I slutningen af februar 2018 var jeg på en indre rejse. Dog ikke helt uden geografi. Jeg deltog I et ugekursus i erindringsskrivning på Askov Højskole med 26 deltagere.
Og nej, det var ikke et forfatterkursus. Og deltagerne var heller ikke (som jeg frygtede) en gruppe selvoptagede personer, som drømte om et litterært gennembrud. Og det var slet ikke et kursus i slægtsforskning. Gruppen bestod af kloge, tænksomme og hyggelige deltagere i 60 + - segmentet, som prøvede at finde en rød tråd og sammenhæng i deres livshistorie og hjælpe hinanden med at huske og skrive om ting og begivenheder, de troede, de havde glemt.
Kurset og dets udbytte var over al forventning. Den kollektive hukommelse var helt fantastisk, og højskolelivet viste endnu engang sin styrke i det givende, frivillige samvær med vidt forskellige og engagerede mennesker. Jeg har det meste af mit liv været vild med at rejse, men en tidsrejse tilbage til f.eks. 1950-erne kan helt sikkert måle sig med de mest eksotiske geografiske rejser, man kan foretage i dag! Især, hvis man (som jeg) har oplevet dem i virkeligheden.
Kurset blev ledet på fremragende vis af to journalister og var en blanding af skrivning, inspirerende oplæg og foredrag og en enkelt udflugt (til Den Gamle By i Århus). Og sidst, men ikke mindst: Hyggelige aftener med godt socialt samvær og underholdning af høj kvalitet. Jeg tror også, at kursets emne erindringsskrivning var en god katalysator til mange givende samtaler.
En af aftnerne var der arrangeret en ”erindrings-café”, som foregik på den måde, at en gruppe af de unge ”rigtige” højskoleelever i tyverne blev fordelt mellem bordene for at dele deres livserfaringer med os andre ud fra nogle fastlagte emner som f.eks. kærester, fester, alkohol, fritid, med mere, og efter konceptet ”før og nu”. Det kom der en spændende aften ud af, med et stort og ægte engagement fra begge parter og med flere interessante historier. Blandt andet blev det afsløret, at miljøerne og tankerne bag Indre Mission stadig eksisterer i Vestjylland - til min store overraskelse. Skeletterne raslede ud af skabene!
Og så er det dejligt at erfare, at højskoleånden og dens traditioner stadig lever og har det godt. Og den århundredgamle tradition med morgensamling og morgensang har bedre vilkår end nogen sinde på Askov med højskolelærer Kristian La Cour ved klaveret. Sjældent har jeg mødt et menneske, som i dén grad formår at gøre én i godt humør!
Jeg var på Askov første gang i 1973-74
, hvor jeg i et helt år både var ansat på skolen (ved biblioteket) og var højskoleelev. Det blev et af de bedste år i mit liv, og i de senere år har jeg besøgt skolen flere gange på korte ugekurser og ved jubilæer. Og tro det eller lad være: Hver gang jeg efter flere års fravær igen går gennem den lange, overdækkede pergola og passerer de smukke, gamle bygninger, så føles det lidt som at komme hjem!
