Verden er fuld af medløbere. Mennesker, som følger med flokken og gemmer sig bag det tavse flertal. Som aldrig kunne drømme om at give udtryk for deres personlige holdninger, hvis det indebærer den mindste risiko. Som viger tilbage for at sige deres mening, hvis det bringer deres job eller deres sociale netværk i fare. Derfor har jeg altid været imponeret af mennesker, som tør give udtryk for deres holdninger og realisere deres drømme. I øvrigt har jeg altid syntes at mennesker, der brænder for en sag, er spændende og interessante!

Man kunne finde mange eksempler på kendte danskere og udlændinge, der er trådt i profil og derfor har skabt sig et eftermæle. Men det er langtfra alle af disse, som vil blive husket på en positiv måde. Politiske galninge, tyranner, diktatorer, populister, terrorister og andre, som er drevet af enten personligt magtbegær eller religiøs fanatisme, er naturligvis ude af billedet på forhånd. Men når det er sagt, så hænger ens bedømmelse af dem meget sammen med ens egne politiske holdninger og livsindstilling i øvrigt. Man kan jo selvsagt ikke være venner med alle.

I det følgende vil jeg beskrive to nulevende personer, som jeg har stor respekt for, og som helt sikkert vil kunne findes i historiebøgerne om 100 år. Det er to personer, som på hver sin meget forskellige måde har gjort noget, der satte verden i perspektiv og gav anledning til eftertanke.


Mathias Rust - den 19-årige pilot, der tog det sovjetiske forsvar på sengen

Mange danskere kender hans navn. I dag måske mest på grund af en café på Nørrebro i København, der er opkaldt efter ham. Men han fortjener et langt bedre eftermæle end en café i det indre København. Han er faktisk en af de medvirkende årsager til, at den kolde krig blev afsluttet.

Rust blev verdensberømt ved i maj 1987 helt alene at flyve i et lille enmotores Cessna-fly fra Hamborg til Den Røde Plads i Moskva uden at blive standset. Utroligt, men sandt! Terrorbalancen mellem Øst og Vest med radar-overvågning, raketforsvar, atomarsenal, spionsatelitter med mere var i fuld vigør. Han startede sin flyvning i Hamborg og fløj først via Island og Norge til Finland. Efter en optankning her fortsatte han mod Moskva. Da han forlod finsk luftrum havde han opgivet Stockholm som sin destination til flyveledelsen. I Finland blev der omgående indledt en redningsaktion, da han som følge af meget lav flyvehøjde forsvandt fra radaren. Herefter fløj han ind i estisk luftrum ved Den Finske Bugt, hvorfra han satte kursen mod Moskva.

Den sovjetiske flyveovervågning observerede ham på deres radar om eftermiddagen og sendte to MiG-23-jagere i luften. Den ene af dem observerede hans lille fly, men fik ikke tilladelse til at skyde det ned. Efter 5 ½ times flyvning nåede han ved 18-tiden Moskva, hvor han først kredsede over Den Røde Plads flere gange. Til sidst landede han på en bro over Moskva-floden og taxiede ind på pladsen, hvor mængden hilste ham med hurra-råb! Han blev dog meget hurtigt arresteret. Men hans landing tog fuldstændigt de sovjetiske myndigheder på sengen og havde til følge, at over 2.000 tjenestemænd i det sovjetiske forsvar blev fyret.

Er denne bedrift bemærkelsesværdig? Absolut ja! Den viser det absurde ved, at både Øst og Vest var bevæbnet til tænderne med våben og overvågning og alligevel ikke kunne hamle op med en 19-årig pilot, der havde fået en fiks ide. Den sandsynliggør også, at gigantiske, aktuelle forsvarsplaner som f.eks. USA´s missilskjold er vildt overvurderet og helt ineffektivt, når det drejer sig om det, alle frygter mest, nemlig terrorisme. Sporene fra fortiden skræmmer. Rygtet vil f. eks. vide, at selv Den Kinesiske Mur på 6.000 kilometers længde ikke kunne modstå angrebene udefra. Det forlyder, at en af murens store svagheder var, at fjenden fandt et nyt og effektivt våben, nemlig bestikkelse af murens vagter!

Verden har ændret sig meget siden 1987, især efter 11. September 2001, og hvis nogen skulle finde på at forsøge noget lignende i dag, ville de utvivlsomt være blevet skudt ned. Men plottet og signalværdien af Mathias Rusts bedrift var efter min mening helt fantastisk!


Frank Grevil - manden, der fik nok af bureaukraternes løgne og fortielser

Frank Grevils historie er beretningen om embedsmand, der fik nok af fortiede løgne og en formidabel inkompetence i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Det er også historien om en dansk spiontjeneste, der svigtede en af sine vigtigste opgaver, nemlig at levere et kvalificeret beslutningsgrundlag til landets politikere. Det er desuden historien om en dansk regering, der VILLE i krig uden smålig hensyntagen til faktuelle kendsgerninger eller mangel på disse. Og sidst, men ikke mindst: Historien om Frank Grevil er et fascinerende portræt af enegængeren, der valgte at satse karrieren og en stor del af sin fremtid på at sige sandheden.

Som mange allerede ved, handler historien om beslutningsgrundlaget for at sende Danmark i krig i Irak. Et af nøgleordene var masseødelæggelsesvåben - et begreb, som Bush, Fogh, Blair og mange andre af verdens statsledere blev ved med at bruge som en slags mantra og begrundelse for at starte en krig mod Saddam Hussein. Frank Grevil var på det tidspunkt ansat i FE og havde derfor detaljeret indsigt i både sagsbehandlinger, forretningsgange, fortrolig information, sine kollegers kvalifikationer, med mere. Hele sagsforløbet er beskrevet i journalisten Charlotte Aagaards bog "I nationens tjeneste" (udkommet 9, september 2005 på Informations Forlag). Udover en beskrivelse af sagens forløb giver bogen et nuanceret personportræt af Frank Grevil.

"En dag får major Frank Søholm Grevil fra Forsvarets Efterretningstjeneste nok. Stik imod alt hvad han har lært i de 20 år, han har været i det danske forsvar, og stik imod de regler om tavshedspligt, som han har fået indprentet i forbindelse med sin ansættelse på en af landets mest hemmelighedsfulde arbejdspladser, løfter han en dag i begyndelsen af februar røret på sin tjenestetelefon og taster 33 75 75 75. Telefonen ringer flere gange, før den bliver taget. "Berlingske", lyder en kvindestemme. Frank Grevil trækker vejret dybt. Han vil tale med en journalist. Det gør man bare ikke, når man arbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste." Kilde: Indledningen til bogen "I nationens tjeneste" om Frank Grevil, skrevet af Charlotte Aagaard.

Efter at sagen begyndte at rulle, blev Grevil hyldet af sine tilhængere og udsat for hetz-lignende angreb af sine modstandere. Pressen fandt kompromitterende forhold frem fra hans privatliv og kom med personlige angreb, som intet havde med den aktuelle sag at gøre. Pia Kjærsgaard kaldte ham en sladrehank og "En kedelig karl" på Dansk Folkepartis hjemmeside og misbrugte pressens oplysninger om hans privatliv. Det hele var naturligvis et forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved hans troværdighed i sagen. Når danske politikere kommer med perfide angreb på det niveau er det efter min mening et tydeligt tegn på, at de er i defensiven.

Grevil blev idømt 4 måneders ubetinget fængsel for at have lækket fortrolige oplysninger. Derimod blev de journalister, som havde viderebragt hans oplysninger, frifundet, selv om de var tiltalt af Københavns Politi efter hæleriparagraffen. Ganske interessant og tankevækkende!