Fjeldvandrere og bjergbestigere, der kommer til Egypten, vil utvivlsomt have toppen af pyramiderne i deres tanker som en fristende udfordring. De ligger godt en snes kilometer uden for millionbyen Cairo, hvorfra de kan ses som nogle uvirkelige, perfekte geometriske figurer ved randen af ørkenen. Men det er umuligt på denne afstand at få et begreb om deres enorme størrelse fordi der ikke findes noget andet menneskeskabt, de kan sættes i forhold til.

Kheops og Chefren er de to højeste (cirka 136 meter), og de er bygget for cirka 5.000 år siden som gravmæler for kongerne af samme navn. Da de i sin tid blev opført, blev de på ydersiden dækket af et lag hvide kalksten, som dannede 4 perfekte, glatpolerede flader uden en eneste uregelmæssighed. Af samme grund må de dengang have været så godt som ubestigelige, eftersom hældningen er på 52 grader. Men det må have været et fantastisk syn i oldtiden! I tidernes løb, da der kom andre kulturer til Egypten, besluttede man dog, at stenene kunne tjene nyttigere formål, og begyndte systematisk at fjerne det yderste lag for at bygge moskeer og andre, mere tidssvarende monumenter inde i Cairo. Resultatet er, at pyramiderne i dag fremstår som en endeløs række af smalle afsatser med cirka 1 ½ meters afstand i højden. Den øverste del af Chefren-pyramiden er dog stadig belagt med yderlaget af kalksten og kan derfor ikke bestiges.

At bestige Kheopspyramiden er ingen sag for de bjergvante, men helt ufarligt er det nu ikke. I årenes løb er mange styrtet ned og har brækket arme og ben, og flere har mistet livet ved det. Mister man først balancen og falder ned til den næste afsats, kan man nemlig meget nemt komme til at trille fra trin til trin, og så er der ikke meget tilbage af én, når man når til vejs ende. Hvis man lider af svimmelhed kan det også blive en ubehagelig oplevelse, for siderne er som nævnt meget stejle, og mange af de årtusindgamle sten er løse.

Jeg besteg Kheopspyramiden i december 1975 under mit første besøg i Egypten. I dag vil jeg tro, at det er nærmest umuligt at komme derop på eget initiativ, for turistområdet omkring Giza er spækket med politi på grund af den nye verdensorden efter 11. september. Men da jeg kom derud første gang i 1975 bekendtgjorde det såkaldte ”turistpoliti”, at det var forbudt at bestige pyramiden på grund af det stigende antal ulykker. Men orienten er orienten. Da betjenten opdager, at jeg meget gerne vil derop, siger han til sidst resigneret: ”Well, if you really want to climb the pyramid, you better do it from the other side where the police can´t see you!”

Jeg fulgte hans råd og begyndte opstigningen fra den modsatte side, der vender ud mod ørkenen. Det er sværest at komme de første 10 meter op fordi de sten, der dannede de nederste afsatser, jo har været de lettest tilgængelige og derfor er blevet fjernet først gennem tiderne. Ellers er det en meget sælsom oplevelse at klatre op ad dette 5.000 år gamle bjerg, der er lavet af mennesker.

Bestigningen sker lettest langs en af kanterne, der jo er den mindst stejle vej til toppen. Nogle af blokkene er forvitrede, så der er en slags fodfæste mellem afsatserne, andre steder maver man sig op til den næste etage. Jo højere man kommer op, jo mere går det op for én, hvor kolossale dimensionerne er i forhold til den menneskelige arbejdskraft, der er præsteret. Toppen kommer langsomt nærmere, og fra pyramidens øvre regioner trænger efterhånden kun de mest støjende lyde op til én fra det brogede folkeliv af turister, beduiner og kameler, der udfolder sig dernede.




På vej mod toppen af kheopspyramiden. Nogle af de enorme, årtusindgamle stenblokke er forvitrede, så der er en slags fodfæste
mellem afsatserne, andre steder maver man sig op til den næste etage.

Endelig passeres de sidste afsatser, og omsider står man så ved målet: En platform på 10 x 10 meter der er fremkommet ved, at selve toppen er fjernet. Og man behøver hverken være romantiker, historiker eller bjerginteresseret for at blive betaget af udsigten. Mod sydøst ses den utrolige millionby Cairo, hvor et par og tyve millioner mennesker er klumpet sammen i måske verdens største by. Mod vest ses den diametrale modsætning: Begyndelsen til Sahara, der strækker sig 4.000 kilometer tværs over Afrika. Og i Egypten er grænsen mellem ørkenen og den frugtbare Nildal nogle steder så skarp, at man bogstavelig talt kan stå med et ben hvert sted.

Jeg skal ikke fortabe mig mere i udsigtsbeskrivelser men kan kun varmt anbefale Egypten for alle eventyrlystne som et alternativ til skiferien om vinteren. Det er er et land med en særpræget natur og et helt fantastisk folkeliv, som har rødder tusinder af år tilbage i tiden. Tag med toget ned gennem Nildalen og oplev et landskab og en kultur, som du ikke finder magen til andre steder i verden. Gå rundt i Cairo og oplev en ubeskrivelig blanding af gammelt og nyt . Byen er enorm, støvet kaotisk, proppet med mennesker, og den minder nærmest om flere hundrede landsbyer, der er vokset sammen. Men for mange vinder den ved et nærmere bekendtskab.

For 600 år siden citerede den store arabiske historiker Ibn Khaldun en rejsende, der i 1384 fortalte ham, at ”det, man kan forestille sig, overgår altid det man kan se, fordi man kan give fantasien frit spil. Cairo er en undtagelse, fordi den overgår enhver fantasi ”. Det gør Cairo stadig, og så er det lige meget hvor god en fantasi man har.