Min rundrejse i Gambia og Senegal i februar 2004 var en oplevelse for livet. Turen startede i Banjul ude ved kysten, og i løbet af en uge kørte vi mod øst ind i Afrika, op langs Gambiafloden og videre ind i Senegal - en samlet rundtur på over 1.000 kilometer. De 55 kilometer af turen blev dog tilbagelagt i en åben båd, hvor vi i løbet af en dag sejlede fra Jang Jang Bureh (det tidligere Georgetown) til Basse Santa Su og nød det smukke landskab og det eksotiske dyreliv. Derfra krydsede vi grænsen til Senegal og fortsatte ind i den store nationalpark Nikkolo Koba, hvor vi boede 2 dage og blandt andet så på flodheste, krokodiller og et utal af eksotiske fugle. Turens største oplevelse var dog mødet med den lokale befolkning med dens traditioner og kultur, hvor man i starten nærmest følte, at man var landet på en anden planet. Både i Gambia og Senegal var vi hele tiden tæt på afrikanerne, og vi besøgte blandt andet landsbyer og skoler undervejs.

Jeg har tidligere besøgt Afrika mange gange, men de fleste af rejserne er gået til de nordafrikanske lande ved Middelhavskysten (Marokko, Tunesien og Egypten), hvor befolkningen og kulturen er helt anderledes end længere sydpå. For mange år siden (i sommeren 1972) rejste jeg dog rundt i Kenya, Uganda og Tanzania i forbindelse med deltagelse i to arbejdslejre, arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke. Efter dette besøg har jeg gennem alle årene haft lyst til at gense det sorte Afrika med sine helt specielle farver, lugte, lyde og synsindtryk, og det fik jeg rig lejlighed til på denne rundrejse. Det er fascinerende, at selv om kulturen, sproget og landskaberne i Gambia og Senegal er meget forskellige fra Østafrika, så er der alligevel et eller andet udefinerligt, som forener det store kontinent, når man er syd for Sahara. Nogle af nøgleordene i den forbindelse er kropssproget, musikaliteten, tonen i det talte sprog og befolkningens måde at tænke på - og så naturligvis det varme klima, der skaber fælles livsbetingelser på mange måder.

Rundrejsen var ind imellem anstrengende (en af dagene kørte vi 14 timer i bus!), men vi fik utrolig meget med hjem på alle måder. Og hvis nogen tror, at Gambia er en turistfælde, så skulle de prøve at rejse ind i landet. Selv om Gambia har været et chartermål siden 1970-erne, så føles det som om man er havnet i en tidslomme, hvis man bevæger sig væk fra kysten. Kun få af vejene er asfalterede, men uanset deres belægning, så er langt de fleste af dem fyldt med huller, som gør længere rejser lange og besværlige. Af samme grund er landets infrastruktur dårlig, og tjekkede turistrejser i større målestok er i dag en umulighed. Inde i landet - både i Gambia og Senegal - bor den lokale befolkning stadig i landsbyer med runde lerhytter og elefantgræs på taget - i øvrigt et billede, som rigtig mange stadig har på nethinden om Afrika. Egentlig troede jeg i starten, at Gambia var rigere og mere veludviklet end Senegal på grund af de mange års charterturisme, men det forholder sig faktisk lige omvendt. Senegal har nemlig langt flere naturressourcer og industri, og de nære bånd til den tidligere franske kolonimagt gør, at det økonomiske sikkerhedsnet er langt bedre end i Gambia.

Til allersidst en varm tak til vores spændende, inspirerende og meget vidende turleder Morten Stausholm fra Spies Rejser, som har en stor del af æren for, at turen blev så vellykket.

Hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking, så klik HER