Ligger i min sofa.

I køkkenet er alt gjort klart; kylling og grøntsager med ris. Til forret laks. Computeren er slukket, og på CD’en har ”Tristan og Isolde” længe sunget på sidste vers: Ach, Liebestod!

Så må der tændes.

”Matador” for gud ved hvilken gang.

Det er jo lørdag aften.

Det er mit yndlingsafsnit: Maude og hr. Stein i grisehandlerens bil på vej ud til gården, fem minutter i spærretid.

Jeg skænker lidt mere rødvin op og tænder en cigaret. Jeg mener, hvis man ikke må ryge i sit eget hjem…

De skulle have haft hinanden, Helle Virkner og Jesper Langberg. Ja, De ved, hvad jeg mener. Det er den anden gode scene: Han er netop rendt fra konen og står nu hos sin Elisabeth. Hun sidder i sin lejlighed og slikker frimærker og pakker illegale blade. Han taler om det, de to kunne have fået sammen. Elisabeth filosoferer ironisk over ægteskabet og alt dets såkaldte lykke.

Er hun selv lykkelig?

Med et moderne ord er Elisabeth single. Hun lever alene, tjener sine egne penge, dyrker sikkert også lidt lørdagslir med Jesper Langberg. Ja, De ved, hvad jeg mener. Frigjort, sådan da, og frisindet.

Min kylling smager i øvrigt fremragende, hvis De selv vil vide det. Og man kan sagtens dække op til én hos sig selv.

På den anden side – eller sagt med et gammeldags ord: Hendes rolle er jo at være skyggetanten: Hende, der blev til overs. Den, der valgte fra. Eller selv blev valgt fra.

Tænker, om jeg er den moderne udgave af hende? Tanken er absurd!

Hun er jo for det første kvinde.

Og hun ser ud… en halvbrille fæstnet i en kæde, frøken-frisure, tækkelig kjole… skuldrene har ligesom trukket sig op.

Som om livet havde sat sig der.

Hvad er det også for noget, jeg ser lørdag aften?

Nå, men gift bliver hun dog, tanten, men det er jo først i sidste afsnit.

Der er håb for os alle. Skål!


Spørgsmålene

Er du gift?, spørger folk tit.

Har du børn?

Men du må da have en kæreste?

En mand, der ikke er gift eller har børn eller bare en kæreste… Kan De selv se det? Det er problematisk

Penge har jeg for øvrigt heller ikke.

Alene at deltage i en bogudgivelse om ”at være single”. Det lyder ikke bare som noget problematisk.

Det lyder som noget suspekt.

Som at være alkoholiker eller have fået en alvorlig sygdom. Som en indrømmelse: Hej, jeg hedder Per og er single!

Som den franske forfatter, Michel Houellebecq, skriver, så er det eneste, der tæller i vor tid, sex og penge.

Har du ingen af delene, nå ja, forget it!

Men er du så bøsse?, spørger folk.

Og det faktisk i betragtning af, at mange bøsser i dag har etableret sig med parcelhus og et registreret partnerskab. Bøsser var engang ægteskebets alternative uromagere. Undergrundens skyggetanter.

I dag kan bøsser ikke få nok af servietringe, stivede duge, havehække, rosenbede, gravhunde og helst… helst nogle børn!

Vi har skam ikke noget mod bøsser, siger folk.

Nej, det tror pokker.

Det er singlen, der generer folk i dag.

Uanset om man så ligner en sild eller en skyggetante. Uanset om man så tager diverse weekend-knald og morer sig: Sex in the City! Jeg elsker fester. Elsker alle mine gifte – og ugifte – venner. Elsker masser af mad, masser af drikke, masser af mennesker. Jeg elsker i virkeligheden hele verden!

Sådan da.

Men jeg elsker især at være mig selv.

Det er det, der generer.

Udstillingen af enligheden.

Ensomheden.

Påmindelsen om den.

Nej, nu tror jeg virkelig, jeg går i seng.


Drømmene

Det er klart, at der er morgener og aftener, hvor man er mere ensom end andre. Hvor jeg drømmer om en kæreste.

En kæreste med hele svineriet – ja, de ved, hvad jeg mener. Herskabslejlighed, rejser, den evige forelskelse…

At vise sig og være: To.

At blive vækket om morgenen med et kys. At sige godnat med et knald. At kunne møde verden som et par.

At få mindst otte børn!

Man kan jo så meget i vore dage.

Drømmen, især mediedrømmen, handler stadig om den store, lykkelige familie. Dem med alle barnevognene på caféerne og køkkenerne i ugebladene. Se os, siger de. – Jeg bliver altid så misundelig, når jeg ser dem.

De har jo på en måde livet på deres side.

Vi andre – ja, vi er ligesom bare de andre: The happy few! Vi, der blev til overs. Vi, der blev valgt fra. Eller selv valgte fra.

Af mange grunde.

Tænker, om det har noget at gøre med skæbnen? Eller noget med opvæksten… barndommen! Åh, den barndom!

Måske er det udseendet?

Nej, glem det med udseendet!

”Du ser så skidegodt ud!

Hver ny dag morgenspejler jeg mig på badeværelset og siger så de fem ord. Så laver jeg armbøjninger; ikke at det kan ses, men det hjælper alt sammen. De fem ord – og så nogle armbøjninger.

Singler må have ritualer!

Måske har mit valg af liv noget at gøre med det postmoderne samfunds ændrede livsbetingelser? Det lyder også lidt finere. Singlen som topmålet af al individualisme. Singlen som selve billedet på tiden selv?

En million singler kan for helvede da ikke tage helt fejl?

Måske er det alligevel dét med barndommen? Jeg blev født som enebarn. Har altid elsket at være alene.

Fra enebarn til enemenneske…

Der er altid mindst én i enhver venskabskreds.

Den enlige er altså mig.


En scene

Det største problem er faktisk, hvis De endelig vil vide det, at jeg hverken er elektriker, kok, tømrer eller rørlægger. Det er det, som er problemet. Hvis jeg dog bare havde haft en fast partner, der havde forstand på at skrue en skrue i, reparere vaskemaskinen, lave maden til gæsterne, hænge mine billeder op – og helst lige. Jeg mener, i alle livets forhold er det netop i forholdet til det praktiske, jeg føler mig mest ensom, intet, intet er mere ensomt, end når jeg står med en svupper begravet i køkkenvasken og gæsterne ankommer om lidt, kan De følge mig? Man vil jo genre gøre det så godt, især som single, at vise, at man også har et liv, at man også har tjek på det, forretten skal lige akkurat have dét twist, og pastaen skal være lige akkurat sådan, al dente, og De ved, aftenen skal jo gerne være en succes. Par med syge småbørn og bræk i hele spisestuen kan man ligesom undskylde, men en single, der ikke har tjek på det, det er jo ikke nødvendigvis noget tragisk, bevar mig vel, men lidt sørgeligt, det er det nu.


Lykken

”Humanisme”, skrev Albert Camus – og satte derpå et punktum. Som om alt var sagt med netop det.

Camus forklarede sig: ”Jeg bryder mig ikke om menneskeheden i almindelighed. Jeg føler mig først og fremmest solidarisk med den, hvilket ikke er det samme.”

Jeg elsker den forklaring.

Camus var gift med ensomheden.

Måske ikke det mest romantiske ægteskab, man kan forestille sig, men så er der jo så mange andre fordele. Ensomheden skal man ikke diskutere beskidt vasketøj med. Ensomheden roder ikke, sviner ikke, støjer ikke.

Og så er den trofast, ensomheden.

Den sidder altid bare ovre i sit hjørne og ser på én. Som om det hele var min skyld! Den venter på én, når man kommer hjem. Selv ved bordet sidder den og spiser med og siger ingenting. Nogle gange følger den med ud i køkkenet eller helt ud på badeværelset. – ”Hvad glor De på”, spørger jeg så.

Vi har altid været Des med hinanden.

Ellers har vi det nu meget godt sammen. Vi er så et sige lykkeligt gift. Den elsker mig, og jeg elsker den.

Jeg mener, hvor svært kan dét være?

At komme hjem fra arbejde og lukke sin dør for verden. Nul kontakt, nul mennesker … nul menneskelighed!

Min ensomhed og jeg, vi dyrker faktisk det dér med at lukke af. Når arbejdsdagen er slut, holder jeg ganske enkelt op med at være social. Ingen relationskompetencer eller andre senmoderne krav om at skulle være et effektivt, kommunikativt, rationelt, empatisk, sundt og politisk korrekt livsstilsmenneske.

At kunne lukke sin dør for samfundet og alle gratisaviserne.

At kunne være sig selv.

Er det meget egoistisk?

Hm, sider De.

De vil gerne vide, om jeg er lykkelig?

Jeg kendte engang et par, der var lykkeligt. Sådan virkelig. De elskede hinanden gennem et langt og godt liv.

Men ellers…

Tænker på mit eget liv.

Tænker især på Camus. Om sjælen skrev han: ”Sjælen med dens eneste storhed: Den stille ensomhed”. Der er tragik og varme i dén sætning! Jeg mener, man må da for fanden se livet i øjnene.

Skål!

Tænder en cigaret til. Wagner er igen kommet på CD’en. Fjernsynet har jeg for længst slukket. Stearinlysene brænder.

På stuebordet ligger Camus’ dagbøger slået op. Siderne har med tiden fået æselører; sætninger er streget ind. Oven på i en af lejlighederne er der igen fest; det er der snart i hver weekend. Det skal nu være dem vel undt.

Så længe jeg bare kan ligge her.

At kunne være… sig selv. Den stille ensomhed. Ikke hele tiden, ikke altid, man skal jo heller ikke overdrive.

Men lige i aften, jo, så er det lykken.