Fra Stillehavet til Det Caribiske Hav i Guatemala

Fotos og artikler fra en rejse til Guatemala i Mellemamerika i februar-marts 2008

På denne side: Billeder fra Monterico, Tikal, Rio Dulce og Livingstion

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan

Retur til hovedside om Guatemala



Sejltur en tidlig morgen i det store vådområde ved Monterico ved Stillehavet.


Monterico:

Stillehavets bølger er imponerende. Med få minutters mellemrum skifter størrelsen af bølgerne fra store til enorme. Man kan sidde i timevis og betragte brændingen og tænke på, at bølgerne, der skyller i land, har rejst tusinder af kilometer og måske stammer fra et stormvejr på Tahiti for flere dage siden. Af og til flyver flokke af pelikaner hen over brændingen. Om natten ryster hele vores hus en gang imellem, når bølgerne tordner ned på stranden.

Vi boede i Monterico i 3 dage. Stedet er dejlig alternativt i forhold til andre strandsteder og ikke særlig påvirket af turisme. Her er ingen store hoteller med room-service, men kun nogle få billige backpacker-steder og et par beskedne restauranter. Smag og behag er jo forskellig, men jeg befinder mig bedst på steder som disse, hvor man fornemmer noget af det lokale islæt og har lidt fornemmelse af hvor på kloden, man befinder sig. Stranden ved Monterico er ikke en kridhvid sandstrand som på postkortene, men den består af mørkt lavasand, vejene omkring kysten er ikke asfalterede, og bag de få beskedne strandhoteller ligger der en rigtig guatemalansk landsby.

Næsten alle vores måltider indtog vi på "Johnnys Place", som er en lille restaurant på stranden. Den første morgen stod vi op ved femtiden for at padle rundt i det store vådområde tæt ved kysten. Utrolig flot oplevelse! I starten var der en strålende stjernehimmel, og efterhånden som det blev lyst kunne man se et rigt, eksotisk fugleliv. Ude i horisonten så man silhuetterne af en masse høje vulkaner.

Klik på billederne for stort format

1-2: Fra stranden ved Monterico
3-4: Bag de få beskedne strandhoteller ved Monterico ligger der en rigtig guatemalansk landsby.




Tikal:



Fra det fantastiske tempelområde ved Tikal i det nordøstlige Guatemala.

Guatemalas hovedattraktion for turister er maya-ruinerne ved Tikal oppe i Guatemalas nordøstlige regnskov. Det var en meget lang køretur derop, men det var anstrengelserne værd. Ruinerne ligger inde i en vaskeægte regnskov, og det er rigtig jungle, med alt det, der hører med til forventningerne om en sådan: Dampende, fugtigvarmt klima og masser af eksotiske fugle og aber, der svinger sig i træerne. Templerne strækker sig over et stort område inde i junglen, og det er ikke alle, der er udgravet, men det største kompleks ligger meget idyllisk i en lysning inde i junglen, hvor fugle og aber bevæger sig rundt i træerne og kigger nysgerrigt ned på de besøgende. Vi var oppe på toppen af 3 af pyramiderne, som er ca. 40 meter høje, ad nogle halsbrækkende trapper, som absolut ikke er for folk med højdesyge! Til gengæld havde vi en formidabel udsigt fra toppen ud over de enorme skovområder. Der ligger masser af maya-ruiner gemt i denne skov, blandt andet templerne ved El Mirador endnu længere mod nord. Disse forventes at blive Mellemamerikas største seværdighed, når det engang bliver muligt for almindelige turister at komme dertil, for i dag findes der ingen veje derop. Hvis vi skulle have besøgt El Mirador, ville det have krævet en lille uges trekking gennem junglen, og det var lige i overkanten.


Klik på billederne for stort format

1-4: Fra området omkring ruinerne ved Tikal.



Rio Dulce og Livingston:



Fra sejlturen på Rio Dulce op til byen Livingston.


En af de flotteste sejlture, jeg har foretaget til dato, var sejlturen op ad floden Rio Dulce og ud til kystbyen Livingston ved Det Caribiske Hav, som vi kom til i forgårds. Byen har ingen vejforbindelse til omverdenen, så al transport foregår ad søvejen, hvilket er med til at give stedet dets unikke karakter. Den manglende vejforbindelse er i øvrigt helt i overensstemmelse med den lokale befolknings ønsker. I øvrigt er der her langt flere sorte mennesker end i resten af Guatemala - noget, der har sine historiske grunde helt tilbage fra slavehandelens tid. Sejlturen tager normalt 1 times tid med en af de hurtiggående lanchaer (store speedbåde til offentlig transport), men den kom til at vare en times tid længere, fordi motoren i vores båd gik i stå midt ude på floden. Efter flere forgæves startforsøg fik vi assistance af en anden båd, som samlede os op og fik passagerer og bagage losset om. Men sejlturen var fantastisk. På et tidspunkt udvider Rio Dulce sig til en stor sø, men den sidste halve times tid før Livingston bugter floden sig gennem en dyb kløft med tæt regnskov på begge sider. Ind imellem lå der små hytter ved bredderne med permanent beboelse, og de lokale sejlede rundt i deres trækanoer. Uden en båd her er man fuldstændig isoleret fra omverdenen. Pludselig dukkede Det Caribiske Hav op forude, lige før Livingston.


Klik på billederne for stort format

1-2: Fra sejlturen på Rio Dulce op til Livingston.
3-4: Fra byen Livingston ved Det Caribiske Hav.



Du kan se og læse mine øvrige billeder og artikler fra turen ved at klikke på nedenstående links:

  • Antigua og omegn. På sprogskole og på vulkaner i Guatemala

  • Atitlan-søen i Guatemalas højland

  • Rejsebreve fra Guatemala




  • Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.
    Klik HER, hvis du vil kontakte mig.