Jeg var ansat i 3F's IT-udviklingsafdeling (eller i SID, som det hed dengang) fra marts 1987 til september 2012, altså i alt i 25 1/2 år. Alt i alt var det en rigtig god arbejdsplads, med fremragende personalepleje, god løn og et godt arbejdsmiljø. Men sammenlignet med andre arbejdspladser var denne unægtelig meget speciel. Det skal dog siges, at der skete meget store forandringer i organisationen under min ansættelse, og i dag fungerer 3F i det store og hele som enhver anden virksomhed. Men sådan har det ikke altid været.



De fleste af mine 25 1/2 år i 3F havde jeg gode kolleger, både fagligt og socialt, og efter min fratrædelse i september 2012 har jeg mødt dem et par gange om året til særlige events. Som her den 4. november 2016 i Café Globen i det indre København. Personerne på billedet er (med uret): Mig, Bent Rasmussen, Jeppe Schmidt, Jesper Funk, Michael Brandt Lassen. Foto: Claus Qvist Jessen.

Når jeg valgte at gå på pension som 65-årig i september 2012 var det primært fordi jeg ikke orkede at sætte mig ind i de nye IT-værktøjer, som var ved at blive taget i brug. Vi havde i rigtig mange år kørt med en mainframe-applikation, der benyttede ADABAS / NATURAL som software. Fremtiden krævede web-baserede løsninger med objekt-orienterede programmeringssprog, hvor de logiske tænkemåder var meget anderledes. Så jeg takkede pænt nej til nye uddannelser, fordi jeg ikke kunne nå at blive en rutineret udvikler, før jeg alligevel skulle gå på pension.

IT-afdelingens øverste chef Michael havde i cirka 2010 fået den ide, at han ville skabe et landsdækkende Akassesystem, som på sigt skulle afløse alle landets hjemmestrikkede systemer, der jo stort set lavede det samme, nemlig at føre den gældende Akasselovgivning ud i livet. Systemet blev døbt FACILIA, og Michaels tanke var, at 3F skulle være primus motor i udviklingen af systemet, og at det på sigt skulle kunne sælges til alle landets Akasser. Alt i alt en fornuftig tanke og et fornuftigt projekt. Det endte med at blive et prestigeprojekt for ham personligt, hvor FACILIA-gruppen blev isoleret på femte sal i nogle lokaler i forbundshuset, og den løbende status for projektet blev omgærdet af en dyb hemmelighed, som kunne måle sig med forsvaret i det tidligere Sovjetunionen. Det sidste, jeg har hørt (i april 2015) er, at FACILIA nu kører nogenlunde stabilt i det meste af 3F's IT-systemer efter, at flere hundrede alvorlige begynderfejl er rettet.

Som tidligere nævnt, så var der en enorm forskel på ånden i 3F i slutningen af 1980erne og i tiden omkring min fratrædelse i 2012. Den meget korte beskrivelse kunne være, at mens SID omkring 1990 nærmest var forlovet med Socialdemokratiet og havde sin helt egen kultur, så fungerede organisationen fra midten af nullerne på nogenlunde samme måde som enhver anden virksomhed, i hvert fald i dens IT-afdeling. Det bør i den forbindelse nævnes, at IT-afdelingen altid er blevet betragtet med eksterne briller rent politisk. I hvert fald var det langt fra alle i den afdeling, som delte forbundshusets politiske holdninger.

At være ansat i 3F i slutningen af 1980erne var som at besøge et fremmed land. Her gjaldt der helt særlige regler og kotyme for opførsel. Hele organisationen var som nævnt stærkt knyttet til Socialdemokratiet med bånd og traditioner, som greb ind i alt. F.eks. blev alle breve underskrevet med "Med kammeratlig hilsen" (dog ved jeg ikke, om det også gjaldt fyresedler), og alle politiske holdninger i forbundshuset var helt klart til venstre for midten. Hvilket ifølge sagens natur var forståeligt nok.

Set i bakspejlet betragter jeg det i dag som et privilegium, at jeg har oplevet virksomhedskulturen i 3F i mere end 25 år. Det har givet mig en dybere forståelse for, hvordan verdens magthavere tænker og handler på godt og ondt. Det har i HVERT fald ikke været kedeligt, og jeg er helt sikker på, at mit arbejdsliv har været langt mere spændende, end hvis jeg f.eks. havde været ansat mange år i IBM.

Jeg har ikke været chef i 3F og har derfor ikke haft adgang til konkrete detaljer om, hvad der foregik i inderkredsen, og det ærgrer mig. Hvis jeg havde deltaget i interne møder på chefniveau, havde jeg haft stof til en helt fantastisk nøgleroman!

En af fordelene ved at være ansat mange år i den samme virksomhed er, at man får en rigtig god forståelse for dens udvikling og får et forhold til sine kolleger, som på et eller andet plan hænger sammen og går op i en højere enhed. Jeg har i 3F mødt alle mulige typer mennesker fra det, som Storm P.kaldte det pulveriserende liv: idioter, psykopater, magtmennesker, stalinister, selvmordere, enevældskonger, pampere, bureaukrater, skrankepaver, for blot at nævne nogle. Men også kolleger, som jeg er kommet til at sætte stor pris på gennem årene og oven i købet er blevet venner med. Vi havde en rigtig god personalekultur, med receptioner og fester i anledning af jubilæer og runde fødselsdage hos kollegerne. Noget, som i høj grad styrkede vores sammenhold. Man kan jo ikke være venner med alle, men en af mine fratrådte kolleger udtalte meget rammende i et interview i HK-Bladet, at "at forlade 3F er som at forlade sin familie".

Jeg er oprindelig uddannet som bibliotekar og har tidligere arbejdet cirka 8 år som en sådan, og sammenlignet med bibliotekarer møder man langt flere forskellige typer mennesker I IT-branchen - noget, som jeg absolut anser for at være positivt. Min IT-erfaring bygger primært på den dengang 1-årige EDB-assistentuddannelse, som jeg afsluttede i efteråret 1983. Det var en meget komprimeret uddannelse med masser af substans, som jeg ser tilbage på med glæde, selv om jeg næppe nogen sinde har arbejdet så hårdt i som i det år, jeg gik på Købmandsskolen. Men vi lærte virkelig noget, vi kunne bruge. EDB-assistentuddannelsen er forlængst blevet afløst af en buket af længerevarende IT-uddannelser, hvor der er indlagt en del såkaldt bløde fag for at modvirke, at eleverne ender som rene IT-nørder.


Poul Jørgensen

Ved min ansættelsessamtale i starten af 1987 deltog blandt andre personalechef Poul Jørgensen, som intet anede om IT, men som tilsyneladende havde sympati for min fremtoning. Jeg havde tilfældigvis taget en rød sweater på den dag, som han omtalte med tilfredshed, og da det senere i samtalen viste sig, at mine IT-kompetencer var meget tæt på deres systemer, blev jeg ansat på stedet. Poul Jørgensen endte i øvrigt med at blive lidt af en legende i fagbevægelsen. Det er svært at beskrive ham for udenforstående, men kedelig var han i hvert fald ikke. Han gjorde stort set, hvad der passede ham, så længe han befandt sig inden for 3F's mure. Han var rimeligt drikkende - en omstændighed, der bevirkede, at tyngdepunktet for hans krop befandt sig cirka 20 centimeter ud for hans underliv. Han uddelte gaver til højre og venstre, herunder kostbare rejser til sine kolleger i embeds medfør til hele verden. F.eks. godkendte han, at flere af IT-cheferne rejste jorden rundt for at konstatere, at IT var en trend, der var kommet for at blive. For mange var 3F i hans periode et kæmpemæssigt tag selv-bord. Men det var der forståeligt nok ingen menige medarbejdere, der turde brokke sig over dengang.

Poul Jørgensens kone døde under hans arbejdsliv, og senere giftede han sig med en ghanesisk pige. Da han gik på pension, flyttede han til Ghana nogle måneder om året, hvor han sikkert har fungeret som en slags høvding blandt de lokale. DET ville jeg godt have oplevet! Som tidligere nævnt, så var han i hvert fald ikke kedelig!


Willy Strube - 3F's svar på Josef Stalin

I min tid i 3F var Willy Strube formand for fabriksgruppen, som er forbundets største gruppe. I offentligheden er han mest kendt for sin svindel med forbundets midler, hvor han efter afsløringen begik selvmord i 2001. Når jeg læser eller hører om ham, kommer jeg altid til at tænke på Sovjetunionens diktator Josef Stalin. Strubes personlighed rummede nøglen til en dybere forståelse for, hvordan totalitære regimer opstår.

Jeg har (heldigvis) aldrig arbejdet sammen med ham eller haft ham som chef. Det nærmeste, jeg kom ham, var i SID's vinklub, som han var medlem af indtil sin død, og her var der kun kammeratligt samvær og smalltalk. Men næsten alle i Hovedkontoret var bange for ham. Selveste Anker Jørgensen har udtalt, at "jeg har aldrig brudt mig om den mand".

På forbundets kongres i 1995, hvor jeg selv var til stede, skulle der vælges en ny forbundsformand efter Hardy Hansen. Strube så det som sin store chance for at komme helt til tops, og han stillede op til et kampvalg mod Poul Erik Skov Chistensen. Willy Strube regnede med, at han ville vinde stort, men fik en overraskelse, da Hardy Hansen, som han betragtede som en nær ven og mentor, valgte som den sidste taler inden afstemningen at pege på Poul Erik som ny formand. Strube tabte afstemningen med over 200 stemmer. Bagefter gik han på talerstolen og kommenterede valget. Hans sidste ord ved den lejlighed var: "Men magten bliver, hvor den altid har været!" Få dage efter fyrede han Poul Eriks kone, som var ansat under ham i fabriksgruppen.

Men der fandtes også masser af normale mennesker i 3F. Et af dem var min udviklingschef Torben. Som leder var han et forfriskende pust i forhold til de fleste af mine tidligere chefer, især fra min tid som bibliotekar. Han havde et glimrende overblik, han behandlede alle sine medarbejdere ens, og han havde ingen skjulte dagsordener. Det med politiske intriger og manipulation med sine medarbejdere, som mange chefer elsker, tror jeg slet ikke, han kunne, og hvis han havde kunnet tror jeg ikke, det ville have interesseret ham. Jeg havde mine betænkeligheder i starten med samarbejdet. En af dem gik ud på, at jeg mente, at det ville være fuldstændig umuligt at få et fornuftigt samarbejde med en, som var vild med fodbold, men det forbehold blev heldigvis gjort til skamme. Torben var en person, jeg aldrig ville kunne blive personlig ven med, men alligevel fungerede vi fint sammen i over 20 år.




To af mine nære kolleger i 3F. Til venstre min udviklingschef Torben Fischer, til højre min tillidsmand Kenneth Jensen. Billedet er taget ved Connie Berthous jubilæum 1. august 2005 på Hovedkontorets tagterrasse i Nyropsgade, som har en af byens bedste udsigter. Foto: Erik Pontoppidan.

I september 2013 blev den tidligere personalechef Per Christensen formand for 3F, hvor han afløste Poul Erik. Hermed har 3F for alvor brudt med Socialdemokratiet og definitivt brudt med fagbevægelsens gamle image og traditioner. Og måske er vejen ved samme lejlighed blevet åbnet for en alternativ, positiv og tiltrængt nytænkning.


Klik HER for at læse om min første tid som pensionist, blandt andet med frivilligt arbejde i Indien.

Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.

Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål, så send en mail til pontoppidan214@gmail.com .