Frihedens udfordring Frihedens udfordring

Om frivilligt arbejde i Indien marts-april 2013


Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan


Click HERE For English version of this page

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København


Jeg har skrevet følgende, ultrakorte essays om mit liv, som tilsammen dækker perioden fra 1947 op til i dag:

  • Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag! Selfie fra 1947 til 1969

  • At rejse er at leve! Selfie fra 1969 til 1987.

  • 25 år i 3F. Et studie i historiens vingesus i 3F's hovedkontor 1987-2012

  • Frihedens udfordring. Om frivilligt arbejde i Indien marts-april 2013

  • Mit liv som pensionist. Lidt om interesser, kvinder og parforhold. Selfie fra maj 2013

  • Mit liv som nybygger i Senegal

  • Fire kvantespring, som ændrede mit liv

  • Jeg har desuden skrevet nedenstående essays om mit liv:

    Min barndom i 50-erne

    I bagklogskabens klare lys. Tanker om at blive gammel i september 2016




    Jeg har aldrig tidligere undervist skoleelever, men det var både spændende og interessant, her i
    landsbyen Bundla.

    Jeg gik på pension som 65-årig i september 2012 efter et langt arbejdsliv som bibliotekar og IT-specialist. De sidste 25 ½ år var jeg ansat i en større virksomhed som systemudvikler med et godt og meningsfyldt arbejde og med rigtig gode kolleger. Derfor var det en noget traumatisk oplevelse pludselig at blive konfronteret med den totale frihed.

    Ikke fordi jeg ikke har mange gode og sunde interesser. Det var dem, jeg før kaldte fritidsinteresser, men som nu er blevet en slags fri leg, jeg kan vælge at dyrke 100% så længe, jeg synes det er sjovt. Og selv om det måske lyder paradoksalt for mange yngre, så har det i sig selv været lidt af en udfordring. Jeg savner især den struktur, et fast arbejde med alle dets vaner, ritualer og smalltalk gav mig i hverdagen, og set i bakspejlet gav det også en vis tilfredsstillelse at producere noget nødvendigt til gavn for samfundet.

    Men en af mine store interesser er at rejse - en passion, som jo passer fint ind i et liv som pensionist. Jeg er netop vendt hjem fra et 2 måneders ophold i Indien, hvor jeg har været beskæftiget med frivilligt arbejde på græsrodsniveau. Efter at have læst Jette Lüthckes artikel i Politikens rejsetillæg den 26. december 2012 om frivilligt arbejde i Indien besluttede jeg, at det lige måtte være noget for en pensionist, der har oceaner af tid og savner en forpligtende og meningsfuld beskæftigelse i en længere periode langt væk fra de vante, trygge og forudsigelige omgivelser.

    Nu sidder jeg så hjemme i min lejlighed på Frederiksberg og prøver at fordøje de sidste 2 måneders indtryk. Og det har været en meget spændende tur. Den bliver med stor sandsynlighed en af dem, der kommer til at fremstå som en af mit livs store oplevelser!

    IDEX

    Mit ophold som frivillig i Indien blev arrangeret af den indiske organisation IDEX (Indian Network for Development Exchange). Organisationen blev stiftet i 1999, og dens primære formål er at arrangere frivilligt arbejde på græsrodsniveau kombineret med kulturelle oplevelser. Derudover arrangerer den diverse udvekslingsprogrammer for skoler, kurser i engelsk, med mere, og hvis man har særlige ønsker, kan rejsen som regel også planlægges individuelt.

    Det er kun udlændinge, som deltager i projekterne. Organisationen har en række workcamps i Indien og Nepal, hvor de frivillige bor med fuld pension under opholdet. Og der tages grundigt hånd om deltagerne. Man bliver afhentet i lufthavnen, og al anden transport under opholdet arrangeres af IDEX. Udover det frivillige arbejde indeholder programmet som regel en række kulturelle arrangementer, hvor man f.eks. bor privat 1 uge hos en familie, tager på diverse former for sightseeing og lignende. Blandt andet deltog jeg i 2 af weekenderne i en kamelsafari, med overnatning i telt i Rajastans ørken, og i en tigersafari i en af Indiens største nationalparker.



    Fra vores skole i landsbyen Bundla nær provinsbyen Palampur, Himachal Pradesh, Nordindien.


    Jeg startede mit ophold i Rajastan, hvor jeg den første uge boede hos en privat familie i Jaipur. De følgende 3 uger boede jeg i en lejr langt ude på landet i et fattigt område 10 km fra provinsbyen Lalsot. Lejren består af en række lerhytter i et goldt og regnfattigt område med flere små landsbyer. I lejren kunne man vælge mellem at deltage i en række projekter som f.eks. engelskundervisning, sundhedspleje, dagpleje og IT-undervisning. Sammen med de andre volunteers blev jeg kørt ud ad de hullede jordveje i en lille gul skolebus og sat af i den landsby, hvor jeg skulle arbejde. Et par gange om ugen kørte vi ind til Lalsot for at handle. Lalsot er en typisk indisk provinsby på ca. 30.000 indbyggere, som ikke bærer det fjerneste præg af turisme.

    Den årlige Holi-festival

    Vores ophold i Lalsot-lejren faldt sammen med den årlige, indiske Holi-festival, som afholdes i starten af marts måned. Det er en hindu-festival, hvor man tager afsked med vinteren og tager imod foråret, og det fejrer man ved at smøre farver i hovedet på hinanden, indtage store mængder alkohol og i det hele taget flippe ud i et par dage. Vi fejrede vores egen holi-fest i IDEX-lejren med bål, dans til Bollywood-musik og en helt umådeholdent plaskeri med vand blandet med farvepulver!



    Den årlige Holi-festival blev fejret med manér´i IDEX-lejren!


    Efter opholdet i Lalsot tog jeg med nattog og bil op til landsbyen Bundla i provinsen Himachal Pradesh, hvor jeg tilbragte de sidste 4 uger af mit ophold. Her lå IDEX-lejren i et hus, hvor jeg fra min terrasse havde udsigt til Himalayas sneklædte bjergtinder, og ca. 50 meter under mig kunne man høre den brusende lyd fra en flod, der flød ned til lavlandet. Som i Lalsot-lejren underviste jeg i engelsk i en landsbyskole om formiddagen og i brugen af IT i den nærliggende provinsby Palampur om eftermiddagen.

    Ny rejseform

    Frivilligt arbejde er en forholdsvis ny, alternativ rejseform, hvor man kommer tæt ind på livet af den lokale kultur i det land, man er havnet i. Noget andet værdifuldt er den nære kontakt, man får med de andre frivillige under opholdet. Langt de fleste volunteers kommer alene, men netop derfor kommer man lynhurtigt i kontakt med hinanden. Som ung i 1970-erne oplevede jeg noget lignende i en kibbutz i Israel, hvor de udenlandske frivillige også havde et tæt samvær. Vi boede dengang i et særligt område af kibbutzen, som vi døbte ‘Ghettoen‘ (!) og oplevede de bedste sider hos hinanden. Det gør man nemlig som regel, når man er ude og rejse!

    Gavner det frivillige arbejde?

    Mange vil sikkert spørge, om det frivillige arbejde er til gavn for værtslandet. Man kan sige, at organisationen IDEX tjener 2 hovedformål: Dels at hjælpe den lokale befolkning, dels at give de udenlandske frivillige nogle oplevelser, som går dybere end en traditionel turistrejse. Hvis man sammenligner kvaliteten af undervisningen i den offentlige grundskole i Indien med Danmark, er der store forskelle. Kvaliteten i de offentlige skoler i Indien er som regel lav, blandt andet, fordi mange af de offentligt ansatte lærere bruger arbejdstiden til alt andet end at undervise. Vi oplevede flere steder, at skolelærerne i landsbyerne sad og læste aviser i stedet for at undervise, eller at klassen helt manglede en lærer i timerne. Og her gør de udenlandske frivillige helt sikkert en forskel med deres engagement. Selv havde jeg ikke nogen særlig pædagogisk erfaring, men det vigtigste, der kræves for at undervise, er et solidt kendskab til engelsk og et oprigtigt ønske om at lære børnene noget. Alligevel var det udfordrende og spændende at prøve. Og mine 8 uger i Indien bliver nok både første og sidste gang, jeg får mulighed for at undervise skolebørn. Vi havde som regel en engelsktalende inder med ud til skolen, som kunne oversætte til hindi, hvor det var nødvendigt.



    IT-undervisning i Palampur, Himachal Pradesh


    Langt de fleste volunteers var meget unge, hvilket kan virke overraskende i betragtning af den oplevelse, vi fik under opholdet. Det undrer mig, at der ikke var flere ældre blandt deltagerne, for selv om indkvarteringen i lejrene absolut ikke er femstjernet, er der ingen særlige fysiske udfordringer, hvis man i øvrigt er i almindelig god form. Selv mærkede jeg ikke den store aldersforskel som noget problem i samværet med de andre. Vi hyggede os gevaldigt både under arbejdet og i fritiden og skabte mange nye kontakter.

    Praktiske oplysninger

    Arbejdet med projekterne hos IDEX er ikke lønnet eller gratis. Man betaler et beløb for kost og logi i lejrene og for den transport, IDEX arrangerer, herunder formidling af togbilletter, afhentning i lufthavnen og transport mellem lejrene. Standarden i lejrene svarer nogenlunde til et vandrehjem i Danmark. Maden er typisk indisk, med ris chapati, kød, grøntsager og frugt. Hygiejnen i lejrene er i orden, dvs. her kan man trygt spise maden og drikke vandet uden at få maveproblemer. De to lejre, jeg besøgte, var i det hele taget velfungerende, med et meget venligt og hjælpsomt personale. Der var internet begge stede, men det fungerede ikke altid lige godt.

    IDEX har sin egen hjemmeside på www.idex.in, hvor man kan finde yderligere oplysninger og kontaktadresser. I Danmark samarbejder IDEX med organisationen Eurostudy, som kan formidle alle slags ophold i lejrene. Den danske afdeling af Eurostudy kan kontaktes på Email-adressen eurostudy@eurostudy.dk.


    Klik HER for at læse om mit liv som pensionist efter mit frivillige arbejde i Indien.
    Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.