden, men kroppene bliver uforandrede. En ældre mands hjerne i en ung krop og omvendt. Det kommer der noget både sjovt og tankevækkende ud af i filmen!

Lad os forestille os, at jeg som 69-årig kunne bytte bevidsthed med en 18-årig. Altså at hele min hjernes bevidsthed og hukommelse blev installeret i en tilfældig, 18-årig krop. Umiddelbart en interessant tanke, men jeg ville med stor sandsynlighed blive en gammelklog outsider i mine ”jævnaldrendes” øjne. Og jeg tror jeg ville kede mig! De store begivenheder i livet kan ikke opleves flere gange, i hvert fald ikke med den samme begejstring.

Den anden film er den amerikanske, romantiske komedie ”En ny dag truer” (”Groundhog Day”) fra 1993, med Phil Connors (spillet af Bill Murray) og Rita (spillet af Andie MacDowell) i hovedrollerne. Den handler om den livstrætte TV-reporter Phil, som havner i en ”tidssløjfe”, hvor den samme, kedelige dag gentager sig igen og igen. Alt, hvad der sker, er præcis det samme dag efter dag, og den eneste, der kan ændre dette mønster, er Phil. Da Phil således kan forudsige begivenhedernes gang, giver det ham nogle fantastiske muligheder. Tænk, hvis man kunne det! Phil ender med at blive byens helt, og det lykkes ham til sidst – efter enorme, gentagne anstrengelser og dyrekøbte erfaringer - at score den kvinde, han er forelsket i. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set filmen, men den hører til mine absolutte favoritter.

Men tilbage til den fiktive dagbog til mig selv som ung. Jeg har faktisk allerede skrevet en sådan, men den er ifølge sagens natur blevet af en så privat karakter, at den ikke har almen interesse. Måske for min allernærmeste familie, men de ligger med få undtagelser alle sammen på kirkegården. Så jeg vil i stedet for, som titlen antyder, skrive et lille essay om, hvordan det føles at blive gammel.

Noget af det første, jeg kommer i tanker om, når jeg kigger tilbage på mit liv, er: Hold da kæft hvor har du spildt meget tid på grund af din umodenhed og dit manglende overblik! Her kommer drømmen om at leve sit liv om med sin nuværende livserfaring i bagagen igen op til overfladen, men fred være med den. I stedet for bør man glæde sig over den rigdom af erfaringer og oplevelser, man har fået. De har tilsammen gjort én til et helt menneske, som kender sig selv på en måde, man kun kunne drømme om i sit yngre liv. Man kender sine stærke og svage sider, man tør omsider være sig selv, og man har fundet en livsholdning og et politisk standpunkt, som bunder i en dyb og lang erfaring, og som derfor hænger sammen og giver mening. Og så er det for mig utrolig værdifuldt, at jeg i dag har nogle få venner, som jeg har kendt i en menneskealder, og som har været vidner til mit liv.

Som ung havde jeg svært ved at score kærester. Det var bestemt ikke lysten, der manglede, men jeg var frygtelig genert, manglede selvtillid og havde svært ved at finde min egen identitet. Et af mine problemer var, at jeg stillede meget store krav til mig selv med hensyn til, hvad jeg sagde til andre. Jeg forventede, at alt, hvad jeg sagde, skulle være åndfuldheder, og det er generelt et dårligt udgangspunkt, hvis man vil score kvinder! Senere har jeg (heldigvis!) fået revanche. Men jeg har utallige gange spejlet mig i Woody Allens gamle film ”Mig og Bogart” fra 1972 med Woody Allen og Diane Keaton i hovedrollerne. Denne herlige komedie handler kort fortalt om den unge neurotiker Allan Felix, som også har det svært med at score kærester, men i fantasien får gode råd og tips af sit filmidol Humphrey Bogart!

Som ældre støder man ofte på følelsen af deja vu. Forstået på den måde, at små og store begivenheder synes at gentage sig. Det er en del af det, man kalder livserfaring, og som blandt andet udstyrer én med evnen til at prioritere og sige fra i de engagementer og gøremål, man finder uinteressante. Sådan havde jeg det ikke, da jeg var ung. Og det er slet ikke en dårlig evne! Følelsen af større og bedre overblik som ældre kommer én til gode på rigtig mange måder. I politik kommer man uvægerligt til at drage paralleller og finde ligheder i forhold til tidligere begivenheder. Og i privatlivet - især i parforhold! – er man blevet bedre til at styre uden om potentielle minefelter.

Som pensionist er det tankevækkende, at langt de fleste i dag med indflydelse og magt var små børn, da jeg var i tyverne. Tænk, at statsminister Lars Løkke og Barack Obama var små drenge, da jeg som 21-årig i 1969 rejste til Indien og Nepal! I øvrigt har jeg det helt fint med at være uden indflydelse i de store spørgsmål. Jeg har aldrig haft nogen som helst ønsker om personlig magt, og for mig er det helt OK at være en tilbagelænet tilskuer til både kloge og tåbelige tiltag i det, som Storm P. kaldte ”Det pulveriserende liv”.

Jeg har rejst rigtig meget i mit liv og gør det stadig. Jeg kan stadig blive fascineret af fremmede kulturer med livsformer og tankesæt, som er totalt forskellige fra mine egne. Men med hensyn til anderledes samfund og kulturer, så ser jeg det som et stort privilegium, at jeg er gammel nok til at have oplevet 1950-erne i Danmark. Tænk, at det er det samme land, jeg boede i dengang! DEN periode slår alle mine eksotiske rejseoplevelser, især fordi den var en del af min opvækst og derfor har en dybde, man kun sjældent får på rejser til fremmede lande. De fleste ældre har deres barndomsoplevelser knivskarpe på nethinden, i hvert fald i glimt, og det gælder også mig. De kan en gang imellem fylde mig med nostalgi. En af fordelene ved at være barn og ung er, at man har hele livet for sig, og at alle muligheder og drømme står åbne. Men at længes tilbage til sin barndom er en ulogisk anakronisme. Vi har jo (heldigvis) en formidabel evne til at fortrænge de ubehagelige oplevelser, og som voksen og moden er man jo blevet et helt andet menneske.

Hvis jeg – udover min barndom i 1950-erne – skal fremhæve oplevelser, som har været skelsættende for mit liv, så er der to, som kommer øverst på listen. Den ene er min rejse langs The Hippie Trail til Indien og Nepal i foråret 1969, og den anden er mit ophold på Askov Højskole i 1973/74. Den første var en meget lang geografisk rejse ud i den tredje verden, og den blev et enormt kulturchok med helt fantastiske oplevelser på alle planer. Askov-tiden blev mere en indre rejse, hvor man lærte sig selv at kende og sugede viden til sig i et utrolig givende samspil med en masse andre mennesker.

Rejsen langs The Hippie Trail foregik med offentlig transport fra Københavns Hovedbanegård til Kathmandu og var en oplevelse, der virkelig rykkede. Jeg havde aldrig været uden for Europa før, og mit senere møde med Orienten og Fjernøsten blev for mig som for de fleste andre backpackere et enormt kulturchok. Jeg havde flere bevæggrunde til at tage af sted, men mit vigtigste formål med rejsen var en længe næret drøm om at vandre i Himalaya, som kun var besøgt af få vesterlændinge på det tidspunkt. Det lykkedes også! Og Troels Kløvedal overdriver ikke, når han fortæller om mange af sine venner og bekendte, som kom hjem fra Indien og Nepal i den periode og tilbragte det næste halve år med at kigge ind i en væg i et forsøg på at fordøje deres oplevelser.

Opholdet på Askov, hvor jeg i næsten et helt år både var højskoleelev og arbejdede på skolens store bibliotek, blev en af de lykkeligste perioder i min ungdom. Det var på Askov, at jeg for første gang for alvor begyndte at finde min egen identitet og begyndte at tro på mig selv. Lærerne på Askov i 1970-erne var en guldgrube af inspiration, og de kom til at præge mange af os med deres faglige dygtighed, personlighed og engagement. Men det vigtigste var det tætte samvær med en stor gruppe søgende mennesker fra alle samfundslag, som var kommet med det primære formål at være sammen og lære noget af hinanden.

Fysisk er jeg (so far) så priviligeret, at jeg ikke kan mærke den store forskel på dengang jeg var ung. Jeg kan stadig uden besvær vandre i bjerge, cykle, bestige trappeopgange og dyrke sex. Dog er jeg blevet for gammel til at slæbe rundt med en rygsæk med fuld oppakning på over 20 kilo, som jeg gjorde i mine unge dage på adskillige vandreture i blandt andet Grønland. Jeg ville muligvis stadig kunne gøre det, men jeg har ikke lyst til at gøre forsøget. Og hvis jeg ikke skal på en decideret vandretur, er jeg gået over til rullekuffert-folket, når jeg skal ud og rejse!

Og psykisk? I det store og hele alt vel. Jeg har sværere ved at huske telefonnumre og lære fremmedsprog, og der skal mere til end før for at gøre mig begejstret og engageret. Men det sidste er nok mere et resultat af et helt livs indtryk og oplevelser end af psykisk og åndeligt forfald.

Og a propos det psykiske, så var det meget svært for mig at gå på pension. Muligvis den største omvæltning i mit liv. I dag har jeg vænnet mig til det og har ikke mere lyst til at have et fuldtidsjob, men sådan var det bestemt ikke i starten. Rigtig mange nyslåede pensionister siger, at de har det fantastisk, og at de ikke kan forstå, hvordan de fik tid til at gå på arbejde. Jeg håber for dem selv, at de mener, hvad de siger, men hvis de fleste taler sandt, skiller jeg mig ud fra flertallet, for sådan følte jeg det ikke i starten. Uanset hvor mange venner man har og hvor meget man er engageret i, så har vi pensionister oceaner af tid i forhold til det arbejdende folk!


Eftertanker om familien

Som alle andre er jeg præget af min opvækst og min opdragelse. På godt og ondt. Ingen alvorlige omsorgssvigt og voldsomme, traumatiserende oplevelser bortset fra, at min far døde af lungekræft som 40-årig i 1960, da jeg var 12 år gammel. Ellers har jeg fået masser af kærlighed og omsorg som barn, især fra mine bedsteforældre. Men alle kan jo i bagklogskabens klare lys finde fejl og mangler hos deres nærmeste familie, og det gælder også mig.

Min mor var et godt og ansvarligt menneske, som ville mig det bedste. Men hun var enormt autoritetstro og havde en grænseløs beundring for akademikere og folk, der var blevet noget ved musikken, og det kom til at præge min opdragelse. Det var meget vigtigt for hende, hvilket indtryk jeg gjorde på andre mennesker, og hendes livssyn og livsstil som ung var i høj grad præget af, at hun spejlede sig i overklassen og den højere middelklasse. Det skal dog siges til hendes ros, at hun på sine ældre dage forandrede sig meget, og som voksen endte hun med at blive en central person i mit liv.

Morbror Knud

Den eneste person i min familie, jeg er rigtig vred på, er min morbror. Da morbror Knud døde i 2006, var jeg den sidste overlevende i min gamle familie, så det blev mig, der skulle tømme hans hus nede i Stege på Møn. Det blev et stort arbejde, men det blev også lidt af en oplevelse.

Morbror Knud havde ingen børn, og de sidste år af sit liv var han meget ensom. Som sin far og mine forældre var han ansat i Toldvæsenet i mange år, men han burde have haft et helt andet arbejde, for et kontorjob var slet ikke ham. Han var velbegavet men ikke særlig dygtig i de boglige fag, og faktisk var han delvist ordblind. Og det gav ham utrolig mange komplekser.

Nu er der jo mange former for intelligens. Onkel Knud kunne være meget charmerende, hvis han ville, især over for kvinder, som han havde særlige evner for at score. Dels fordi han så godt ud, men også, fordi han havde en god psykologisk sans. Da han boede i København i sine unge dage, gik han på druk de fleste af weekenderne og fik tit kvinder med hjem i seng bagefter. Senere, da han fik bil, kørte han næsten hver eneste weekend ned til sine forældre i sit barndomshjem på Vestmøn, hvor han gik på jagt, tog ud og fiske og følte en stor tryghed i de gamle, kendte omgivelser. Og i 1960-erne tog jeg meget ofte med derned sammen med min mor. Så Møn blev på en måde mit andet barndomshjem, også, fordi jeg boede på Møn i lange perioder i min yngste barndom.

Morbror Knud og jeg kom aldrig rigtig på bølgelængde. Jeg var enebarn og fik derfor som det eneste barnebarn rigtig meget opmærksomhed og kærlighed fra min mormor og morfar. Knud og min mor havde fået en streng opdragelse af meget autoritetstro forældre, som havde en grænseløs beundring over for akademikere og folk, der var blevet noget ved musikken, og for dem var opdragelse i moderne forstand en by i Rusland. Eller sagt på en anden måde: ”Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag!” var et glimrende kodeord for deres barndom. Knud blev slået, revset og irettesat af sin far for de mindste forseelser, og jeg har aldrig helt forstået, hvorfor hans forældre sendte ham over på Bogø Kostskole. Jeg gætter på, at årsagen var min morfars blinde autoritetstro, hvor mange fra overklassen dengang blev sendt på f.eks. den legendariske Herlufsholm Kostskole, og hvor der dengang var stor respekt for de samfundsbevarende engelske kostskoler med deres gode lærere og strenge autoritære opdragelse.

Men Bogø Kostskole var et forfærdeligt sted at være. Bogø er en af Møns små naboøer, som man i dag passerer, hvis man drejer af fra Farø-broerne og kører til Møn. Kostskolen er for længst nedlagt, men ifølge Knud var det frygteligt at gå der. Han blev mobbet, slået og ydmyget af de andre elever og de uduelige lærere. Og hjemme hos sine forældre blev han irettesat næsten ligegyldigt, hvad han foretog sig. Som kvinde var min mor ifølge sagens natur mere ”fredet”, men jeg mærkede selv til overflod den sociale arv i min opdragelse. Jeg blev irettesat og slået ved de mindste forseelser af min mor, og hun truede mig flere gange med at sendte mig på kostskole, hvis jeg ikke opførte mig ordentligt! Det skal dog - som tidligere nævnt - siges til hendes ros, at hun ændrede sig meget på sine ældre dage, og som voksen endte hun med at blive en central person imit liv.

Som nævnt kom Knud og jeg aldrig på bølgelængde, og det var der flere grunde til. For det første var vi meget forskellige. Jeg var dygtigere end ham i de boglige fag, og vores syn på verden og politik passede slet ikke sammen. Men der var også meget jalousi med i billedet, både på grund af mine boglige kompetencer og på grund af min forkælelse som eneste barnebarn. Resultatet var, at Knud især i mine teenageår mobbede mig for alt det, jeg ikke var god til. Jeg var på mange måder kejtet og genert, og det med kvinder kunne jeg slet ikke finde ud af dengang. Jeg blev hånet og mobbet for min måde at spise på, min distræthed, mine manglende kærester og meget andet. Blandt de mildere former for mobning kan nævnes, at han ofte, når vi diskuterede mere seriøse emner, kunne finde på at sige til mig: ”Hvad mener professoren?”. Og det var ikke positivt ment! Og set i bagklogskabens lys har han desværre på mange måder været en faderfigur for mig som erstatning for min far, der døde allerede i 1960, da jeg var 12 år gammel. Det forvoldte ubodelig skade på mig i mange år og gav mig mange komplekser, som jeg først i en sen alder har frigjort mig fra.

I sommeren 2016, da jeg gik på en del af den nye vandrerute Camoenoen på Møn, gjorde jeg noget, jeg havde planlagt et stykke tid: Jeg pissede på morbror Knuds gravsten på Fanefjord Kirkegård på Vestmøn. Det lettede i mere end ėn forstand. Og jeg vil lige tilføje, at jeg var 100 procent ædru, da jeg gjorde det!

Arbejdet med oprydningen i onkel Knuds bo i Stege var enormt, men bestemt ikke uinteressant. Som ventet fandt jeg utallige barndomsminder: Fotos, bøger og ting, men også forskellige dokumenter. Knud var blevet tilkendt førtidspension i en forholdsvis ung alder, hvad jeg godt vidste, men jeg havde aldrig fået forklaret hvorfor. Udover, at han havde store psykiske problemer og var alkoholiker. Alle personlige breve var smidt ud, men det var flere af lægejournalerne ikke. Og et af hovedargumenterne i lægejournalen for hans førtidspensionering var, at han led af et uløseligt faderkompleks.


Den dag min mor døde

I slutningen af august 1996 overnattede jeg på et gæsteværelse på Sankt Lukas-hospicet i Hellerup. Min mor havde haft uhelbredelig brystkræft i nogle år, og hun havde ønsket at dø på et privathospital med god omsorg og komfort. Personalet på Sankt Lukas havde vurderet, at det nu var lige før det skete, så jeg blev vækket af en sygeplejerske tidligt om morgen den 26. august og fik at vide, at hun havde det rigtig skidt.

Jeg sad ved hendes seng en lille times tid. Hun åndede tungt og var ikke ved bevidsthed. Pludselig holdt hun op med at trække vejret og stirrede tomt ud i luften med et blik, der var indstillet på uendeligt. Og efter et halvt minut drog hun sit sidste suk. Jeg brød grædende sammen, tog et par ordentlige slurke whisky af den medbragte aluminiumsflaske fra Friluftsland og rykkede desperat i klokkestrengen for at tilkalde en sygeplejerske.

Sammen med sygeplejersken gik jeg ud i hospicets have for at plukke et par friske blomster, som vi lagde på sengen. Bagefter kørte jeg hjem til Lyngby for at hente mit eneste barn. Birgit var på det tidspunkt 12 år gammel og havde aldrig set et dødt menneske før, så for hende var det en meget grænseoverskridende oplevelse. Nogle dage senere mødtes vi i kapellet ved Sankt Lukas og tog endeligt afsked med hende, da hun lå i kisten.

Når de sidste af ens forældre eller bedsteforældre dør, sker der noget med ėn. Jeg er enebarn og har derfor ingen søskende, som har været nære vidner til mit liv som barn og ung, så det er mærkeligt at tænke på, at alle de fælles oplevelser og det mangfoldige liv, man havde med familien på alle måder, nu kun eksisterer ėt sted: Inde i mit hoved. Og ja, naturligvis kan man skrive sin livshistorie, men uanset hvordan man skriver om sit liv, vil det altid kun blive løse fragmenter af virkeligheden, og for andre vil det kun blive en form for dokumentation af vekslende kvalitet, afhængigt af hvor godt, man er i stand til at formidle sine oplevelser.

Min far døde af lungekræft allerede i 1960, da jeg var 12 år gammel. Gennem det meste af mit voksne liv havde jeg et nært forhold til min mor, og i rigtig mange år spiste jeg aftensmad hos hende cirka en gang om ugen i mit barndomshjem på N. J. Fjords Alle 2 på Frederiksberg. Det var som regel hyggeligt, og det gav mig en stor følelse af tryghed. Hun lavede lækker mad, og jeg medbragte næsten altid en flaske vin, som vi delte. Men efter hendes død skete der noget uventet og overraskende: Jeg fik en større følelse af personlig frihed. Ikke fordi min mor blandede sig for meget i mit private liv eller var dominerende. Når jeg besøgte hende, snakkede vi kun sjældent om mine inderste tanker og bekymringer, og det havde jeg heller ikke lyst til. Men hun var der. Med en forælders omsorg og skjulte tanker og bekymringer for sin søn og hans liv.

Jeg tror, at de fleste – måske ubevidst - føler, at der starter et nyt kapitel af ens liv, når hele ens gamle familie er væk, og man har mistet de allervigtigste vidner til sit liv.


Morfars kabaler

Når jeg kigger på noget af det, mange pensionister bruger timer og halve dage på, og som tilsyneladende giver dem både livskvalitet og sindsro, kan jeg en gang imellem blive lidt misundelig. Det handler om helt ukomplicerede beskæftigelser, som på ingen måde er fordummende, men efter min mening er ensformige og i længden kedelige. Min morfar praktiserede dem i adskillige år næsten på fuld tid nede ved Hårbølle på Vestmøn, især, da han gik på pension som toldvagtmester, men hvad det angår, har han ikke givet noget DNA videre til mig .

Morfar læste næsten ingen bøger, men han sled det ene kortspil op efter det andet med sine kabaler, og hvis der dengang fandtes mesterskaber i kryds og tværs-opgaver, ville han uden tvivl have scoret højt. Ikke sådan at forstå, at min morfar var ubegavet. Slet ikke! Han var en en klog og velbegavet mand, som kunne have drevet det vidt, hvis han havde fået en uddannelse. Han sad i det lokale sogneråd i en årrække, og en af hans nære venner var Pastor Helge Buus, som var sognepræst i Fanefjord Kirke i 40 år.

Men som sagt: Jeg kan godt ind imellem blive misundelig på min morfar og de mange andre, som kan bruge så meget kvalitetstid på kabaler, kryds og tværs, sodoku og lignende. For der er stadig rigtig mange, som bruger rigtig mange timer på det og slapper rigtig meget af ved det. En af fordelene er, at man får mulighed for at lukke alle andre tanker ude for en stund for at koncentrere sig om helt simple opgaver, som intet har med følelser og hverdagens problemer at gøre.

Jeg savner: Den bedøvende uvirkelighed i Himalayas rhododendronskove Karavanernes klokkeklang i Kali Gandaki Tesælgernes råb på de indiske jernbanestationer Lyden af hestekærrer Tordenvejr og fugtige tåger i Ruwenzoris regnskove Regnfuglens sang på Kenyas savanne De anstrengende busture gennem Østafrika Åndenøden i Kilimanjaros iltfattige luft DC-6’erens metalliske klang over indlandsisen i den lyse polarnat Bananbladenes raslen i vinden på Kibbutz Cabris marker Den sunde træthed efter dagens arbejde i bananplantagerne Den hede, tørre luft i Sinais mørke bjerge Udsigten til den strålende stjernehimmel fra min soveplads i ørkensandet Fuldmånen og den lune nattevind ved Det Døde Hav Den natlige vækning fra de arabiske byers moskeer Basargadernes duft af krydderier, snavs og grøntsager Søvnløsheden ved forventningen om morgendagens oplevelser

I 1960-erne og 70-erne skrev jeg dagbog i kortere perioder. Og for nylig læste jeg lidt i dem. Interessant læsning (for mig), især fordi man i dag er et helt andet sted i sit liv. Men der er et enkelt, gennemgående tema i dagbøgerne, som også dengang fyldte rigtig meget, nemlig rejser.
Især perioden 1969-74 var meget turbulent på en positiv måde, hvor jeg rejste og oplevede utrolig meget. Og i dagbøgerne fandt jeg dette lille digt, som jeg skrev i 1970-erne, og som i høj grad afspejler mine oplevelser, tanker og drømme fra dengang.


I 2020 giftede jeg med en pige fra Senegal, hvor vi har etableret en lille Bed and Breakfast-lodge. Klik HER, hvis du vil læse om min tid som nybygger i Senegal.
Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.