Herein!

Døren gik op med et enormt brag, og en mand i understørrelse i et blågråt ulasteligt sæt tøj med bøger under armen nærmest sprang ind i klasseværelset. Det var rektor Frede Torbøl Mouridsen, bedre kendt som "Mou".

Han smed bøgerne på bordet og vendte sig om og tog kridtet og skrev med rasende fart midt på tavlen: Fool-proof, vendte sig om og spurgte klassen, hvad det betød.

Det vidste vi ikke.

- "Det betyder idiotsikker", brølede den lille mand og så ud over os. En eller anden havde igen dirket hoveddøren op med en stålkam for at undgå at skulle stille hos inspector Schmidt tre morgener i træk klokken 13 minutter 8 for at være kommet for sent. Rektor rystede voldsomt på sit skaldede hoved. Jeg sad forrest og kunne se, at der stadig i strittende behold var tre eller fire små grå hår på toppen af hans blanke, solbrændte isse. Tværs over næsen havde Mou et lille ar, der lyste hvidt, når han blev arrig. Lige nu var det så hvidt, som kridtet han knækkede mellem sine hektiske fingre.

Han smed de store hornbriller hen ad katederet, så de landede i skødet på Anne. Hun fiskede dem skyndsomst op og rakte dem til Mou med en undskyldning.

- "Lige nu står pedel Jensen (som eleverne havde døbt lektor Jensen) sammen med en låsesmed", han sprang pludselig op og skrev locksmith over hele tavlen, "og sikrer, at døren fremover er FOOL-PROOF". Ordene nåede bagvæggen og resonerede tilbage i nakken på os. Af så lille en mand at være havde han en overordentlig veludviklet stemme. Lyden nåede endda ned og vækkede Tom, som ikke p.t. var videre populær hos rektor, efter at han i sidste time havde sagt noget grimt om Churchill.

Rektor satte sig på kanten af katederet og slog voldsomt op i bogen.

Dagens tekst var indledningsscenen til Macbeth. Vi frygtede værket for dets betydelige sværhedsgrad.

"Thunder and lightning"

Rektor tog en veritabel runddans omkring katederet og brølede:

" Fair is foul and foul is fair, hover through the fog and filthy air"

Resten af timen blev tavlen tegnet til med ord. Mous jakke var næsten ved at falde baglæns af ham i hans forkølede forsøg på at nå helt op og udnytte det øverste stykke af den sorte plade.

Han var medlem af Moralsk Oprustning, havde sine meningers mod og læste The Observer, hvilket vi var mægtig imponerede af. Stakkens Lone kom engang for skade i en time til at oversætte lady's bower i en af John Keats' digte med det lidt frivole lysthus i stedet for jomfrubur. Brillerne blev kylet hid og did, og katederet blev omdannet til en veritabel træbuk, som han eksercerede omkring, mens overlæben blev våd og arret kridhvidt over næsen.

- "LYSTHUS", brølede den lille mand og knækkede kridtet i bestræbelserne på at bibringe os de mest elementære kultur- og engelskkundskaber.

- "LYSTHUS". Han tog det som en personlig chikane mod Keats og sig selv i lige mål.

Hans pædagogiske engagement og evner havde temperamentet til trods højst usædvanligt ført til, at han var blevet indstillet som rektor på sin egen skole af et enstemmigt lærerråd.

Jeg havde indført ham med et mulehårs forspring på førstepladsen i min hadebog i et skarpt opløb med Fru Brøndum Møller, hvis efterhånden noget indskrumpede skikkelse med indkøbstasken i proportional overstørrelse på vej ind i Pomona var begyndt at blegne.

Lektor Axel Nielsen, vores dansklærer, kom i næste time trissende ind ad døren, rundrygget med brillerne på det yderste af næsen. Med et sæt rettede han sig op og så påtaget rystet på hærværket på tavlen, stod lidt og søgte at tyde hieroglyfferne og vendte sig så om mod klassen og rystede med et lille, stille smil på sit venlige hoved. Han brugte ikke tavlen, men ironiens venligere våben. Lod den gå ud over os og litteraturen i lige mål. I svensk læste vi hyppigt Bellmann, og det hændte mere end én gang, at han brød ud i sang med en af hans drikkeviser. Han virkede, som om han deltog i en livslang komedie, hvor han sad på stolerækken i teatret og lo af sig selv.

- - -

Hele byen havde vi moset rundt for at finde nogle tyske naziuniformer og nogle vellignende trægeværer. I Nyhavn fandt vi så endelig, hvad vi søgte. Det var helvedes tungt, så vi iførte os uniformsjakkerne og hjelmene, tog geværerne under armen og tog linie 29 tilbage til skolen, Tom, Henrik og jeg. Udstyret skulle bruges til opførelse af Max Frischs "Andorra", årets skolekomedie.

Folk i bussen havde godt nok gloet, så øjnene bulede.

Først vel tilbage på skolen gik det op for os, at det var den 9. april.

Vi var påfaldende tavse om turen til de andre.

Forberedelserne var godt i gang, og prøverne til Frischs stykke var lige begyndt, da det hændte.

Rektor udviste med det kortest tænkelige varsel to elever i vores parallelklasse, fordi de ventede barn. Samme aften, som beslutningen var truffet og havde bredt sig som løbeild, havde elevforeningen med timingens svære kunst inviteret Ulla Dahlerup til at holde foredrag på skolen:

Skal eleverne i gymnasiet have ret til både cykellygte og pessar?, var det grundlæggende tema.

En venlig sjæl orienterede samtidig pressen om rektors personlige baggrund, bortvisningen og foredraget, og skandalen rullede.

Næste dag var skolen forsidestof i frokostaviserne. Rektor kom intetanende ind til morgensang og besteg podiet, hvorfra han altid sang, så det kunne høres ud over søen ved "Svineryggen" heroppe fra festsalen i bygningens øverste stokværk.

En spøgefugl havde klippet forsiden af avisen ud og anbragt den på indersiden af pultlåget til talerstolen i festsalen. Da Mou åbnede låget for med aldrig svigtende morgenfriskhed og med et raskt tag at fremtage sin sangbog, var han pludseligt og uventet stivnet.

Vi kunne ikke se, hvad der skete, for i flere minutter stod han med hovedet nede i pulten, mens inspector Schmidt uroligt blev siddende ved klaveret og ind imellem nervøst hev i selerne skævede over til den lille mand med hovedet dybt nede i pulten. I kraft af den overdimensionerede talerstol så det ud, som om han næsten svævede under loftet i salen.

Så knaldede han låget i med et ordentligt brag, flåede brillerne af, og med det hvide ar lyste han adgangssignal til Schmidt, som i befippelse slog et par ordentlige skæverter på tangenterne.

Det blev en uforglemmelig morgensang. Under tredje vers af "Vor Gud han er så fast en borg" måtte Mou hjælpes ned på kontoret. En læge kom til, og rektor blev kørt hjem.

En behjertet sjæl indrykkede en annonce i avisen med teksten: "Papegøje bortgives på grund af længere udlandsophold, henvendelse F. T. Mouridsen", og med hans telefonnummer, og pressen og de papegøjeinteresserede bestormede hans telefon med henvendelser i dagene, der fulgte.

Forberedelserne til skolekomedien blev indstillet, og skolen gik på listefødder.

Der var gravølsstemning på vores lokale værtshus "Hygin" på Vodroffsvej.

Nogle dage senere indfandt Mou sig igen. Solen skinnede igen venligt og hverdagsrigtigt igennem vinduerne ind i festsalen. Schmidt lagde atter an til klaveret og spillede lydefrit, og Sankt Jørgens Gymnasium vendte langsomt tilbage til normalen. Skolekomedien blev til hovedrolleindehaveren Henriks usigelige lettelse alligevel gennemført, og der blev klappet som rasende af vore forældre flere aftener i træk, og rektor genoptog sin brillesmidning, som om intet var hændt.

En del år efter at jeg var gået ud af gymnasiet, og mens jeg var i udlandet, fejrede rektor F. T. Mouridsen jubilæum. Og blev omtalt venligt og denne gang i den mere sobre del af pressen. Glemt var alle fortrædelighederne.

Min hjertensgode far, som altid var på pletten for alt og alle, sendte i mit fravær og uden min viden, men i mit navn, et telegram til rektor:

Hjertelig til lykke fra en taknemmelig gammel elev.

Den dobbelte ironi var, at Mou måtte have troet, at den, der havde sendt det, måtte have ment det ironisk.

Jeg hørte heller aldrig fra ham igen.