Bajkalsøen - det store ferskvandshav i Centralasiens hjerte
Bajkalsøen - det store ferskvandshav
i Centralasiens hjerte


Indtryk fra et besøg i Sibirien i efteråret 2006


Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan



For english version of this page, please click HERE!

Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København




Udsigt mod nordvest fra landsbyen Huschir på Olkhon-øen i Bajkalsøen



Bajkalsøen ligger dybt inde i Centralasien. Vandhøjden er 456 meter over havets overflade, og det er verdens dybeste sø (1637 meter). Med sin længde på 636 km har den bananformede sø 2.000 km. kystlinie og en overflade større end Belgien. En femtedel af verdens ferskvand befinder sig her. Og for nu at blive ved ekstremerne, så er det også verdens ældste sø. Man mener, at den blev dannet for 30 millioner år siden.

Vi boede 3 dage i et lille guest-house i landsbyen Huschir på Olkhon-øen i den sydvestlige ende af søen. Der var meget særpræget og naturskønt, og hverken byen eller landskabet lignede noget, jeg havde oplevet før. Hvis man skal sammenligne landsbyen med noget, så kunne det være en blanding mellem en guldgraverby fra Klondyke-tiden og et eskimosamfund i Alaska, men i øvrigt var byen velfungerende, med et par købmandsforretninger, et bibliotek og en lille havn med fiskerbåde. En ting, der sprang meget i øjnene var, at der tilsyneladende var en alvorlig mangel på håndværkere, for mange af husene lignede uden overdrivelse noget fra en byggelegeplads. Det virkede som om beboerne havde fået udleveret en stabel brædder og træstammer og derefter selv havde bygget deres huse efter det forhåndenværende søms princip.



1: Vores første møde med Bajkalsøen efter ca. 7 timers buskørsel fra irkutsk.
2: Transporten over til Olkhon-øen foregår med en lille færge, og det tager et kvarters tid at sejle over. Undervejs fik vi vores første kig ud over det åbne ferskvandshav.
3-4: Bajkalsøen set fra forskellige steder på Olkhon-øen.



1-4: Fra landsbyen Huschir på Olkhon-øen, hvor vi boede 3 dage - et meget naturskønt og særpræget sted.



1-3: Fra landsbyen Huschir på Olkhon-øen. De farvede tøjstykker på billede nr. 3 er udtryk for en shamanistisk religion, som man finder mange steder i Centralasien. Kludene er bundet fast til træet for at fordrive onde ånder.
4: Bjerge på Bajkalsøens vestbred set fra Olkhon-øen.



Det var et meget smukt sted, og det er fantastisk, at der her dybt inde i Centralasien findes en sø på størrelse med et hav, hvor der nogle steder kun er vand i horisonten. Lufttemperaturen var cirka 20 grader mens vi boede der men om vinteren er her omkring 50 graders frost, og søen er dækket af et lag is på 2 1/2 meter. Det udnytter de lokale på den måde, at de laver midlertidige transportveje for tunge lastbiler hen over den bananformede sø.





Hvide bjerge i eftermiddagssolen på Bajkalsøens vestbred, set fra Olkhon-øen.



Vores besøg i ved Bajkalsøen var en del af en fantastisk rejse i efteråret 2006 med den transsibiriske og den transmongolske jernbane fra Moskva til Kina. Undervejs gjorde vi ophold flere steder: Først en lille uges tid på Olkhon-øen midt ude i den enorme Bajkalsø i Sibirien. Andet stop var i Mongoliet, hvor vi stod af i hovedstaden Ulan Bator og kørte rundt med 4-hjulstrækkere i en uge på stepperne og i Gobi-ørkenen. Togrejsen sluttede i Beijing i Kina, hvor 2 af os fortsatte sydpå med fly til Guilin i det sydlige Kina og derfra videre med båd til den vidunderlige by Yangshuo, cirka 80 kilometer derfra. Til allersidst stod vi endnu engang på toget, denne gang i Guilin, og kørte til Shanghai på cirka 30 timer. Efter 3 fantastiske dage i Shanghai tog vi med SAS-flyet direkte tilbage til København.


Klik HER for at læse om Mongoliet, som var vores næste destination.
Klik HER for at se hovedmenuen til vores fantastiske Kinarejse i efteråret 2006.

Klik HER for at se hovedportalen til mine hjemmesider.