Op til slutningen af 1960-erne var det propelfly, som transporterede chartergæsterne ud i verden - som på dette billede, der viser et af Tjæreborg-præstens gode gamle DC-6'ere parat til afgang fra Roms lufthavn i sommeren 1964. Propelflyene var betydelig langsommere og mere støjende end de moderne jetfly, men kunderne stod alligevel i kø for at komme med, selv om det f.eks tog næsten lige så lang tid at flyve til De Kanariske Øer, som det i dag tager at flyve til Thailand. Da flyhøjden kun lå på omkring 3.000 meter, var der desuden rig lejlighed til at opleve regn -og tordenvejr på nært hold med masser af turbulens. De fleste tog dog flyverejsen som en oplevelse. Det at komme op og flyve var dengang noget helt nyt og grænseoverskridende for almindelige danskere.

Charterrejsen som ferieform lever stadig i bedste velgående. Hvis man alene ser på antallet af rejsende, så har charterturismen det bedre end nogen sinde. Aldrig har så mange rejst så langt og så ofte for så få penge. Men der er unægtelig sket en udvikling siden Krogager og Spies for alvor startede deres pionerprojekter i starten af 1960-erne. Dengang var charterrejsen porten til en helt ny, fantastisk verden af muligheder for danskerne, men i dag er den blevet en industri. Der sælges stadig drømme i den branche, men det bliver stadig sværere at skjule, at charterrejsen er blevet et industriprodukt.

I dag er oplevelsen af at være pioner og opdagelsesrejsende på en chartertur helt forsvundet. Og tro det eller ej: I 1960-erne kunne en tur til Mallorca stadig byde på eksotiske og eventyrlige oplevelser! Bevares, teknisk set har produktet aldrig været bedre i dag, men det er utroligt, hvor mange hotelområder i f.eks. Sydeuropa, som er totalt blottet for charme og lokalkolorit i forhold til rejsekatalogernes malende beskrivelser.

I mit lange rejseliv har jeg været på utallige individuelle rygsækrejser med eventyrlige oplevelser, men jeg har også været på masser af helt almindelige charterrejser lige siden starten af 60-erne. Min allerførste charterrejse fandt sted i sommeren 1962 med det daværende Stjernerejser og gik 1 uge til den lille bjergby Macugnaga i Norditalien og 1 uge til Lugano i Schweiz - en fantastisk oplevelse, dels på grund af min dengang begrænsede rejseerfaring, dels, fordi det dengang var noget helt særligt at rejse med fly til udlandet. En almindelig flyvebillet kostede dengang en formue og var forbeholdt de absolut velhavende, og at sætte sig op i et rutefly var derfor for de fleste noget enestående og eventyrligt. Af samme grund havde rejsekatalogerne sans for helt andre detaljer end i dag. En typisk rejsebeskrivelse i et charterkatalog kunne f.eks. lyde således: "Vi benytter Scanairs store, komfortable DC7 dagfly med trykkabine og vejrradar. Efter cirka 2 timers flyvning passerer vi hen over Alpernes majestætiske bjergtoppe, og kort efter lander vi i Milanos lufthavn, hvorfra vi transporteres videre med bus ad snoede bjergveje til den lille bjergby Macugnaga". - En udmelding, der udstråler begejstring og eventyrlyst. Sådan er det ikke i dag, hvor nogle af de væsentligste informationer om flyrejsen består af en vejledning i evakuering af flyet samt information om udvalget af de såkaldte "toldfri varer" (som i øvrigt oftest kan købes langt billigere på rejsemålet, i hvert fald hvis man skal til Sydeuropa). De færreste i dag har i øvrigt sans for, at en flyrejse ofte rummer meget smukke visuelle oplevelser. I vores blaserte tidsalder har mange mistet evnen til at imponeres og begejstres af flotte udsigter og naturfænomener med deres utrolige former og farver. Hvis digteren H. C. Andersen kunne have besøgt vores tid og havde fået en vinduesplads i et ganske almindeligt rutefly ville det have gjort et dybt indtryk på ham, som helt sikkert ville have givet stof til flere eventyr og essays!

Og så er der jo selve rejsemålet eller "destinationen", som et hedder på nudansk. I 1960-erne og 70-erne kørte turistbusserne stadig rundt på hullede, tyndt trafikerede veje med masser af lokalkolorit såsom æseltrukne kærrer, vinbønder med flettede kurve, æsler eller dromedarer - afhængigt af det sted, man var havnet. Sådanne eksotiske indslag skal man i dag til Thailand, Indonesien, Tunesien, Filippinerne eller andre tredjeverdenslande for at opleve. I charterturismens barndom behøvede man ikke rejse længere væk end til Spanien eller Italien for at opleve det samme. Og tro det eller ej, men dengang var prisniveauet i f.eks. Spanien, Italien eller Grækenland meget tæt på det, man i dag finder i nogle af de fattige tredjeverdenslande.

I juni 2003 var jeg på en charterrejse med Spies til Mallorca. Første gang, jeg besøgte øen, var i efteråret 1965 – i øvrigt også med Spies. Det var et ret tankevækkende gensyn. Selv om der også i 1960-erne var masser af turister på Mallorca, så havde man dengang stadig fornemmelsen af at besøge et land med en helt anderledes kultur og levevis. I dag er øen gennemskåret af stærkt trafikerede veje, og der er trafikpropper som i enhver anden europæisk storby. Man kan stadig finde dejlige strande og smukke naturområder på øen, men man skal vide hvor de er for at finde dem, og i de malende beskrivelser i rejsekatalogerne smøres der stadig tykt på i anstrengelserne efter at leve op til kundernes drømme og forventninger.

Fra stranden ved Alcudia-bugten på Mallorcas nordside. Området er fremhævet for sine fantastiske strande med hvidt sand og forholdsvis rolige omgivelser. Beskrivelsen er ikke direkte forkert, men der står ikke noget om, at den vej, der går tæt ved havet langs Alcudia-bugten, ligner en forstad til en storby med tæt trafik og bunkevis af grimme betonhuse og hoteller.


I de senere år er turismen eksploderet, og alle begreber om, hvad der er eksotisk, er fuldstændig sprængt. Mallorca er erstattet med Thailand, kamelridning på Lanzarote er erstattet af fotosafari i Kenya. Men evnen til at blive imponeret og begejstret er unægtelig blevet betydelig ringere. For dem, der i dag har lyst til at opleve verden, er der stort set ingen begrænsninger. Det er alt i alt udmærket bortset fra, at det i dag er nødvendigt at rejse meget længere væk for at få de samme eksotiske oplevelser som for 30-40 år siden. I den forbindelse betyder det også en del, at det er så utrolig nemt og billigt at komme i kontakt med sit bagland derhjemme i forhold til tidligere. Hvor man før kun ringede hjem hvis man var ved at krepere, så ringer eller mailer man i dag hjem som en selvfølge ligegyldigt hvor i verden, man befinder sig. Fint nok for trygheden, men ikke særlig befordrende for følelsen af at være på eventyr. Det, der er sket med turismen i dag er noget, der blev forudset allerede for 30 år siden, men dengang var det nok kun et mindretal, der troede på, at en 14 dages tur til Thailand ville blive lige så almindelig som Mallorcaturen i 1960-eren og 70-erne.