Der er især to oplevelser, som har været skelsættende for mit liv. Den ene er min rejse langs  The Hippie Trail  til Indien og Nepal i foråret 1969, og den anden er mit ophold på Askov Højskole i 1973/74. Den første var en meget lang geografisk rejse ud i den tredie verden, og den blev et enormt kulturchok med helt fantastiske oplevelser på alle planer. Askov-tiden blev mere en indre rejse, hvor man lærte sig selv at kende og sugede viden til sig i et utrolig givende samspil med en masse andre mennesker.

Opholdet på Askov blev en af de lykkeligste perioder i min ungdom. Jeg havde studeret i mange år og rejst rundt i verden, men jeg har aldrig før eller siden haft så gode muligheder for selvudvikling og positiv kontakt med andre mennesker som her. De gamle fag fra min skoletid blev pludselig interessante på en helt anden måde, dels fordi alt var baseret på frivillig interesse, men også fordi det føles langt mere meningsfuldt at tilegne sig viden, når man har større livserfaring. Og samværsformen på højskolen var utrolig givende. At være sammen i mange måneder uden at skulle konkurrere eller leve op til noget gjorde, at man fik stor gensidig respekt og oplevede de bedste sider hos hinanden. Opholdet blev bestemt ikke ringere af, at stort set alle eleverne på skolen var i en søgende periode af deres liv og derfor var meget åbne for samtaler og kontakt med andre. Det var jo især det, man var kommet for.

Det var på Askov, at jeg for første gang for alvor begyndte at finde min egen identitet og begyndte at tro på mig selv. Omgivet af spændende og inspirerende lærere til dagligt, som tog én alvorligt, og med besøg af kendte foredragsholdere udefra fra tid til anden. Sammen med ca. 170 søgende og åbne mennesker, der primært var kommet for at lære noget om sig selv og hinanden og suge viden til sig på et helt frivilligt grundlag. Med fester og underholdning stort set hver eneste weekend. Med mulighed for at snakke med andre når man havde lyst, men også for at være alene med sig selv, hvis det var det man ville.




Humlehaven på Askov, årgang 1973-74. Det er Frank Jobst, der underholder på sin guitar. Foto: Erik Pontoppidan.


Efter tiden på Askov gik det mere og mere op for mig hvilket enormt privilegium det havde været at kunne tilbringe mange måneder helt uforpligtende sammen med så mange vidt forskellige mennesker. Samvær med kolleger i et lønnet arbejde kan være rart og givende, hvis man er heldig, men det kan slet ikke sammenlignes med det fællesskab, vi havde på skolen, hvor folk var kommet med det primære formål at være sammen.

Bagefter deltog jeg et par gange i de faste årsmøder for gamle elever og oplevede her nostalgien blomstre overalt. Ved middagsbordene rejste de særligt indbudte jubilarer sig op, og det var fantastisk at se, hvordan et stort antal ældre mennesker kunne mødes i glæde og begejstring og mindes et samvær, som fandt sted for 25, 30 eller 35 år siden. Også en interessant tanke, at de gamle huse på skolen udgjorde de fysiske rammer for tusinder af mennesker, der hver især betragtede husene og værelserne som noget, der tilhørte dem alene med alle de oplevelser, der hørte til netop deres årgang.

Folk og ord og verdenshjørner mødes. Hver udbredt fordom sættes her på spil. Tanker springer ud og sange fødes. Du indser hvor vigtigt det er du er til. Dagligt undergraves Janteloven. Her lærer du at synde mod dens bud. Husk: Dit mindreværd er helt i skoven. Du skylder os andre at folde dig ud. Barske byger stryger over egnen som åbner sig for dagens verdensdåb. Blanke tage smiler gennem regnen og regnbuen maler et flerfarvet håb. Stil dig under Jyllands klodeskyer så ser du hvad det er du står og ser: Langt fra verdenskortets største byer forstår du at verden begynder lige her. Uddrag af digtet og sangen "Ry Højskole 100 år". Kilde: Benny Andersen: Spredte digte. Borgen, 2005.

Tiden på Askov blev et turning point, det mest stimulerende og inspirerende jeg havde oplevet i hele mit hidtidige ”uddannelsesforløb”. Det åbnede mine øjne for alle de værdier og muligheder, der lå og ventede på at blive samlet op, og jeg fik lejlighed til at finde ud af at bruge nogle af mine evner. Jeg oplevede skolen som et overvældende intellektuelt tagselvbord, hvor man kunne beskæftige sig med historie, religion, filosofi og litteratur, kunst og drama. Det var som om hver dag var en gave. (…) Jeg oplevede det som at komme hjem. Langt om længe havde jeg fundet det sted, hvor jeg trivedes, hvor hver dag var spændende, og hvor jeg følte, jeg havde noget at modtage og noget at give sammen med sjove, begavede og engagerede mennesker. Askov blev simpelthen en åbenbaring for mig, og jeg oplevede nok atmosfæren lidt som Døde Poeters Klub på grund af alle de gode lærer- kræfter, kammeraterne og den engagerende entusiasme, der omgav os. Citat fra skuespiller Morten Grunvalds erindringsbog ”Kort tid. Blå mærker og gyldne øjeblikke". (Gyldendal, 2005, Side 65). Morten Grunwald var elev på Askov 1954-55.

Efter midten af 1970-erne kom der en periode med stor arbejdsløshed, og højskolernes betydning og tiltrækningskraft blev mindre end før, blandt andet fordi verden blev mere kompliceret og der kom flere og mere målrettede efteruddannelser. Det var ikke mere så tiltrækkende at opholde sig et halvt år på en skole, som ikke var kompetencegivende men "kun" havde til formål at fremme ens personlige udvikling. Men hvem ved? Måske vender udviklingen til fordel for et mindre karriereræs. Jeg kunne i hvert fald godt ønske for mange flere, at de fik chancen for at prøve, hvad det vil sige at deltage i et rigtigt højskoleophold. Det er en af den slags oplevelser, som ikke kan gentages, men til gengæld kommer den til at præge én for resten af livet. For mit eget vedkommende blev Askov skelsættende for mange af mine fremtidige meninger, holdninger og gøremål.

Den tidligere højskolelærer Niels Højlund har udtalt, at mange først får det egentlige udbytte af deres højskoletid adskillige år efter, at de har gået der. Og det vil jeg give ham ret i. Forklaringen er, at de fleste går på højskolen mens de er helt unge, og det er først når de er blevet rigtig modne en halv snes år senere, at de erkender den store værdi, der lå i samværet døgnet rundt med så mange vidt forskellige mennesker.

På arbejdet omgås man sine kolleger, som man ind imellem også kan snakke med om andet end det faglige, hvis man er heldig. På hjemmefronten er man sammen med sin familie og en gang imellem med sine venner. Disse former for samvær er noget, man selv har valgt ud fra sine personlige holdninger og livsindstilling. På en højskole er man døgnet rundt sammen med et meget bredt udsnit af mennesker, som alle sammen frivilligt har valgt at tilbringe mange uger eller måneder i et fællesskab. Den mulighed får man ikke ret mange andre steder! Og tro det eller lad være: I dag, 35 år efter, gribes jeg stadig af en form for vemodig nostalgi, når vi nærmer os den 1. november, som var den dato, vinterskolen startede. Når efterårsbladene falder og vintermørket nærmer sig med de helt specielle farvenuancer for denne årstid, kommer jeg uvægerligt til at tænke på de dage, hvor vi fulde af forventning startede på skolen med dens enestående blanding af socialt samvær, foredrag, undervisning og fester.

Til allersidst noget meget væsentligt: Udover de faglige ting, man lærer på en højskole, har man her en enestående mulighed for at få en dybere forståelse for demokratiet og dets væsen og for at finde sin egen identitet. Slet ikke så ringe endda!

I efteråret 1964 pakkede studenten side sydfrugter og drog mod Askov. Men hvad skulle han der, han vidste jo alting fra Jesus til Marx. "Hvad ved du egentlig om Gud og Helligånden og Jesus? Har du overhovedet læst Bibelen?" Lærer Niels Højlund var en hård og kontant diskussionspartner. Studenten gik tilbage til sit værelse og læste hele Bibelen. Skummende af raseri. "Du er så klog på andres religion. Men har du læst Koranen?" Tilbage til værelset igen, Ikke mindre rasende. "Aner du noget om politik? Har du læst Karl Marx?" Endnu en gang hen på biblioteket og tilbage til studerekammeret, sydende af raseri. Det var et spil. Både studenten og læreren nød det i fulde drag. Musik blev der også tid til. Studenten havde medbragt sin guitar. Det samme havde Ole Christensen. Et poetisk gemyt, en forrygende guitarspiller med speciale i fingerpicking og altid lettere overrislet. Deraf navnet Panik-Ole. ... Kim Larsen kom hjem fra højskolen i det sene forår 1965. Den unge Larsen havde fået opfyldt, men også opdyrket sit behov for lange og gerne ophedede diskussioner, han havde læst en masse bøger, han havde fået en slags guru i Niels Højlund. Og Panik-Ole havde åbnet en ny musikalsk verden for ham. Efter Beatles og Stones og anden beat, som rocken blev kaldt dengang, havde Jæger og Vejslev været en akustisk oase midt i det elektriske landskab. Larsen var godt tilfreds. Askov Højskole havde været et rent kulturpensionat. Uddrag af bogen "Larsen" (biografi om sangeren Kim Larsen) af Peder Bundgaard. Lindhardt og Ringhof, 2002.

Klik HER , hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål til mig.

Klik HER , hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.