Kilder: Henning Andersen: Øer født af ild (Forlaget Hjulet, 1994), og Lonely Planet: Indonesia.

I løbet af 24 timer dræbte udbruddet over 36.000 mennesker og ødelagde 165 landsbyer. Den mest katastrofale effekt kom fra en flodbølge (tsunami) på op til 40 meter, som skyllede ind over kysterne på Sumatra og Java og flyttede selv større dampskibe adskillige kilometer ind i landet! Det fortælles, at bølgerne kunne måles så langt væk som til den engelske kanal. Derudover blæste vulkanen enorme mængder aske og gas højt op i stratosfæren. Der faldt aske ned i Singapore 840 km væk og på skibe op til 6.000 km væk. Sunda-strædet var indhyllet i mørke i ca. 1 døgn. I de følgende måneder var solnedgangene overalt i verden meget farverige på grund af asken i atmosfæren. 3 måneder efter udbruddet var farverne på himlen så specielle i USA, at der blev slået brandalarm flere gange uden grund! Der blev udslynget ca. 18 kubikkilometer lava, og 2/3 af øen Krakatau forsvandt. Energien i eksplosionen var så stor, at det svarer til hele 2. verdenskrigs samlede ammunition affyret på én gang, inklusive de to atombomber over Hiroshima og Nagasaki!

Vulkanen vågner

I over 200 år havde man som nævnt intet mærket til Krakatau, da den i maj 1883 begyndte at røre på sig. Den aflange klippeø var skovbevokset og bestod af flere vulkankegler med kratere på toppen. De indfødte hentede i ny og næ tømmer på øen.

Men den 20. maj det år hævede der sig pludselig en kæmpehøj dampsøjle over vulkanøen. Fra et forbisejlende skib beregnede man søjlens højde til 17 km, og kaptajnen noterede i sin logbog, at solen lignede "en azurblå kugle, som hang i en uhyre kuppel af mælkeglas". Dampsøjlen indeholdt aske, der dryssede ned i mange kilometers omkreds og længe fulgte skibet.

En uge senere besluttede den hollandske generalguvernør, at der skulle sendes en ekspedition til vulkanøen for at undersøge situationen, og en gruppe geologer skulle deltage for at give en vurdering af udbruddet. Skibet nærmede sig den godt 40 kvadratkilometer store ubeboede ø fra læsiden. Ca. hvert femte minut lød der eksplosioner, og pimpsten og aske slyngedes højt til vejrs. Der var udbrud i tre kratere.

Geologerne konstaterede, at et nyt krater var opstået på toppen af Krakatau - med et tværsnit på godt 1 kilometer! Da vovehalsene igen sejlede væk fra øen, udslyngede vulkanen pludselig glødende stenblokke, der knustes i småstumper på bjergsiden, hvor de kort forinden havde gået. Glødende lavastrømme var der intet spor af.

Ekspeditionsmedlemmerne troede, de havde oplevet kulminationen af Krakataus udbrud. De kunne ikke ane, at den endelige eksplosion skulle finde sted et par måneder senere, og at den ville kunne mærkes over store dele af verden. De første iagttagelser i København har Kai Schou skildret således i sin bog "Ukuelige menneske" (1960):

"I en mørk eftermiddagstime torsdag den 29.november 1883 samledes københavnerne i småklynger på Kongens Nytorv og Halmtorvet og diskuterede et uforklarligt, stærkt rødligt skær, som oplyste hele den sydvestlige himmel. Solnedgangen kunne jo ikke være i den retning, så det måtte nok stamme fra en eller anden storbrand. Enkelte kloge hoveder foreslog Carlsberg-bryggerierne som lysskærets ophavssted, "der gik de jo ude og rodede med indlæggelse af det nye elektriske lys". Men nogen sikker løsning nåede man ikke frem til".

Den følgende dag kunne Berlingske Tidende - med Berliner Tageblatt som kilde - meddele, at fænomenet også var observeret i den tyske hovedstad. Først den 3. december kom forklaringen med gengivelse af et læserbrev i Times et par dage tidligere, hvori en engelsk meteorolog "satte luftsynet i forbindelse med lysbrydninger i cirkulerende støv fra det vældige vulkanudbrud i Sunda-strædet mellem Java og Sumatra tre måneder før, som havde farvet solen blå på Trinidad og grøn på Ceylon" (Sri Lanka).

Nogle dage senere blev lidt af støvet, hvis enkelte partikler kun målte fra én til tre tusindedele af en millimeter, samlet op ved Harrow i England og skyndsomt præsenteret ved et møde i det højlærde Royal Society. Her undrede man sig navnlig over, at dele af det blev tiltrukket af en magnet (ligesom det skete med det støv, der faldt i Venedig fra det store islandske vulkanudbrud nøjagtig 100 år før).

Så blev der stille om himmelstøvet i de danske aviser. Selve vulkanudbruddet, som havde sat det i cirkulation rundt om jorden, var man for længst holdt op med at beskæftige sig med".

I løbet af de næste par måneder voksede vulkanens virksomhed. Der åbnede sig stadig nye kratere, hvorfra eksplosioner slyngede aske og slagger mange kilometer til vejrs. Den sidste, der besøgte øen inden den store eksplosion, var chefen for Javas topografiske institut, kaptajn Ferzenaar, som vovede sig i land den 11. august.

Alle træer stod som afbrændte tændstikstumper i den svedne jord. Han lagde også mærke til, at der var flere aktive kratere end de foregående besøgende havde bemærket. De lå nærmest på en spalte tværs gennem øen. Under enormt gastryk slyngedes aske og pimpsten op af kraterne. Ferzenaar så også, at den gamle kraterkegle, Danan midt mellem de tre øer var styrtet helt sammen.. Og dagen efter konstaterede en forbisejlende engelsk kaptajn, at Danans krateråbning nu kun lå knap en meter under havets overflade.

Krakatau eksploderer

Hen på natten til den 27. august indtraf der en stilstand i aktiviteten. Luften kølnede af. Skulle det mon være overstået, tænkte man i de områder på Java, som lå nærmest vulkanen.

Det er blandt andet på grund af denne stilstand, at visse geologer bagefter har hævdet, at vulkanens glødende, øverste aktive område kan være sunket under havets overflade, så havet har afkølet den buldrende vulkan. De mente, at der på den måde kunne være opstået en kæmpeprop i vulkanrøret. Men det hjælper ikke at lukke for sikkerhedsventilen, hvis der stadig fyres op under kedlen!

Allerede da det begyndte at dages den 27. august, mandag morgen, kunne man iagttage en stærkt tiltagende bevægelse i havet omkring vulkanen. Kl. 5.30 indtraf en voldsom eksplosion. Kl 6.44 endnu en. Og kl. 10.02 den tredie - den voldsomste eksplosion, verden havde oplevet i århundreder: Som havde en dæmon sprængt sine lænker efter at have spændt sine kræfter til det yderste for at slippe fri af dem. "Dette eksplosionsbrag var så stærkt, at det vækkede sovende mennesker i Australien 3.000 km borte, og i visse retninger kunne eksplosionen høres 5.000 kilometer væk (som fra Oslo ned i Sahara). Lufttryksbølgen fra eksplosionen bevægede sig jordkloden rundt syv gange. Første runde gennemløb den med en hastighed på 1140 kilometer i timen, ved den femte havde den sagnet farten til 1080 km", beretter Kai Schou.

I lang tid derefter fremkaldte asken (lavastøvet) de skønneste solnedgange mange steder i verden. "Luftsyn", som det der blev observeret i København, forsvandt først med udgangen af december. Endnu en eksplosion - men svagere - fandt sted kl. 10.52. Efter eksplosionerne var hele den centrale del af Krakatau forsvundet, og havets bølger skyllede hen over det sted, hvor den rasende vulkan havde ligget. Kun nogle få rester af caldera-randens yderside stod tilbage - foruden en del af Rakata, der nu lignede en stejl, gennemskåret klippe.

Selve øen Krakatau var som nævnt ubeboet, og det, der skabte den store katastrofe, var tsunamien, den 35-40 meter høje flodbølge, der rejste sig i kølvandet på den store eksplosion kl. 10.02. Denne dræberbølge skyllede med en fart på 550 km i timen ind over de nærliggende kyster, druknede mindst 35.000 mennesker og udslettede 165 landsbyer. Bølgen registreredes jorden rundt af automatiske tidevandsmålere. F.eks. i Sydafrika (8.000 km borte) steg vandet 40-60 cm 14-15 timer senere, og selv i Kanalen mellem England og Frankrig mærkedes bølgen halvanden dag efter. Men dens store højde og ødelæggende virkning var aftaget ret hurtigt uden for Sunda-strædet. I Jakarta steg vandstanden således "kun" et par meter, men dog nok til, at byens lavestliggende kvarterer blev oversvømmede og hundreder omkom.








<==
I de senere år er der kommet gang i Krakatau igen, og
der er dannet en lille ø i midten af det område i havet,
hvor Krakatau lå før 1883. Det er muligt at besøge
resterne af øen, hvis man lejer en båd fra enten
Sumatra eller Java - forudsat, at den vulkanske
aktivitet ikke er for voldsom.


Tambora 1815

Krakatau er dog for intet at regne i forhold til udbruddet fra Gunung Tambora på øen Sumbawa i april 1815. Her blev der udslynget 150 - 180 kubikkilometer aske og pimpsten, og klodens gennemsnitstemperatur blev sænket mærkbart det følgende år. 1816 blev kendt som "året uden sommer" i Europa og USA. Blandt andet faldt der sne i London i august måned. Katastrofen krævede mere end 92.000 dødsofre, primært på grund af hungersnød, fordi afgrøderne blev ødelagt på øerne Sumbawa og Lombok.


Det er svært at tro, at den skovklædte, fredeligt udseende Tambora (2.851 meter) på Sumbawa i 1815 udsatte verden for den største (kendte) vulkankatastrofe i ca. 3.500 år. Tamboras udbrud skete med en energi, der var 10 gange voldsommere end Krakataus i 1883 og 100 gange voldsommere end det udbrud i Vesuv, der i året 79 e.Kr. begravede byerne Pompeji og Herculaneum. Udbruddet kostede 10-12.000 mennesker livet umiddelbart og dets følgevirkninger ifølge Indonesiens vulkanologer yderligere 80.000 - på en tid, hvor landets befolkning udgjorde 5-6 millioner mennesker. Og heri er ikke medregnet de 65-70.000 mennesker i Irland, der døde året efter - ganske vist under en tyfusepidemi, men denne skyldtes de klimaændringer, som udbruddet forårsagede over store dele af verden.

Om eftermiddagen den 5. April 1815 lød der i Jakarta på Java kanonild ude fra havet. Den daværende guvernør, Sir Thomas Stamford Raffles, gav to inspektionsskibe ordre til at undersøge, hvor lyden kom fra, for det måtte vel være skibe i nød eller kamp!

Samme dag ved Sulawesi hørte kaptajnen på krydseren Benares fra East India Company heftig artilleriild, afbrudt af uregelmæssige salver, der lød som riffelskud. Hurtigt gav han ordre til at sejle i retning af lyden og holde udkig efter sørøvere. Men man kunne ikke finde årsagen til kanontordenen, og krydseren vendte hjem. Alting så ud til at være normalt. Men uanset hvor mange tropper eller hvor mange skibe East India Company havde haft, kunne de intet have udrettet mod denne kanontorden. Larmen kom nemlig godt 300 km derfra. Det var Tambora, den på det tidspunkt godt 4.200 meter høje, junglebeklædte vulkan, der var godt i gang med at udslette sig selv.

Om morgenen den 6. april 1815 dryssede der lys aske ned over Jakarta. Nu var der ikke længere tvivl om hvad der havde forårsaget kanonbragene dagen før. En vulkan måtte være i udbrud. Men efter hvad man forestillede sig måtte det være en vulkan på Java, ikke så langt fra Jakarta.

Om eftermiddagen var luften helt stille. En trykket stemning havde grebet befolkningen. Man talte om, at et jordskælv måtte være nært forestående. Men frygten fortog sig da der ikke skete noget de næste par dage, selv om der blev ved med at falde aske over byen.

Om eftermiddagen den 10. April fulgte en serie enorme eksplosioner, som fik hele Java og de omliggende øer til at ryste. Et sted på Javas kyst, ca. 500 km fra vulkanen, vågnede en af Raffles' korrespondenter om morgenen den 12. April efter en unormal lang nattesøvn. Det var mørkt udenfor, men uret viste, at klokken var 8.30 om morgenen, to og en halv time efter normal solopgang. Klokken 9 var der stadig ikke noget dagslys. Klokken 10 skrev han til Raffles: "Der viste sig en anelse af lys på himlen, og en time senere begyndte fuglene at kvidre som ved daggry". Til lyden af de fjerne eksplosionsbrag satte korrespondenten sig ved bordet for at spise morgenmad ved et stearinlys.

Den 18. april sendte Raffles en skibsladning ris som hjælp til den sultende befolkning nærmest vulkanen. Da fartøjet ankom til Sumbawa så kaptajnen, løjtnant Philips, et komplet ødelagt landskab. Tambora, som tidligere havde været majestætisk at betragte ude fra havet, blev nu afsluttet foroven af et bredt plateau. Den øverste trediedel af bjerget var sprængt væk, og en stor den af øen var dækket af et halvt meter tykt lag aske og mudder, som kvalte alle planter. Philips rapporterede, at tusinder af træer, som var rykket op med rode, flød rundt i havet, og uhyre søer af lyse, blærede pimpsten gjorde det vanskeligt for skibe at sejle i farvandet.

Over 10.000 mennesker på Sumbawa var blevet dræbt af aske -og slaggeregnen. Flertallet af de 127.000 mennesker, der havde overlevet eksplosionerne, bukkede imidlertid under for den ondartede koleraepidemi eller hungersnøden, som fulgte i kølvandet på katastrofen. Overlevende, der strejfede rundt i det knædybe askelag, var villige til at bytte deres vigtigste ejendele for en lille portion ris. Der fortælles tilmed om forældre, som solgte deres børn for 3 kg ris. Lig af mennesker og dyr lå langs med vejene, og mange landsbyer var forladt af indbyggerne. De havde søgt til steder, hvor der endnu var noget grønt, der kunne spises. En lokal fyrste fortalte Philips:

"Den 10 april omkring kl. 19 sprang tre store ildsøjler frem nær toppen af Tambora. De hævede sig til stor højde, hvor de forenedes med en hvæsende lyd. En kort tid lignede bjerget et rasende uhyre, der spruttede ild i alle retninger. Vulkanudbruddet fortsatte med usvækket raseri, men efter en times rædsel var bjerget blevet skjult af et tykt tæppe af faldende aske.

På dette tidspunkt faldt der i byen Sanggar - 40 km fra vulkanen! - sten på størrelse med en knyttet næve. En voldsom hvirvelvind fulgte efter, og kl. 22 om aftenen var næsten alle huse i Sanggar væltet omkuld. Visse steder var hvirvelvindens effekt så stærk, at træer blev suget op i luften sammen med mennesker, huse, kvæg, og hvad der ellers kom inden for dens rækkevidde".

Tambora fortsatte med at rumle i tre måneder inden den faldt til ro. De stærke eksplosioner blev hørt mere end 1.600 km fra stedet. I op til 5 år havde skibe i Java-havet svært ved at sno sig igennem de enorme pimpstenslag fra havet.

Geologer har senere beregnet, at Tambora slyngede 1,7 millioner tons udbrudsprodukter i vejret. Det meste faldt til jorden igen med det samme, men det resterende var under eksplosionerne blevet pulveriseret til støv.

Støvskyerne nåede helt op i stratosfæren, hvor de holdt sig svævende, så solens lys blev svagere og varmen mindre. 1816 blev året uden sommer. I Amerika gik man med vinterfrakker midt om sommeren. Orangefarvede solnedgange kunne iagttages overalt på jordkloden. Og i Irland startede den nævnte tyfusepidemi. Alt sammen eftervirkningerne af Tamboras udbrud.

Og så var Tamboras udbrud endda ikke det voldsomste, Indonesien har oplevet. For 75.000 år siden fandt et udbrud sted som var ti gange stærkere end Tamboras, nemlig det, der dannede Lake Toba på Sumatra. Men Tamboras er utvivlsomt det værste, øriget her oplevet i historisk tid.

I dag er Gunung Tambora 2.830 meter høj, men før udbruddet i 1815 var den 4.200 meter. Oppe i det enorme krater findes en sø, og bjerget kan bestiges, men det kræver en hård, 3 dages trekkingtur. Krateret på toppen er ca. 1.100 meter dybt!

PS:
Hvis du vil læse mere om Krakatau, Tambora og andre vulkaner i Indonesien, så køb eller lån Henning Andersens bog "Øer født af ild" (forlaget Hjulet, 1994). Den er fyldt med spændende facts og beretninger om emnet.

PPS:

Klik HER, hvis du vil læse min beretning om bestigningen af den aktive vulkan Mount Bromo på Java.
Klik HER:, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.