Nisyros - den ukendte, græske vulkanø Nisyros - den ukendte, græske vulkanø

Indtryk fra et besøg på Nisyros i maj 2015

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan
Copyright: Erik Pontoppidan


Klik HER for at læse om Danmarks eneste rejsecafé i det indre København




Det hører med til oplevelserne på de græske øer at spise på tavernaerne i de små byer med et godt glas retsinavin til. Som her i byen Nikia på Nisyros.



Nisyros er en ø for individualister. For folk, som gerne vil opleve noget af det oprindelige Grækenland. De, som f. eks. besøgte de dengang uberørte øer Leros og Samos i 1970erne, vil her finde noget, der ligner deres oplevelser.

Øen er meget lille. Cirkelrund, med en diameter på kun 8 kilometer. Uden lokale busser, og med kun 1 taxa til 1100 indbyggere. Som dansker kommer man lettest dertil ved at købe en flybillet til Kos og derfra tage med færgen fra havnen i Kardamena til Mandraki. Sejlturen varer en times tid, og når man går i land, er det en fordel at have aftalt at blive hentet af nogen, for der kører som nævnt ingen lokale busser, og det sædvanlige opbud af taxaer glimrer ved deres fravær. Vi havde i maj 2015 booket en uges ophold på Mammis Apartments ved den dejlige lille havneby Pali, men havde ingen aftale om afhentning. Men grækerne på Nisyros er utrolig venlige og hjælpsomme. Efter kort tid fik vi et tilbud om gratis transport de 5 kilometer til Pali på det åbne baglad af en varevogn. Her nød jeg de første, dejlige indtryk af øen, med dens smukke blomsterflor i den tidlige maj-aften. Der duftede af krydderurter alle vegne, og temperaturen var som på en lun dansk sommeraften.

Nisyros er en meget grøn ø i forhold til mange andre af de græske øer. Og starten af maj er et rigtig godt tidspunkt at besøge den. Det kan regne ind imellem, men der er et fantastisk blomsterflor overalt i modsætning til sensommeren, hvor det ofte ikke har regnet i flere måneder og det meste af vegetationen er udtørret. En anden fordel ved at besøge øen i den tidlige sommer er, at der (i hvert fald i maj 2015) er meget få turister. Og fraværet af trafik er imponerende. Antallet af biler, vi mødte på vejene i løbet af en dag, kan tælles på en hånd.

Vi lejede en lille bil i 5 dage, som bragte os ud til alle afkroge af øen. Bortset fra de ikke-asfalterede veje, hvor forsikringen ikke dækker, hvis man kommer ud for uheld. Men det kompenserede vi for ved at foretage dejlige vandreture i højlandet. Som vandreø er Nisyros stadig forholdsvis uopdaget, og stierne er ikke specielt gode eller godt markerede. Man kan købe et kort over øen i 1:25.000, hvor der er indtegnet mange vandrestier, som for det meste er ældgamle transportveje, men i dag er de ikke særlig velholdte eller benyttede. Alligevel giver de en fantastisk naturoplevelse, med udsigt til de gamle terrassemarker, som er bygget gennem århundreder, og møder med geder og grise, som heroppe lever et rent luksusliv i forhold til i Danmark.




Stephanos-krateret nær øens centrum får én til at tænke på månelandingerne i 1970-erne.



Øens mest spektakulære seværdighed er Stephanos-krateret tæt på øens centrum. Da jeg stod ved kraterranden eller i bunden af krateret, kom jeg uvægerligt til at tænke på filmoptagelserne fra Apollo-missionerne til Månen, især fra Apollo 17- missionen til Taurus - Littrow-dalen i december 1972, som var den sidste bemandede måneekspedition til dato. Krateret er et af verdens bedst bevarede såkaldte hydrotermiske vulkankratere. Et ellipseformet krater med en diameter på mellem 260 og 330 meter, og med en dybde på 27 meter. Dets alder anslås til at være mellem 3.000 og 4.000 år. I bunden af krateret er der masser af fumaroler, hvor vanddampe blandet med svovl strømmer op af jorden. En fascinerende oplevelse!




Øens "hovedstad" Mandraki er en hyggelig by med smalle gader, hundredevis af katte og masser af tavernaer med havudsigt.



Øens "hovedstad" er Mandraki, og det er der, rutebådene lægger til fra blandt andet Kos. Det er en hyggelig by med smalle gader, velholde huse, hundredevis af katte og masser af tavernaer med havudsigt. Vi boede som nævnt i Pali, som ligger ca 5 km fra Mandraki. Pali er en meget lille by med meget få hoteller, hvor man bliver en kendt person hos bageren eller købmanden allerede efter få dage. De fleste af måltiderne blev indtaget på byens tavernaer nede på havnen, hvor vi blev mødt med stor venlighed overalt.

Øens bedste badestrand er formentlig Pachia Ammos-stranden, som ligger cirka 5 km sydøst for Pali. Den sidste kilometer ud til stranden foregår til fods, da der endnu ikke er bygget en kørevej derud. Men stranden har et enormt potentiale for et eventuelt kommende hotel- og vejbyggeri, så lad os krydse fingre for, at udviklingen ikke kommer til at ødelægge den uspolerede natur i den nærmeste fremtid.


Klik på nedenstående billeder for at forstørre dem og få at vide, hvad de forestiller!







Er du til øer?

Klik HER for at se min website om La Gomera.
Klik HER for at se min website om La Palma.
Klik HER for at se min website om Tenerife.
Klik HER for at se min website om Azorerne.
Klik HER for at se min website om Madeira.


Klik HER, hvis du vil se min hoved-hjemmeside med blandt andet spændende links til rejser og trekking.
Klik HER, hvis du vil kontakte mig.