Jeg er oprindelig uddannet som bibliotekar og har arbejdet sammenlagt cirka 8 år ved forskellige folkebiblioteker, men de sidste mange år har jeg været beskæftiget i IT-branchen. Efter et årsvikariat som bibliotekar ved Askov Højskoles Bibliotek, hvor jeg samtidig deltog i undervisningen på højskolen, var mit første faste job en stilling som bibliotekar ved Albertslund Bibliotek fra 1976-82.

De fleste af årene på biblioteket var en god oplevelse. Der var en højt fagligt niveau og et stort engagement blandt bibliotekarerne. Pionerånden var ikke slut, og den var stadig præget af de tanker, som fulgte i kølvandet på 68-oprøret. Dertil kom, at den stigende velfærd gav bibliotekerne nogle økonomiske muligheder, de aldrig havde haft før. Albertslund var en af de nye forstadskommuner til København, som på rekordtid havde udviklet sig fra to anonyme sognekommuner (Herstedøster og Herstedvester), der for det meste bestod af bondegårde og gartnerier - og så naturligvis det verdensberømte Vridsløselille Statsfængsel, i dag mest kendt fra Olsen-banden. Med den forbedrede økonomi var der her optimale muligheder for at skabe noget nyt på biblioteksfronten.

Overbibliotekar Bent Werner blev manden, der udnyttede disse muligheder. Han blev ansat som bilioteksleder i Albertslund allerede i 1963, og i slutningen af 1970-erne var han lidt af en guru i biblioteksverdenen. Et piberygende, lidt pudsigt, men meget velbegavet menneske med stor viden, empati og ikke mindst med en fænomenal evne til at forhandle med kommunalbestyrelsen og biblioteksudvalget for at få bibliotekets mærkesager igennem. Han var en af de få, jeg har kendt, som tog demokratiet og dets spilleregler helt alvorligt. For mange var han også en personificering af overklassen og aristokratiet. Bibliotekar og afdelingsleder ved Biblioteksfilialen i Hedemarken i Albertslund Jette Raabo Larsen skriver blandt andet om ham:

..." Den første stadsbibliotekar Bent Werner, der lagde kursen, havde sin specielle facon: Han ville på én gang afprøve og styre. På mange måder fungerede han som en godsejer fra oplysningstiden og gik da også ind for oplyst enevælde: Tingene skulle være på plads. Men han mente også, at biblioteket skulle røre sig i tiden. Der skulle være plads til, at man kunne flippe og forarge. Albertslund Bibliotek var således i mange år lidt af et flagskib."

Bent Werner var en interessant personlighed, men inderst inde var han et blufærdigt menneske, som var svær at komme ind på livet af. I nogle situationer manglede han kendskab til de mest elementære detaljer i danskernes dagligliv, men i sit arbejde svævede han over vandene og havde stor viden og indsigt. Han kunne til tider være arrogant over for sine kolleger, men han var også parat til at støtte medarbejdere, hvis de havde personlige problemer. Og så elskede han kvalificeret modstand i diskussioner. Desværre døde han i en relativt ung alder ved en trafikulykke i Jylland få år efter, at jeg havde forladt Albertslund. Jeg kunne godt lide ham, og han var en person, jeg er glad for at have kendt.




Bibliotekar Karen Bertelsen var ansat i børnebiblioteket i Albertslund, da jeg var der. Hun var et forfriskende pust i forhold til den tjekkede voksenafdeling. Et dejligt og rummeligt menneske med en social humoristisk sans, en charmerende bornholmsk accent og en stor alternativ intelligens, som fik én til at slappe af i hendes selskab. Billedet, som jeg selv har taget, er fra filialen på Stensmosegård i 1970-erne.

Karen Bertelsen døde den 23. maj 2013, 70 år gammel, efter kort tids sygdom. Hun blev færdiguddannet fra Danmarks Biblioteksskole i 1967. Hun kom til Albertslund Bibliotek i 1971, hvor hun blev ledende børnebibliotekar i 1981. I en kort periode fra 1986 til 1987 var hun, som følge af tidligere stadsbibliotekar Bent Werners død, konstitueret som stadsbibliotekar. I 2005 valgte hun at gå på efterløn for at få tid til sine mange interesser: Sprog, familie, rejser, litteraturkreds og meget mere.

jeg kan fuldt ud tilslutte mig nedenstående uddrag af hendes nekrolog i bibliotekarernes fagblad "Perspektiv", august 2013:

"Karen var en farverig og dynamisk person, og hendes ramsaltede bemærkninger og smittende latter satte tingene i perspektiv og kulør på tilværelsen. Hun var kreativ og havde blik for utraditionelle løsninger. Hun var afholdt af alle, kolleger, samarbejdspartnere og brugere, og hun var en dygtig leder, der forstod at få medarbejderne til at trives og begejstres og tage initiativer".


Lånernes kærlighed, bibliotekets styrke

På jobbet er kollegerne afgørende for trivslen. Et tvunget samvær på 7-8 timer hver dag i årevis er umuligt at bære, hvis kemien ikke passer. Heldigvis havde jeg i mine sidste mange arbejdsår en arbejdsplads med gode kolleger, som jeg for det meste glædede mig til at være sammen med. Men sådan har det ikke altid været.

I alle mine 6 år ved Albertslund Bibliotek var jeg ansat i voksenafdelingen. Her havde jeg en afdelingsleder, som uden overdrivelse var tæt på at tage livet af flere af sine medarbejdere - i hvert fald psykisk. Hun var for så vidt et interessant menneske. Blandt andet rummede hendes personlighed nøglen til en dybere forståelse af, hvordan totalitære regimer opstår. Jeg har endnu ikke i mit liv oplevet en så udpræget taktisk begavelse på nært hold, når det handler om at manipulere med andre mennesker til egen fordel. Men som leder i moderne forstand var hun hverken særlig klog eller særlig dygtig. Til gengæld havde hun nogle af de evner, som mange yngre politikere bruger år på at tilegne sig, hvis det da overhovedet lykkes for dem: Evnen til det taktiske, politiske spil, til hele tiden at være et skridt foran de andre i kampen om at få sin vilje. Men på Albertslund Bibliotek brugte hun desværre disse evner på en negativ måde, så arbejdsklimaet endte med at være rent ad helvede til. Hun endte med at blive en person, som efterlod psykiske ar hos mange af de kolleger, hun ikke brød sig om.

Hvis jeg skal sige noget positivt om hende kunne det være, at hun havde en meget hurtig opfattelsesevne og et godt overblik - i øvrigt noget, som Bent Werner havde stor glæde af. Der findes jo mange former for intelligens, men problemerne med lederjobs er ofte, at det er forbundet med stor prestige at besætte dem, hvilket ofte tiltrækker de forkerte ansøgere. Derfor må mange arbejdspladser døje med personfnidder i årevis, fordi f.eks. mellemledere er totalt uegnede til at administrere mennesker. Det har de ofte heller ingen uddannelse eller erfaring i.

Hvis jeg skal finde en sammenlignelig mennesketype, kommer jeg næsten altid til at tænke på sygeplejersken (spillet af Louise Fletcher) i den blændende, Oscar-belønnede film af Milos Forman "Gøgereden" fra 1975, med Jack Nicholson i den anden af hovedrollerne. Filmen er baseret på Ken Keseys anti-autoritære bestseller af samme navn fra 1962. En fantastisk film, som bør ses af alle, der interesserer sig for kommunikation mellem mennesker. Filmen er en psykologisk gyser og er dybest set et studie i konformitetens spændetrøje og magtens natur.

Nogle år efter, at jeg havde forladt Albertslund Bibliotek, blev hun ansat som biblioteksleder ved Hørsholm Bibliotek, og her arbejdede hun i cirka 20 år indtil hun gik på pension i december 2007. Efter at jeg havde opsagt min stilling ved Albertslund bibliotek i efteråret 1982 tog jeg et sabbat-år, som jeg brugte til at uddanne mig i IT-branchen, hvor jeg har arbejdet lige siden - et valg, jeg på ingen måde har fortrudt. Udover, at det er en utrolig spændende branche, så er der efter min mening mange flere forskellige typer mennesker i IT-branchen end blandt bibliotekarer, ikke mindst uddannelsesmæssigt. Og det skader jo ikke.