Antigua ligger naturskønt tæt på flere høje vulkaner og er nok Guatemalas smukkeste og mest attraktive by. Den er landets tidligere hovedstad og rummer mange historiske seværdigheder helt tilbage til den spanske erobring i 1500-tallet. Byen er landets mest besøgte lokalitet for turister, og med god grund. Her kan man både finde masser af lokal kultur og et aktivt natteliv med blandt andet masser af restauranter. Og sidst, men ikke mindst: Byen er berømt for sit store udbud af spanskskoler (cirka 75), hvor man for en meget billig pris kan få intensivkurser i spansk, kombineret med privat indkvartering hos lokale familier. Og spanskkurserne er virkelig intensive. Som hovedregel er der 1 lærer pr. elev! Lærerne er oftest universitetsstuderende, der tjener lidt ekstra ved at undervise udlændinge.
For god ordens skyld vil jeg lige nævne, at alle billederne kan ses i stort format, hvis man klikker på dem! Man kan også bladre frem og tilbage mellem de store billeder ved at klikke på pilene under billedet.