Lidt mere om mig (Erik Pontoppidan)


 Foto: Susanne Rossing.

Jeg er født i 1947 på Frederiksberg, hvor jeg voksede op, men i min barndom boede jeg også på Møn i lange perioder. Var elev på Fuglevangsvejens Skole på Frederiksberg, blev nysproglig student i 1966 fra Sct. Jørgens Gymnasium og læste derefter biologi 2 ½ år ved Københavns Universitet. Fortsatte min uddannelse i foråret 1969 med det, der for mange blev den "klassiske" dannelsesrejse ad "The Hippie Trail" fra Københavns Hovedbanegård med tog og bus Berlin - Prag - Budapest - Beograd - Sofia - Istanbul - Erzurum - Tabriz - Teheran - Mashad - Herat - Kandahar - Kabul - Peshawar - Lahore - Ferozepore - Delhi – Agra - Varanasi - Patna - Kathmandu. Den rejse kom til at præge mig resten af livet! Troels Kløvedal overdriver ikke når han fortæller om mange af sine venner og bekendte, som kom hjem fra Nepal i den periode og tilbragte det næste halve år med at kigge ind i en væg i et forsøg på at fordøje deres oplevelser.

I Nepal realiserede jeg min drøm om at vandre i Himalaya. Da jeg kom hjem tog jeg en uddannelse som folkebibliotekar, som jeg har brugt i sammenlagt 8 år ved flere biblioteker, især ved Albertslund Bibliotek, hvor jeg var ansat i 6 år. Mit første rigtige biblioteksjob var et årsvikariat ved Askov Højskoles Bibliotek, hvor jeg samtidig deltog i højskolens undervisning. Det var uden sidestykke mit sjoveste bibliotekarjob og i øvrigt en helt fantastisk tid!

Efter 1983 begyndte jeg at arbejde i IT-branchen, hvor jeg har været lige siden - et jobskifte, som gav et sundt og frisk pust både fagligt og menneskeligt. De sidste 25 1/2 år af mit arbejdsliv var jeg ansat i 3F's udviklingsafdeling. Der er efter min mening mange flere forskellige typer mennesker i IT-faget end blandt bibliotekarer - og det skader jo ikke!



Interesser:

eksotiske rejser, fjeldvandring, film, naturvidenskab, astronomi, bøger, Danmark og danskerne, dansk natur, fotografering, internettet, møde med andre mennesker og i det hele taget det meste af, hvad der rører sig i samfundet - måske lige bortset fra administration, budgetstyring, langtidsplaner, institutionsprognoser og de fleste former for sport. Selv om jeg gerne ville, så kan jeg f. eks. ikke se det sændende og morsomme ved fodbold! En af de få former for sport, som interesserer mig, er bjergbestigning og fjeldvandring. For nylig fik jeg mulighed for at prøve en tur i en rigtig varmluftballon, og jeg er helt sikker på, at jeg også vil synes om svæveflyvning, hvis jeg en dag får mulighed for at prøve det!

Siden min første dannelsesrejse i 1969 har jeg rejst rigtig meget, især i Mellemøsten, Fjernøsten og Sydøstasien, men også i Australien, New Zealand, Østafrika, Vestafrika, Europa og Grønland. Siden januar 2002 har jeg været medlem af De Berejstes Klub.
Som pensionist har jeg set tilbage på mit liv og skrevet en artikel om fire kvantespring, som ændrede mit liv radikalt. Dem kan du læse om HER.




Jeg har skrevet følgende essays om mit liv, som tilsammen dækker perioden fra 1947 og op til i dag:

  • Hænderne op af lommerne, sig nu pænt goddag!. Selfie fra 1947 til 1969

  • At rejse er at leve! Selfie fra 1969 til 1987.

  • 25 år i 3F. Et studie i historiens vingesus i 3F's hovedkontor 1987-2012.

  • Frihedens udfordring. Om frivilligt arbejde i Indien marts-april 2013

  • Mit liv som pensionist. Lidt om interesser, kvinder og parforhold. Selfie fra maj 2013

  • Jeg har desuden skrevet nedenstående essays om mit liv:
  • Min barndom i 50-erne

  • I bagklogskabens klare lys. Tanker om at blive gammel i september 2016


  • Komplet liste over alle mine rejser!

    Retur til min hoved-hjemmeside

    Hvis du har kommentarer eller spørgsmål til mig, så send en mail til pontoppidan214@gmail.com .