Tekst og fotos:Erik Pontoppidan

Jeg tror, at rigtig mange mener, at oplevelsernes dybde og kvalitet bliver større, jo længere der er til rejsemålet. Og det er da rigtigt, at man ofte møder spændende og fremmede kulturer i Langbortistan. Men bortset fra det, så er det en sandhed med modifikationer.

Jeg har et stort rejseprojekt i tankerne, når jeg i nær fremtid ikke mere er arbejdsramt: Jeg vil tage på en lang rundrejse gennem Udkantsdanmark, med overnatning i telt på primitive lejrpladser eller på små, ydmyge pensionater. Aftenerne vil jeg tilbringe på den lokale kro i selskab med de lokale og adskillige store fadøl. Her er jeg helt sikker på, at jeg vil få masser af kulturchok og eksotiske oplevelser!

Men tilbage til emnet for denne artikel: Til dem, der har rejst næsten overalt og nu søger efter specielle og alternative oplevelser, så har jeg et godt forslag: Tag på en weekendtur med den legendariske DC-3 til middelalderfestival på Gotland!

DC-3 Vennerne

Der findes en dansk forening, som hedder DC-3 Vennerne. Foreningen har cirka 3.000 medlemmer, og dens eksistens er ene og alene baseret på, at den vedligeholder et flyvedygtigt eksemplar af det legendariske fly DC-3 eller Dakota. Utroligt, men sandt! For de, der ikke ved det, kan jeg oplyse, at DC-3éren er et af de mest berømte fly i verdenshistorien. Flyet blev konstrueret af Douglas-fabrikkerne i USA i 1930-erne, og det var det første fly, som blev benyttet til transport i større stil for betalende passagerer. Desuden har DC-3éren været i centrum adskillige gange på verdensplan, både historisk og i filmens verden. Jeg nævner i flæng luftbroen til Berlin efter Anden Verdenskrig og filmen ”Tabte horisonter” fra 1930-erne, lavet ud fra James Hiltons bog af samme navn. Filmen handler om en gruppe vesterlændinge, der bliver bortført med fly til det ukendte fantasi-paradis ”Shangri La” et eller andet sted i Tibet.

DC-3 Vennernes fly blev bygget på Douglas-fabrikken i Long Beach i Califonien i april 1944 og blev umiddelbart derefter leveret til US Air Force. I sit lange liv har flyet ført en omtumlet tilværelse. I 1945 overtog det norske luftvåben flyet men lod det allerede året efter overgå til Det Norske Luftfartsselskab, der senere indgik i Scandinavian Airlines System (det nuværende SAS). I 1953 blev det købt af det danske flyvevåben og fløj herefter i 29 år med hjemsted i Flyvestation Værløse. Herefter besluttede Forsvarsministeriet, at flyet skulle anvendes til museale formål, og det blev overdraget til Tøjhusmuseet i København. På grund af manglende opbevaringsfaciliteter – og i erkendelse af, at et fly opbevares bedre ved at blive holdt flyvende end at stå uvirksomt på jorden indendørs – blev det i 1984 overdraget til Bohnstedt-Petersen A/S. Firmaet holdt det flyvedygtigt indtil juni 1992, hvor det blev leveret tilbage til Tøjhusmuseet. Umiddelbart derefter fik Foreningen for Flyvende Museumsfly overdraget flyet som ejendom. Og sammen med støtteforeningen DC-3 Vennerne holdes det nu flyvende med hjælp fra cirka 3.000 medlemmer og forskellige sponsorer.

I sommerhalvåret arrangerer DC-3 Vennerne adskillige korte og lange ture for medlemmerne med den gamle legende. Alle turene starter fra Roskilde Lufthavn i Tune, og man kan f.eks. komme på en endagstur til den gamle by i Århus eller til Frederikshavn, Skagen eller Bornholm. De længere ture er med overnatning, og her er der f.eks. mulighed for at besøge Berlin og Gotland. Sidstnævnte tur deltog jeg i den 12.- 13. august 2011. Det blev til en fantastisk oplevelse, som ingen rejsebureauer kan hamle op med!

Turen var nær blevet aflyst. Den våde danske sommer 2011 holdt sig ikke tilbage den 12. august, og for et 67-årigt fly er vejret en meget vigtig faktor. Teknologien er enkel, men ældgammel. Piloterne skal med deres egne øjne kunne se 8 kilometer frem på hele ruten for at turen kan gennemføres. Her er der ingen computer, som kan programmeres til at føre flyet frem til destinationen. Og næsten al kommunikation med flyets bevægelige dele sker ved hjælp af stålwirer, ikke med moderne hydraulik. Sikkerhedsprocedurerne i forbindelse med start og landing er stort set de samme som ved almindelige flyvninger, dog en hel del mere afslappet. Og sidst, men ikke mindst: Piloterne er hyggelige ”old boys”, dvs. typisk personer over 60, hvilket har sin forklaring. I dag er der meget få piloter tilbage, som er i stand til at flyve en DC-3.

Men vi KOM af sted. Startede præcis klokken 8 som planlagt og gled elegant hen over Furesøen, forbi Landskrona, hen over de udstrakte svenske skove og søer, ud over Østersøen og Øland til Visby på Gotland, hvor vi landede efter godt 2 ½ times flyvning. På disse ture er selve flyvningen ifølge sagens natur en del af oplevelsen, og der er rig lejlighed til at studere landskabet nedenunder, ikke mindst, fordi flyvehøjden kun er på 3 - 400 meter. Det betyder, at man rent faktisk kan se alt, hvad der foregår af menneskelig aktivitet på landjorden. Og hos DC-3 Vennerne er motorlyden en nostalgisk del af oplevelsen. Det lyder måske lidt nørdet, men jeg kan godt følge det. Jeg hører til generationen, som var med på utallige charterrejser i starten af 1960-erne, hvor propelfly (især DC-6) var det altdominerende transportmiddel for den gryende masseturisme. Første gang jeg fløj med en DC-3 var som rutefly mellem Kathmandu og Pokhara i Nepal i foråret 1969, så for mig rummede turen mange forbindelser til mit tidligere rejseliv.


Klik på billederne for stort format





Den årlige middelalderfestival i Visby

Turen til Visby med DC-3 Vennerne er et fantastisk produkt. Sammen med transporten i det gamle fly er det lidt af en tidsrejse, for Visby er en charmerende, ældgammel middelalderby. I middelalderen var den en af Nordens allervigtigste, og den har også dybe historiske rødder til Danmark. Valdemar Atterdag erobrede byen i 1361, og i 1389 blev hans datter, Margrethe Den Første, dronning over de nordiske lande (Kalmar-unionen). I øvrigt var Gotland under dansk herredømme i cirka 200 år mellem det 15. og 17. århundrede. Og sidst, men ikke mindst: Den gamle by er omgivet af en velbevaret 3 kilometer lang, imponerende fæstningsmur med tårne.

Men det, som gjorde turen ekstra spændende var, at besøget faldt sammen med den årlige middelalderfestival i Visby i starten af august. Her forvandles byen til et levende museum, fordi en stor del af indbyggerne klæder sig ud i tøj fra dengang Visby var en af de mest magtfulde byer i Østersø-området. Og der gøres rigtig meget ud af denne event. Hele byen summer af aktivitet. Der er ridderturneringer ved bymuren, og på gaderne vrimler det med musikanter, ildslugere, gøglere, kræmmere, tiggere og munke. Den store park nær bymuren bliver omdannet til et gigantisk marked, hvor man kan få et live-indblik i nogle af de gamle håndværk og andre kulturelle traditioner. Og i en af byens ældgamle kirkeruiner blev der i løbet af ugen afholdt koncerter med musik spillet på originale instrumenter fra middelalderen.

Lige uden for bymuren, på den oprindelige beliggenhed for begivenheden, blev der arrangeret en rekonstruktion af det slag, som Valdemar Atterdag gennemførte mod en oprørsk bondehær på 2.000 mand i år 1361. Genopførelsen var meget autentisk, med heste, ringbrynjer, sværd og buer, og det blev levende kommenteret, vistnok af en professor i historie. Der var tusindvis af tilskuere, som ifølge sagens natur holdt med gotlænderne, men man kan jo som bekendt ikke ændre historiens gang. I virkelighedens verden vandt danskerne slaget, og næsten alle de 2.000 bondesoldater blev dræbt.

Jeg var især imponeret over, hvor mange unge indfødte i Visby, som gik op i festivalen med liv og sjæl. Det årlige pinsekarneval i København blegner ved siden af de unge gotlænderes deltagelse i ridderturneringer, bueskydninger og musikalske optræden! I det hele taget har jeg svært ved at forestille mig, at helt unge danskere ville kunne engagere sig i en tilsvarende historisk begivenhed i en dansk provinsby. Og det skyldes i hvert fald ikke, at Danmarks historiske fortid mangler begivenheder og tidsperioder, som kunne genoplives. Jeg nævner i flæng slaget ved Dybbøl i 1864 eller en årlig middelalderfestival i Danmarks ældste by Ribe.

Hvis man trænger til lidt afslapning midt i de mange oplevelser i Visby er der masser af caféer og restauranter i den gamle by, hvor man kan slappe af med en stor fadøl, en kop kaffe eller en god middag. Eller shopping. Sidstnævnte vil jeg dog overlade til det modsatte køn. Jeg skal helst ikke være i nærheden af kvinder, som dyrker denne disciplin. Min kæreste er vild med shopping, så når vi besøger større handelscentre ender det altid med, at jeg nyder en eller flere fadøl på en café mens Elise udforsker byens kommercielle fristelser.

Vi var ekstremt heldige med vejret. Begge dagene under vores besøg var der regn og skyer i Østdanmark, men i Visby skinnede solen stort set hele tiden, med sommertemperaturer. Solnedgangen over Østersøen lige uden for den gamle bymur var i hvert fald en af de flotteste, jeg har set længe. Først da flyet nærmede sig Øresund på hjemturen dukkede de mørke skyer op, og landingen i Roskilde skete i gråvejr og småregn.


Praktiske oplysninger

For at komme ud og flyve med DC-3-eren kræves, at man er medlem af DC-3 Vennerne. Et årsmedlemsskab koster 250 kroner for enkeltmedlemmer og 350 kroner for en husstand eller for medlemmer, der bor i udlandet. For kontingentet får man – udover adgang til at komme med på turene - det spændende blad ”DC-3 – nyt”, der udsendes 4 gange om året. Bladet indeholder mange interessante artikler om gamle fly, og det er her, turene annonceres.

Prisen for turene varierer meget, afhængigt af destinationen. De billigste rundflyvninger, hvor man starter og lander samme sted, koster mellem 325 og 425 kroner. Den beskrevne tur til Gotland kostede 3.500 kroner pr. deltager inklusiv hotelovernatning i Visby.





Klik HER for at se hovedportalen for min hjemmeside.
Klik HER for at kontakte mig.