|
|
|
|
|
Tekst og foto: Erik Pontoppidan
Fra den smukke blomstrende have ved vores lille guest-house.
Min eks-kæreste og jeg havde kendt hinanden i over 9 år, og vi var på adskillige rejser sammen. Men af alle vores fælles oplevelser var der især en, som Elise altid vendte tilbage til og kaldte den mest romantiske rejseoplevelse, hun nogen sinde havde haft.
Det var i sommeren 1998. Jeg havde levet som single i 8 år i en lille toværelses i Lyngby og havde for nylig mødt den anden kvinde i mit liv "ved en smuk tilfældighed", som Kim Larsen synger i sit lille mesterværk "Perron Gare du Nord". Det var der al mulig grund til at fejre. Og som mangeårig rejsefreak og backpacker var der for mig ingen tvivl om, hvordan dette skulle gøres. Vi skulle selvfølgelig tage ud på en eksotisk rejse sammen!
Vi var på det tidspunkt begge to i starten af 50-erne, men vores rejseerfaringer var meget forskellige. Elise var mor til 3 børn og havde været hønemor siden hun var 19. Udlandsrejser havde for hende hidtil været noget med familieture til Gran Canaria, sejlture til Nordtyskland og lignende. Jeg havde rejst i hele mit liv i store dele af verden som backpacker men havde stadig masser af appetit på nye oplevelser. Så hvad var mere oplagt end at introducere min nye kæreste til rejselivets vidunderlige verden?
Som rejsemål valgte vi 3 ugers rundrejse i Thailand som backpackere. Jeg nød at øse af min rejseerfaring som globetrotter, og det var mig, der planlagde det hele: Først et par dage i Bangkok, derefter med nattog til Sydthailand til et lille, romantisk guest-house på en eksotisk palmestrand ved Det Indiske Ocean.
Bangkok bliver man aldrig træt af. Under overfladen af støj og kaos er den eksotisk og fremmedartet, og byen har en tiltrækkende, hektisk atmosfære og en dynamik, som man mærker overalt. På gaderne, på de utallige markeder, i flodbusserne på Chao Phraya - floden, i de tusinder af restauranter og gadekøkkener og masser af andre steder.
Og hvis det er allerførste gang, man er i Østen, så føles mødet med denne by som om man er landet på en anden planet. Vi fandt et hyggeligt hotel i Banglampu-kvarteret nær Khao San Road og Chao Phraya - floden, hvor vi oplevede noget af Bangkoks pulserende liv døgnet rundt. Og efter nogle dage her steg vi på nattoget på Hualampong-banegården i byens centrum for at køre mod syd.
Jeg elsker at køre med tog og synes helt ubetinget, at togrejser er den mest romantiske transportform, der findes. Når man overnatter i en liggevogn eller en sovevogn og er på vej føler man sig fuldstændig isoleret fra resten af verden på en eventyrlig måde. Forventningen om kommende oplevelser, de fremmede stemmer på stationerne, den rytmiske lyd af skinner og sporskifter - det hele giver én fornemmelsen af at få landet ind under huden på en helt anden måde, end hvis man sætter sig op i et fly eller en bus.
Da det blev lyst næste morgen kunne vi se, at toget kørte gennem idylliske palmelunde og forbi små landsbyer i daggryet. Fra stationen nær Surat Thani tog vi videre med den lokale bus til vores bestemmelsessted. Vi havde udset os et lille guest-house ved navn "Dawn Of Happiness" helt ude i strandkanten - en vidunderlig øko-lodge cirka 20 kilometer fra byen Krabi. Ingen luksus overhovedet, ingen svømmepøler, ingen larmende børnefamilier, ingen TV-apparater i døgndrift, kun eksotisk fuglesang i den lille, blomstrende have og lyden af bølgebruset lige udenfor bambusterrassen. Kort sagt: Vores dage på dette guest-house var indbegrebet af en fred og idyl, som man kun sjældent oplever på en rejse.
Vi kom til at bo i lodgens allerbedste hytte, som næsten lå på strandbredden. Når vi lå i den store dobbeltseng under det hvide myggenet, kunne vi slumre ind til den beroligende lyd af bølgebruset. På grund af det kraftige tidevand kunne vi opleve at falde i søvn til bølgeslaget og vågne nogle timer senere for kun at høre havet som en svag brusen mange hundrede meter ude bag de våde sandsletter.
Artiklen blev bragt i Politikens "Vi rejser" - tillæg lørdag den 3. juni 2006.
|
|
|
|
|