Vi er på vej til fods op mod passet ved Boca do Risco, som er det sted hvor man møder de barske klipper ved Madeiras nordkyst. Vi har fulgt Levada do Canical en times tid og er lige drejet op ad en stejl sti, som fører os væk fra de dyrkede terrassemarker og op gennem blåbærkrat, mimosetræer og fyrreskove. Der falder en let støvregn, og jorden dufter af græs og blomster. Da vi efter cirka halvanden times vandring når op til Boca do Risco skinner solen igen, og vi har en formidabel udsigt højt oppe over Atlanterhavet. Denne vandretur på 13,5 kilometer, som går fra Ribeira Seca til byen Porto da Cruz, hører til mine favoritter. Den har det hele: En idyllisk levada, Atlanterhavets dønninger, der tordner ind mod klipperne dybt nede, fantastiske udsigter og meget mere. Turen er dog ikke for folk med højdeskræk, selv om stien er god nok. På klipperne, som falder lodret ned i havet nogle kilometer mod vest, kan vi se en utydelig, vandret linie højt oppe, der forsvinder rundt om hjørnet. Det er der, vi skal gå!
Madeira er et af mine favorit-rejsemål. Jeg har besøgt øen 7 gange på næsten alle årstider og med mange forskellige rejseledsagere - sidste gang i juni 2016. En del af turene har jeg foretaget alene mens jeg på andre har været sammen med venner, kærester eller familie. Men fælles for alle turene er, at jeg hver gang er vendt hjem med store naturplevelser og et mentalt overskud, som kunne bruges i hverdagen flere måneder efter.
Hvad er det så, der gør Madeira til noget helt specielt? Hvorfor er øen stadig så stort et trækplaster for en, der har rejst i store dele af verden og set et utal af spændende kulturer og naturområder?
Det er svært at svare på med få ord, men jeg prøver: På grund af klimaet, landskabet og levadaerne! Det må uddybes, og det vil jeg forsøge at gøre i det følgende.
Man kan besøge på Madeira hele året, og der bliver aldrig for varmt eller for koldt. Bare behageligt. Og landskabet er fantastisk! Øen består faktisk af panoramaer og plantevækst fra store dele af verden, som er samlet på ét sted.
Udover den fantastiske natur er det dyrkede og bebyggede land også smukt og interessant. Selv om øen er et kendt og meget besøgt turistmål, så kan man tydeligt mærke, at der har boet mennesker her i århundreder. Ude i de små landsbyer kan man se, at det dyrkede land med de mange terrasser er resultatet af et arbejde, der har stået på i generationer. Og modsat mange af de kendte turiststeder sydpå, så er det centrale Funchal en rigtig by med gamle huse, smalle gader og smukke mosaikfortove.
Og så er der selvfølgelig vandingskanalerne eller levadaerne, som de kaldes. Mine elskede stier, som giver enestående muligheder for at tage på trekkingture overalt på øen. Gennem lokale, afsides landsbyer, gennem duftende eukalyptusskove, gennem naturområder med en vidunderlig blomsterpragt, forbi brusende vandfald, ind i bunden af hemmelighedsfulde slugter og gennem kilometerlange tunneller, hvor man kan se udgangen som en lille, mikroskopisk prik i det fjerne! Dem vender jeg tilbage til senere.
Mit allerførste besøg på Maderia fandt sted i sommeren 1978. Nogle af mine venner havde fortalt mig, at man her kunne opleve en helt unik natur, og at der var fantastiske vandremuligheder, så jeg købte en Spies-rejse for en uge på et forudbestilt hotel i Funchal og rejste derned alene. Dengang var øens natur og potentiale som vandremål kun kendt af en lille håndfuld stamgæster, og stedet var mest kendt for Madeiravin , kurveflet, slædekørsel ned ad stejle gader styret af ældre mænd med stråhatte og lignende.
I løbet af denne min første uge fik jeg gået adskillige kilometer i bjergene, og jeg fik nogle oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Jeg har altid været vild med trekking, og ligegyldigt hvor jeg rejser hen finder jeg altid en vulkan eller et bjergområde at prøve kræfter med. Disse tilbøjeligheder fik jeg indfriet i fuldt mål på denne tur. Efter en fantastisk uge med ture ind i bunden af dybe dale, gennem kilometerlange tunneller, op og ned ad stejle bjerge og hen over højsletter var jeg bare solgt og syntes, at jeg havde opdaget et af verdens smukkeste naturområder.
På mine senere Madeirarejser fik jeg efterhånden udforsket de fleste områder på øen, og det lykkedes mig faktisk også at lokke flere af mine venner og bekendte derned. F.eks. arrangerede jeg i 1980 en 14 dagestur til fods for 6 af mine venner gennem Madeiras bjerge, hvor vi havde telte med og overnattede i højlandet eller på små kroer eller pensioner undervejs. Det med teltene vil jeg dog ikke anbefale. For det første er det vistnok forbudt at campere uden for de meget få campingpladser, og for det andet et det svært at finde egnede teltpladser på grund af de meget voldsomme og kompakte bjerge, men vi havde en dejlig tur fuld af spændende og smukke oplevelser.
Lidt geografi og fakta
Her er det på tide med geografisk basisviden: Madeira hører til Portugal og ligger i Atlanterhavet ud for Marokkos kyst, 900 km sydvest for Lissabon og ca. 500 km nord for De Kanariske øer. Den er ca. 1 ¼ gang så stor som Bornholm og har godt 260.000 indbyggere. Af disse bor de ca. 130.000 i hovedstaden Funchal og omegn, og resten især langs kysterne.
øen er uhyre bjergrig næsten overalt. Højeste punkt er Pico Ruivo (1.860 m), som ligger midt i et meget voldsomt bjergområde med smalle kløfter og lodrette klipper (det hele er af vulkansk oprindelse). Omtrent midt på øen ligger der en øde højslette ved navn Paul da Serra, godt 1.400 meter over havet. Det er et ret fladt plateau på 5 ½ x 3 km, som står i stærk kontrast til de stejle bjerge i nærheden - et øde landskab med moser, får og en sparsom bevoksning af græs og hede.
Går man endnu længere mod vest, møder man den enorme dal Ribera de Janela, som udmunder på Madeiras nordkyst. På begge sider af denne dal rejser sig 1.100 - 1.300 meter høje bjergvægge, og et utal af smalle, dybe kløfter med vandløb i bunden skærer sig ud mod havet. Som så mange andre steder på øen er adgangen til denne dal helt forbeholdt vandrere.
Madeiras barske nordkyst set fra Porto Moniz.
Endelig et par ord om kyst-områderne: Næsten hele kystlinien på Madeira består af stejle klipper, så hvis man har tænkt sig at kombinere turen med et ophold på hvide sandstrande, bliver man skuffet. Især Madeiras nordkyst en stor oplevelse på grund af de meget stejle og barske klippeformationer, hvor de enorme Atlanterhavsdønninger næsten konstant tordner ind mod kysten. Men hvis man vil bade på en rigtig strand og ikke i hotellernes svømmepøler, er det en god ide at tage et par dage over til den lille naboø Porto Santo, som ligger ca. 50 km væk og kan nås med rutebåd eller fly. Porto Santo er totalt forskellig fra Madeira, men den har noget, som Madeira ikke har: En vidunderlig sandstrand på 8 kilometer , som aldrig er overbefolket.
Man kan således finde alt slags terræn på Madeira, lige fra de mest forrevne bjerge til store græssletter og skovområder - for slet ikke at tale om floraen i og uden for det dyrkede landskab! Omkring landsbyerne i de lavere højder findes bananer og sukkerrørsplantager, vinstokke og en mængde eksotiske frugter, som man sjældent eller aldrig møder herhjemme. Højere oppe er der eucalyptus -og mimoseskove, og over ca. 1.200 meter findes græs med spredte buske og lyng hist og her. Langs vejene er der plantet hortensia, liljer og lignende, og der er rislende vand overalt, som siver ud mellem mosser, husløg og vilde orkideer. Alt ialt en tilstand, der får én til at ønske sig tilbage gang på gang.
Den perfekte vandreø
Og nu lidt om vandremuligheder! Det er lidt svært at beskrive hvis man ikke har været på øen, for terrænet kan ikke sammenlignes med hverken Skandinavien eller Alperne - eller for den sags skyld med noget andet bestemt sted. Eller sagt på en anden måde: Madeira har små bidder landskab fra det meste af verden. Hvis man har været i Nepal, vil man med stor sandsynlighed henfalde til nostalgi ved synet af de terrasseformede marker flere steder på øen. På min seneste Madeiratur gik jeg gennem et område, der ledte tanken hen på Sumatras regnskov, og områderne over trægrænsen minder nogle steder om det skotske højland eller de skandinaviske fjelde. Sådan kunne man blive ved. Bjergene er generelt meget kompakte og ser på afstand ofte helt utilgængelige ud, men takket være levadaerne findes der masser af stier af god kvalitet, som kan benyttes, hvis man er fortrolig med bjergvandring og ikke lider af svimmelhed. Sidstnævnte er ikke udtryk for overdreven forsigtighed men bør tages helt alvorligt. Ofte er stien og kanalen hugget ind i klippen på en måde, der minder om tegneserierne fra Tin Tins eller Anders Ands ekspeditioner i Andesbjergene: En smal hylde med en lodret afgrund til den ene side og en lige så lodret eller overhængende klippevæg til den anden. Det er heller ikke ualmindeligt, at stierne fører gennem tunneller på flere kilometers længde!
Levadaer
Madeiras levadaer er noget helt enestående, som næppe finder deres lige andre steder. Jo, der er gamle vandingssystemer mange steder i verden, men jeg tror ikke der findes nogen, der er så gennemførte og eventyrlige som her. Kort fortalt er en typisk levada en kanal, der er hugget ind i de stejle bjerge og snor sig vandret ud og ind som en højdekurve i næsten samme niveau. Deres formål er at opsamle vandet fra bjergene og fra den nordlige del af øen, hvor det meste regn falder, og føre det ned til den frugtbare jord i de lavere områder, især på sydsiden. De er helt uundværlige for dyrkningen på øen og yderst effektive At man kan vandre på dem skyldes, at der næsten altid er anlagt gangstier langs selve kanalen, fordi stadigt tilsyn er nødvendigt. De fører for det meste gennem fredfyldte områder og ind i bunden af hemmelighedsfulde slugter, hvor man ellers ikke ville kunne færdes, og ofte vokser der blomster langs deres sider på grund af vandets nærhed. Den samlede længde af de effektive levadaer er på over 2.000 kilometer, og de er bygget gennem århundreder under en enorm arbejdsindsats. Det var slaver, der sprængte tunneller og gravede kanaler i de tætte skove, da de første levadaer blev bygget, men byggeriet har stået på i århundreder. Den senest opførte af de større levadaer er Levada dos Tornos, som blandt andet passerer tæt forbi Monte nær Funchal. Den blev taget i brug i 1966 og er 106 kilometer lang! I gammel tid var kanalerne i øvrigt befolkningens eneste samfærdselsveje. Først i de seneste 50 år har landevejene for alvor erstattet levadaerne som øens transportsystem.
På vandretur langs Levada das Rabacas, nær Encoumeada-passet.
De gamle levadabyggere havde næppe drømt om, at deres værk engang skulle gå hen og blive en enestående turistattraktion og komme til at spille en stor rolle for landets valutaindtjening. I dag kommer der naturelskere fra hele verden for at nyde de fantastiske udsigter, de mange blomster, duften af eukalyptusskovene og den sagte rislen af vand, som man næsten altid hører langs en lavada. Meget typisk kan man spadsere i timevis ad en levada langs en bjergside, hvor stien bugter sig ud og ind, og hvert sving byder på nye udsigter. Bliv ikke forbavset, hvis stien og kanalen efter et sving pludselig forsvinder ind i en lang, mørk tunnel, men husk at medbringe lommelygte! Tunneller er meget almindelige, og de kan være flere kilometer lange! Da de næsten altid er lige, vil man oftest kunne skimte udgangen som en mikroskopisk prik i det fjerne - en ejendommelig oplevelse!
Hvis man hører til den type, der plages af en umættelig trang til at finde ud af, hvor levadaen ender, så vær forberedt på meget lange vandringer gennem tunneller og langs afgrunde. Under mit allerførste besøg på Madeira i sommeren 1978 fulgte jeg en levada i 4 ½ time gennem adskillige, kilometerlange tunneller ind i bunden af den øde og storslåede dal Ribera de Janela. Jeg havde planlagt at gå fra byen Porto Moniz helt ude vestpå og op til et sted, der hedder Rabacal, og efter sigende skulle man kunne komme derop ved at følge denne levada. Dengang var der ingen detaljerede guide-bøger, og jeg har senere fundet ud af, at jeg skulle være klatret op af kløften ad en sti længe før. Så efter ca. 16 kilometers vandring sluttede levadaen pludselig ved et vandfald, og da det var sent på eftermiddagen, måtte jeg overnatte i bunden af kløften og gå samme vej tilbage næste morgen. Det blev nogle lange ture i løbet af de to dage, men jeg fik en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme!
Blomstersælgerne ved kirken i det centrale Funchal.
Klima og rejsetidspunkt
De fleste rejsebureauer har kun Madeira på programmet i vinterhalvåret. Det skyldes bestemt ikke, at øen ikke er attraktiv om sommeren, men det er snarere fordi der er så mange andre rejsemuligheder, som er tættere på Danmark i sommerhalvåret. Takket være Golfstrømmens nærhed er klimaet på Madeira aldrig hverken brændende varmt om sommeren eller bidende koldt om vinteren. Ved havets overflade er gennemsnitstemperaturen ikke under 15 grader i januar-februar og 21-22 grader i juli og august. Men naturligvis er der køligere i højlandet. Hvis man tager på vandreture over ca. 1000 meter over havet, bør man på alle tider af året medbringe sweater og / eller anorak.
Marts og november er månederne med mest gennemsnitlig regn. Fra maj til september regner det kun lidt, og i juli og august praktisk talt slet ikke bortset fra lidt fugtig tåge i de drivende skyer. I vinterhalvåret falder regnen i byger fra tid til anden. Typisk er det klart om morgenen, men i løbet af dagen samler skyerne sig over bjergene, og i hovedstaden Funchal ender det ofte med regnbyger af forskellig varighed.
Konklusionen er, at man kan vandre på Madeira hele året, men hvis man vil være helt sikker på godt vejr, bør man tage derned om sommeren. Alt andet lige, så synes jeg, at sommeren er den smukkeste og bedste tid at besøge øen på.
Funchal by night, ved strandpromenaden. Modsat mange af de kendte turiststeder sydpå, så er det centrale Funchal en rigtig by med gamle huse, smalle gader og smukke mosaikfortove.
Et par praktiske råd
Langt de fleste turister bor i Funchal, men i de senere år er der efterhånden kommet en del pensionater og små hoteller rundt omkring på øen, hvor man kan bo, hvis man benytter de udmærkede lokale busser eller f.eks. lejer en bil i nogle dage. Men hvis du vælger at bo i Funchal og ikke er til store hoteller og swimmingpools, så find et hotel i Funchals centrum i stedet for ude i det store hotelområde vest for byen. Modsat mange af de kendte turiststeder sydpå, så er det centrale Funchal en rigtig by med historiske rødder, gamle huse, smalle gader og smukke mosaikfortove. Og så er der heller ikke ret langt fra Funchals centrum til busstationen, hvorfra der kører velfungerende og billige busser ud til rigtig mange steder på øen.
Jeg vil lige tilføje, at der er sket en enorm udvikling på øen i de sidste 20 år. Der er blandt andet bygget mange flere veje og tunneller, og lufthavnen er blevet større med en længere startbane, som man har bygget ud over havet på en imponerende konstruktion af hundredevis af søjler. Det har trukket langt flere turister til, end der var under mit første besøg i sommeren 1978. Alligevel kan man stadig opleve de vanvittig smukke landskaber, stemninger og farver masser af steder, for bjergene, lyset og klimaet kan man jo ikke sådan uden videre lave om på.
Glem ikke at medbringe vandreguiden "Landscapes of Madeira"!
Med hensyn til guide-bøger, så bør ingen Madeira-vandrer tage af sted uden den lille bog "Landscapes of Madeira" i serien Sunflower Books. Den udkommer jævnligt i nye udgaver og indeholder et stort antal ture, som er detaljeret beskrevet, med gode kortskitser og masser af praktiske oplysninger. John og Pat Underwoods bog udkom første gang i 1980 og er en væsentlig årsag til, at levadaerne i dag er blevet en stor turistseværdighed.
|
|
|
Til venstre: Levada i nærheden af Pousada dos Vinhaticos, nær Encoumeada-passet.
Til højre: Rabacal ved Ribera de Janela, Vest-Madeira.
Dette var en lille appetitvækker til et af mine yndlings-rejsemål. Det sker ofte, hvis man tager på ferie til nye steder, at man bliver skuffet, fordi ens forventninger overstiger virkeligheden. Det tror jeg ikke vil ske for nogen på Madeira - i hvert fald ikke, hvis man holder af smuk natur og spændende vandreture.
Hvis du vil læse min illustrerede artikel om min seneste rejse til Madeira i juni 2016, så klik
HER
Hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til
rejser og trekking, så klik
HER